Kasper Fogh Hansen: Flere børn skal kunne udfordre den laveste fællesnævner for smag

I Danmark er det op til mor og far at smøre madpakken til skolebørnene – i hvert fald langt de fleste steder. Der er undtagelser – madskolerne i København er fantastiske, men mad er ikke noget, vi tager et kollektivt ansvar for. Men det skal vi til at gøre.

Egentligt er det mærkeligt, at vi ikke har et pensum for smag. Vi synes, det er vigtigt, at børn lærer noget om billedkunst og litteratur – at dannelse er en forudsætning for at navigere i verden.

Bare ikke, når det kommer til smag og mad. Der er alle børn overladt til det, de får med hjemmefra. Men ikke alle hjem har en bogreol, og ikke alle hjem har kogebøger stående i dem – og langt fra alle hjem har fyldte køleskabe. Eller også er de fyldt med det forkerte.

Usunde madvaner er desværre bare et voksende problem i familier med kort uddannelse i Danmark. Og vi ved, at sunde madvaner kommer fra, ja, gæt engang: Barndommen.

Vores madkultur polariseres voldsomt i de her år ligesom alt andet. Mens ringere ernæringstilstand og usunde og ujævne kostvanter er en stigende del af dansk madkultur, så laver det segment, der køber de aviser, der i Danmark er verdens dyreste, deres egen kombucha på køkkenbordet.

Mad er ikke noget, vi tager et kollektivt ansvar for. Men det skal vi til at gøre.

Kasper Fogh Hansen
Bestyrelsesformand, Foreningen Madens Folkemøde

De spiser flexitarisk med Søren Eilersen og følger med i, hvilken af Rene Redzepis tidligere medarbejdere der har startet et nyt bageri, en ny tacoshop, iskiosk, naturvinshandel eller kafferisteri. Hvad der i øvrigt er meget smukt og spændende i.

Men vi oplever og smager mad tre gange om dagen, hver eneste dag. Er der noget vigtigere for livskvalitet i hverdagen? Så længe mad er fundamentet for kroppen og for et sundt og langt liv, hvordan kan maddannelse så ikke være en uddannelsesmæssig eller kulturpolitisk prioritet?

Men uligheden i mad – eller uhensigtsmæssigheden i alt for mange børns dårlige madvaner – har aldrig skabt en politisk platform for at etablere fælles og god skolemad i Danmark. Maden er familiens, også når familien ikke kan. Og der er sikkert mange, der foretrækker at give deres børn lige netop det, man kan lide selv.

Fælles mad? Skrækscenariet er flybakkerne, hospitalerne, fordommene om plejehjemmene. Mange gyser. Og det er klart, at hvis det er niveauet, så kan det være det samme.

Hvis det bare bliver en øvelse i at købe billigt ind, vil ingen være med. Der er også en klassisk, liberal indvending imod bevidstløst at ekspandere antallet af offentlige opgaver.

Det er en sund skepsis at have, men jeg tror, man har tænkt på det på en forkert måde – også i det borgerlige bagland, der rejste sig imod Karen Ellemann, da hun forsøgte at rejse spørgsmålet om skolemad.

Et grønt, sundt og spændende måltid mad til alle børn hver dag er ikke et spørgsmål om kost, kalorier og bespisning: Det er et spørgsmål om uddannelse og dannelse. På samme måde som idræt og dansk i skolen er det. Maddannelse er en nødvendig dannelse for et godt liv.

Selvom der både er klare argumenter og videnskabelig evidens for, at et skolemadprogram ville give sundhedsmæssig og socialt god mening – og også have et kulturelt og fællesskabsmæssigt positivt afkast – så er grunden til, at vi skal til at designe et sundt måltid mad til alle børn en anden: nemlig klimaambitionerne.

Når man ser på klimadagsordenen i helikopteren, så ved vi godt, hvordan vi løser energiudfordringerne og transportudfordringerne. Det bliver dyrt og svært, men vi ved, hvordan løsningerne ser ud.

Men det tredje område, der udleder mest, er vores mad. Og der er nærmest ingen, der har nogen ide om, hvordan vi reelt løser udfordringerne på fødevareområdet – hvis man er i tvivl, kan man orientere sig i, hvordan stigende levestandard som en økonomisk lov stensikkert sætter sig i stigende kødforbrug. 

Hvis vi skal spise anderledes, skal millioner af mennesker lære at smage på en ny måde. Smag er en sans, der kan udvikles og raffineres.

Kasper Fogh Hansen
Bestyrelsesformand, Foreningen Madens Folkemøde

Men en ting er sikkert, der er ikke noget easy fix, alt skal forandres. Vi skal dyrke anderledes, vi skal producere anderledes, og vi skal spise anderledes. Hvis vi da skal leve op til det mål, vi har sat os.

Hvis vi skal spise anderledes, skal millioner af mennesker lære at smage på en ny måde. Smag er en sans, der kan udvikles og raffineres. Ingen starter med at drikke Chambertin eller spise limfjordsøsters.

Al dannelse – også af smagen – starter med, at man eksponeres for nye smage. At man lærer at spise. Det er en uddannelsesopgave. Derfor skal vi lave et skolekøkken, der lærer vores børn at spise grønnere og sundere – og så tror jeg også, at de forældre, der var bange for niveauet, har lyst til at være med.

Vi skal danne vores børn til at spise sundere, grønnere og mere spændende. Hvordan gør man det? Man lærer at lave mad, man udsættes for nye oplevelser.

Flere børn skal kunne udfordre den laveste fællesnævner for smag – den, der bare består af fedt, salt og sukker. Den junk food, der har fået et ødelæggende omfang i verden.

Det er både en del af den grønne omstilling, der er et kulturelt udviklingsprojekt for vores land, og det giver socialt og menneskeligt så meget mening. Vi kan lave et land af madskoler, hvor børn og kokke laver mad sammen.

Når man først har åbnet sig for tanken, bliver den bare mere og mere spændende: Vi kan øge efterspørgslen efter lokalt producerede fødevarer, vi kan udvikle et pensum i madkultur. Det vil øge interessen blandt danske unge for at arbejde med mad, både i landbrug og på erhvervsskolerne.

Vi kan have jord og dyr til vores skoler. Vi skal sætte vores bedste kokke til at gøre en forskel for alle børn, der kan skabe forandringer i alle hjem.

Bliver det dyrt? Måske, men den grønne omstilling er i forvejen meget, meget dyr. Og vi ville få noget mere at være sammen om hver dag. Og vi bruger jo alligevel penge på mad i hver eneste familie, så mon ikke vi kan finde en måde at få regnskabet til at gå op, hvis vi regner sundhedseffekterne med?