Debat

Frie Grønne: Højrefløjens heltefortælling om det danske landbrug er naivt - og farligt

Højrefløjen og Socialdemokratiet frygter, at omstillingen af dansk landbrug kan ende i "klimanationalisme". Det er dog snarere disse partiers insisteren på at fastholde status quo i landbrugsindustrien, som er nationalistisk og tragikomiske, skriver Sikandar Siddique og Susanne Zimmer fra Frie Grønne.

Det danske landbrugsindustri skal omlægges, så det ikke blot gavner danskerne, men også udenlandske arealer og lokale befolkninger, skriver Sikandar Siddique og Susanne Zimmer fra Frie Grønne.
Det danske landbrugsindustri skal omlægges, så det ikke blot gavner danskerne, men også udenlandske arealer og lokale befolkninger, skriver Sikandar Siddique og Susanne Zimmer fra Frie Grønne.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sikandar Siddique
Susanne Zimmer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et nyt buzzword har vundet frem i højrefløjens argumenter for ikke at forholde sig til en reduktion i den danske animalske produktion: ”Klimanationalisme”.

Argumentet går på, at det simpelthen er nationalistisk at ville reducere mængden af eksempelvis svin og køer, der produceres på dansk jord, for hvad skulle de så spise i Afrika?

Hvis ikke vi producerer en masse fødevarer, der kan eksporteres til gud og hver mand rundt om i verden, så er det lige før vi faktisk kunne blive årsag til hungersnød. Skulle man tro.

Nationalistisk animalsk produktion

Argumentet er næsten komisk. Det mest nationalistiske vi overhovedet kan komme i tanke om, er den febrilske insisteren på at ville beholde dansk landbrug, som det er. Højrefløjens og Socialdemokratiets insisterer på, at det danske industrielle landbrug, som det ser ud nu, er nærmest ufejlbarligt og bannerfører for den grønne omstilling.

Ved at støtte op om en magtfuld agroindustri, er den danske landbrugssektor med til at rive livsgrundlaget væk under småbønder og oprindelige folk

Sikandar Siddique og Susanne Zimmer

Disse partiers febrilske insisteren på at fastholde status quo er tragikomisk og nationalistisk. For at skabe profit til danske eksportvirksomheder er konsekvenserne blandt andet, at store arealer og store dele af befolkningen i andre regioner og lande ødelægges og fordrives. 

Den nuværende danske landbrugssektor importerer eksempelvis sydamerikanske sojabønner fra et areal, der er større end Sjælland, Bornholm og Falster tilsammen. Det betyder, at det, der engang var sprudlende og levende skove brændes ned og laves om til golde, grønne ørkener. Det efterlader et indtryk af, at den sydamerikanske natur ikke er noget værd, før den indgår i en forsyningskæde, der ender med frossen kød til danskerne.

Ved at støtte op om en magtfuld agroindustri, er den danske landbrugssektor med til at rive livsgrundlaget væk under småbønder og oprindelige folk i lande som Paraguay. Den efterlader nogle af de allermest udsatte mennesker i en endnu mere sårbar situation, og giver et indtryk af, at de er mindre værd end den danske landbrugssektors ret til at holde dyr indespærret på kødfabrikker.

Konsekvenserne af den nuværende danske landbrugssektors arbejde - og lobbyisme - er, at de udkonkurrerer lokale markeder og bæredygtig madproduktion i flere lande i det globale syd.

Den måde, den danske landbrugssektor hænger sammen på medfører hver dag, at andre mennesker rundt om i verden får frarøvet deres livsgrundlag og deres mulighed for at tage kontrol over deres egne liv. Som om de ikke er noget værd, og ikke kan klare sig selv uden vores eksport af mælkepulver og flæsk.

Behov for globalt udsyn

Den heltefortælling højrefløjen skaber om det nuværende danske landbrug er ikke bare naiv - den er farlig. For den er et udtryk for en neokolonialistisk strømning.

Det er en fortælling om, at det globale syd ikke selv kan, så vi i det globale nord, og hermed også Danmark, er nød til at hjælpe dem.

I realiteten er fortællingen i stedet, at vi, det globale nord, lægger beslag på jord og ressourcer overalt i verden for så at sælge fødevarer den anden vej. Alt i mens lokale økonomier ødelægges, madsuverænitet umuliggøres og, i yderste instans, mennesker slås ihjel.

Kun gennem et opgør med de nationalistiske og neokoloniale strømninger kan vi skabe en klimaretfærdig fremtid

Sikandar Siddique og Susanne Zimmer

Danmark har samtidig travlt med at skære i udviklingsbistanden og undvige at betale erstatning for de klimakatastrofer, vi er årsag til. Dertil giver Danmark ingen seriøs støtte til at sikre klimatilpasning i de allermest sårbare områder i verden.

Der findes - heldigvis -mange, mange landbrugere, der vil en anden vej.

Landbrugere, der lige som os i Frie Grønne, ønsker sig et regenerativt og plantebaseret landbrug, der også er holdbart i fremtiden. Landbrugere, som vil udvikle madproduktionen og landbruget, så det passer til den situation, vi står i. Der er masser af seriøse praktikere, der hver dag trækker i gummistøvlerne for at skabe den forandring, der er behov for.

Det her er en direkte opfordring til at sætte foden ned og sige fra, når ideen om at omstille intensiv animalsk produktion til mere planteproduktion bliver skudt ned som ”klimanationalisme”. Nationalismen er her allerede. Og det er netop dén, vi gør op med, når vi fremlægger vores forslag til, hvordan vi skaber fremtidens landbrug.

Kun gennem et opgør med de nationalistiske og neokoloniale strømninger kan vi skabe en klimaretfærdig fremtid, hvor et dansk regenerativt, plantebaseret landbrug går hånd i hånd med kampen mod udnyttelse og undertrykkelse af mennesker og miljøer uden for vores egne grænser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

Susanne Zimmer

Fhv. MF (FG), tidl. MF (ALT)
folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogik

0:000:00