Debat: Udenlandske pengefolk underminerer det danske landbrug

Af Rasmus Blædel Larsen (Ph.d.) og Lone Andersen (formand for Familielandbruget)

I de første fire måneder af 2017 har eksterne investorer udvist en markant større interesse for dansk landbrug, end man tidligere har set.

Flere store mink og svineejendomme i Jylland er blevet opkøbt – og landbrugsmæglerbranchen spår, at 2017 bliver et gennembrud for eksterne investeringer i dansk landbrug. Flere artikler og debatindlæg har berørt denne udvikling i den sidste tid.

I sidste uge kunne Finans.dk for eksempel fortælle om den engelske rigmand David John Hughes, tidligere oliehandler og direktør i fodboldklubben Charlton, der gennem overtagelsen af investerings-selskabet Farm Company A/S er blevet ejer af tre gårde i Sydjylland: Vestergaard ved Donslund med 105 hektar, Gillbjerggaard ved Åstrup med 270 hektar og Ravnholtgaard ved Veerst med 175 hektar. 

Omfanget af investorer kendes ikke 
Men det præcise omfang af investor-ejede ejendomme, eller hvor mange hektar dansk landbrugsjord der ejes af udenlandske kapitalinteresser, kendes ikke. Under en forespørgselsdebat i Folketinget, rejst af Enhedslisten om netop dette emne svarede Miljø- og Fødevarerministeren kort, at "Miljø- og Fødevareministeriet kender ikke omfanget af udenlandske investorers opkøb af danske landbrug og ved ikke, hvem der står bag de investeringer, der finder sted."

Opkøbene kommer primært til øvrighedens kendskab gennem naboer, landboforeninger, ejendomsmæglere eller undersøgende journalister, der har held til at finde de nye ejere via CVR-registre. Det skønnes, at det alt i alt drejer som en snes opkøb, foretaget siden liberaliseringen af landbrugsloven tilbage i 2010.

Selvom eksterne og udenlandske investorer altså ikke opleves som et stort problem i landbrugserhvert endnu, kan det forhold hurtigt ændre sig idet at en fjerdedel af det danske landbrugsareal, inden for en kort årrække skal skifte ejer.

Af Rasmus Blædel Larsen og Lone Andersen
Ph.d. og formand for Familielandbruget

Baggrunden for landbrugsejendom
I 2010 blev kravet, om at ejeren af en landbrugsejendom skulle have bopælspligt og Grønt Bevis, afskaffet, og i 2015 liberaliserede Thorning-regeringen loven yderlige – netop med den hensigt at tiltrække eksterne investorer til et økonomisk trængt erhverv. 

I dag kan alle, der har råd, frit erhverve sig dansk landbrugsjord.

Baggrunden er, dels at bedrifterne er blevet så store, at det er svært, for ikke at sige umuligt, for en landmand, at løfte det kapitalbehov, der er nødvendigt for at købe et fuldtidslandbrug i dag. Dertil kom den gæld, landbruget havde i pengeinstitutterne efter finanskrisen, som bremsede for både investering og generationskifter i erhvervet. 

Liberaliseringen af loven blev modtaget med en blanding af frygt for konsekvenserne, afmagt overfor den fastlåste situation og forsigtig optimisme omkring, at de danske pensionskasser nu kunne placere 'danske penge i danske arbejdspladser'. 

De fleste eksperter vurderede dog dengang, at de samlede produktionsomkostninger og dermed afkastmuligheder i Danmark ikke gav hverken pensionskasser eller udenlandske investorer incitament til at placere deres penge i dansk landbrug. Siden har interessen da også været moderat. Men det har generelt været svært for investorer at finde steder at placere deres penge de senere år – og langsomt er dansk landbrug kommet i søgelyset.

Selvom eksterne og udenlandske investorer altså ikke opleves som et stort problem i landbrugserhvert endnu, kan det forhold hurtigt ændre sig, idet en fjerdedel af det danske landbrugsareal inden for en kort årrække skal skifte ejer.

Klaus Kaiser, cheføkonom i Seges, Landbrug & Fødevarers videnscenter, formulerede det således i januar 2016: "Der er således stadig et stort antal bedrifter, der skal omsættes grundet den økonomiske situation, de befinder sig i. Dertil kommer, at gennemsnits-alderen blandt danske landmænd er steget gennem de senere år. Over 14.000 bedrifter – svarende til 37,2 procent af samtlige bedrifter – er ejet af landmænd over 60 år. Disse ejendomme har et samlet areal på 623.579 hektar – eller knap en fjerdedel af den danske landbrugsjord. Der er således et stort antal landmænd, som ønsker at afhænde sin bedrift nu eller inden for en kortere årrække. Det er overvejende pengeinstitutterne, der bestemmer, med hvilken hastighed omsætningen af disse ejendomme skal ske."

Og pengeinstitutterne mener, at det nu er tid. Afdelingsdirektør i Jyske Bank Michael Haahr Andersen udtalte for nylig til Jyllands-Posten, at han er overbevist om, at man i løbet af 2017 ville se en betydelig stigning i antallet af danske gårde, der sælges til eksterne investorer fra både ind- og udland. 

