Connie Hedegaard: Landbruget får milliarder i statsstøtte. Nu må erhvervet betale fællesskabet tilbage

Uden EU havde vores ven i Slesvig været værre stillet. Uden EU havde der været betragteligt færre bjergbønder og småbønder og bønder på stenede og ikke særligt produktive jorde.

Er det helt urimeligt, hvis fællesskabet forventer visse indsatser til gavn for det fælles bedste i gengæld for milliarderne?

Connie Hedegaard

Ifølge Krakas nylige opgørelse får danske landmænd næsten 8,3 milliarder kroner i direkte støtte - hvor de 6 mia. kommer direkte fra EU's kasser, som jo altså er finansieret af skatteyderne.

Hertil skal ifølge Kraka lægges 3,6 milliarder kroner i indirekte støtte. Med andre ord 12 milliarder kroner årligt i subsidier til Danmarks liberale erhverv, eller 1000 millioner hver måned.

Til sammenligning modtager industrien, der beskæftiger langt flere mennesker, omkring 1 milliarder kroner i statsstøtte. Om året.

Er det helt urimeligt, hvis fællesskabet forventer visse indsatser til gavn for det fælles bedste i gengæld for milliarderne? Eller gælder det ellers så højt besungne liberale princip om 'noget for noget' kun for nogle?

Ligefrem at forvente lidt taknemmelighed skal man vel ikke. Men her før Svarer-udvalget kommer med sine kvalificerede bud på, hvordan dansk landbrug kan levere sin rimelige andel af klimaomstillingen, og kravene om kompensation vil lyde højt og larmende, bør det være en fælles erkendelse, at ingen andre sektorer modtager så meget og så systematisk støtte fra fællesskabet som lige præcis landbruget. 

Ingen andre sektorer modtager så meget og så systematisk støtte fra fællesskabet som lige præcis landbruget.

Connie Hedegaard

Af de beregninger, der ligger til grund for EU Kommissionens nylige udspil til EU's CO2-reduktionsmål for 2040, er det tydeligt at se, at de andre sektorer står foran langt stejlere reduktionskurver end landbruget.

Både de europæiske og de danske politikere erkender altså klart, at det er svært i landbruget, og at der også er gode grunde til, at det går langsommere med fødevaresektorens omstilling.

Men så meget desto vigtigere bliver det nu at komme seriøst i gang og lægge forhalingstaktikken og bagstræbet bag sig.

Alle skal bidrage til omstillingen. Nogle mere end andre. Men ingen kan gå fri.

Et konkret eksempel er, at vi over tid skal udfase de fossile brændstoffer. Jamen, så må vi da i hvert fald holde op med ligefrem at subsidiere de samme fossile brændsler, hvilket jo er logikken bag eksempelvis den tyske regerings forslag om at udfase subsidier til diesel til landbrugsmaskiner.

Altså det der fik traktorerne ud at blokere vejene, og som gjorde vores tyske kvægbonde vred.

Naturligvis kan det diskuteres, hvor hurtigt goder, som man har været vant til, skal fases ud. Ligesom det også er klart, at bortfald af subsidier vil sætte sig i prisen og dermed skal betales af os, der køber produkterne.

Men direkte at statsstøtte det, vi som samfund har besluttet, at vi vil have mindre af, er jo ikke en klog måde at tilskynde til omstilling og innovation på. 

For hvert ton landbruget ikke løfter af sin andel, skal andre sektorer løfte så meget desto mere.

Man kan kun undre sig over, at DI så længe har kunnet holde mund, for på Rådhuspladsen ved man godt, hvem der risikerer at skulle gøre endnu mere, hvis landbruget ikke leverer sin del.

Det skal i sandhed blive spændende at se, hvordan landbruget og dets repræsentanter tager imod det længe ventede Svarer-udvalg.

Connie Hedegaard

Det bliver meget vel industrien, som vel at mærke ifølge talrige undersøgelser er langt mere udsat for kulstoflækage - konkurrenceforvridning - end landbruget. Samtidig med at industrien traditionelt ikke kompenseres for sin klimaindsats.

Tværtimod har de skullet betale for kvoter. Man kompenserede heller ikke industrien for at lade være med at forurene vores vandløb med spildevand. Man regulerede, sagde stop og krævede omstilling.

Det skal i sandhed blive spændende at se, hvordan landbruget og dets repræsentanter tager imod det længe ventede Svarer-udvalg.

Om man er klar til, at 'noget for noget' også må gælde for dansk landbrug.