Flere landbrugsmæglere fortæller det samme og nævner, at potentielle købere melder sig fra både Kina og Nordamerika.

Landbruget er udfordret
Det siger sig selv, at mange landmænd ærgrer sig over, at erhvervets fremtid ligger i hænderne på pengefolk uden hverken indsigt i eller ansvar overfor landbrugets vilkår og de lokale forhold, hvorunder produktion foregår. Værst går det ud over den nye generation, når gårde, som dem den engelske rigmand har købt, forsvinder fra markedet. Næste generation af landmænd mister muligheden for at komme ind i erhvervet på en gård, de selv ejer.

Dansk landbrug rummer en mangfoldighed af driftsformer, størrelser og holdninger til udviklingen, men ét er fælles for alle landmænd: de er afhængige af adgangen til jord for at kunne udøve deres erhverv.

I forlængelse heraf er det naturligt at spørge, hvilken konsekvens det kan få for dansk landbrug og for Danmark, at jorden opkøbes af eksterne investorer?

I det hele taget er den udvikling, der har ført til lovens liberalisering med stadig større produktionsenheder, med til at sætte de mindre brug under pres og dermed også den ret afgørende kontakt mellem erhverv og lokalsamfundene, der sikrer, at fødevarerhvervet stadig opfattes positivt i befolkningen.

Man kan frygte, at konkurrencen fra investor-ejede fødevareproduktioner med en helt anden adgang til kapital end den selvstændige landmand vil accellerere strukturudviklingen endnu mere, således at de mindre familie-ejede landbrug bliver opkøbt og helt forsvinder. Som nævnt ovenfor er det meget ofte banken, der har det endelige ord i den sag. 

Men det er ikke kun denne type landbrug, der er i fare.

Der er grund til at være på vagt
Anette Klausen formand i Dansk Familielandbrug har for nyligt udtrykt sin bekymring for hele føde/værdikæden i dansk landbrug. Hun frygter, at investorerne kommer med deres egne rådgivere og eksperter – og dermed underminerer hele det danske organisations-system. Man kunne tilføje endnu den bekymring: Hvordan sikres vores andelsselskaber et råvaregrundlag, hvis de nye ejere afsætter gennem andre kanaler?  

Et sådant scenarie vil skade hele fødevareklyngen. 

En anden grund til at være på vagt er den investeringsstrategi, der ligger til grund for interessen i dansk landbrugsjord. IFRO har i en analyse publiceret sidste år sandsynliggjort, at disse investeringer sker ud fra et andet rationale end det rent landbrugsmæssige: 

"Pensionsfonde og andre eksterne investorer vil vurdere dels det årlige driftsoverskud, dels kapital- og konjunkturgevinster. De årlige driftsoverskud kan meget sjældent alene opfylde eksterne investorers afkastkrav. De eksterne investorer må derfor indkalkulere en betydelig gevinst via kapital- og konjunkturgevinster – dvs. prisstigninger på landbrugsjord og bygninger. På lang sigt er disse gevinster (realprisudvikling) tæt på nul, så gevinsten kan kun komme ved at købe, når priserne er i bund, og sælge, når de er i top. Der bliver således mere eller mindre tale om spekulation. Man kan således se en situation, hvor landbrugsejendomme købes, primært fordi der forventes et spekulations-afkast og sekundært et driftsoverskud" (Otte 2016:71)

Hvis 62 procent af vores land er privat ejendom i hænderne på investorer, hvis primære mål med ejerskabet til landbrugsjorden er konjunkturgevinster på jorden, hvordan drives jorden, og hvordan varetages hensynet til miljø og lokale arbejdspladser, hvis ejerne ikke er interesserede i langsigtet landbrugsdrift. 

I et lidt større samfundsperspektiv er det desuden urovækkende, at over halvdelen af landets areal er sat til salg – og at banker og kreditinstitutter kan sælge det uden videre hensyn til landets suverænitet. Hvordan ser vores udenrigspolitik ud, hvis jorden eksempelvis købes af russere eller iranere. Hvem vil de ansætte på gårdene, og hvordan kan vi eventuelt retsforfølge de, der ikke overholder den danske lovgivning, hvis ejerskabet er spredt ud over kloden. 

Hvad kan der gøres?
Først og fremmest ønsker vi os en politisk stillingtagen til udviklingen – inden det er for sent! 

Måske kunne man med fordel vælge at registrere og offentliggøre disse handler, således at offentligheden er opmærksom på, hvordan det udvikler sig og dermed har muligheden for at forlange politisk handling, hvis et flertal skulle ønske det. Endeligt er det relevant at spørge, hvorvidt Danmarks areal overhovedet skal være et spekulationsobjekt, bør adgangen til frit at erhverve sig dansk landbrugsjord begrænses?

Danmark har noget af verdens bedste landbrugsjord – skal vi ikke værne om det?