Debat

Mælkeproducent: Brug gulerod fremfor pisk i landbrugets grønne omstilling

Landbruget skal accelerere sin grønne omstilling. Men det bør ske ved at belønne omstillingsparate landmænd og ikke ved at straffe erhvervet med CO2-afgifter, skriver Jesper Arnth.

I alle mulige henseender argumenterer en stor del af vores politikere for, at økonomiske incitamenter er vejen frem. Så hvorfor ikke bruge samme tilgang til den grønne omstilling af landbruget, spørger Jesper Arnth.
I alle mulige henseender argumenterer en stor del af vores politikere for, at økonomiske incitamenter er vejen frem. Så hvorfor ikke bruge samme tilgang til den grønne omstilling af landbruget, spørger Jesper Arnth.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jesper Arnth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en bunden opgave for dansk landbrug, at vi accelererer indsatsen for at blive mere bæredygtige i vores produktion. Ingen tvivl om det.

Jeg er selv mælkeproducent, andelshaver i Arla og i fuld gang med den grønne omstilling.  

Jeg producerer grøn strøm, jeg har styr på køernes foderindtag, og jeg nærstuderer hele tiden gårdens data for at finde de steder, hvor jeg kan optimere og blive mere effektiv.

Fordi det giver god mening – både i forhold til klimaet og min bedriftsøkonomi. Mindskning af spild har alle dage været klogt – og samtidig kan indsatsen ses på den pris, jeg får for min mælk. 

I stedet for at tale erhvervet op, har man igennem en lang valgkamp talt det ned. Man har snakket straf frem for incitamenter – og skatter lægger man som bekendt oftest på det, man vil have mindre af.

Jesper Arnth
Mælkeproducent

Med en ny bæredygtighedsmodel belønner Arla nemlig de landmænd, der gør en ekstra indsats på klima, med et økonomisk tillæg.  

Nu kan vi hver især arbejde målrettet og motiveret for at opnå point inden for en række områder, der gavner klima og biodiversitet, og pointene veksles til kroner og øre. Den tilgang kunne politikerne med fordel lade sig inspirere af. 

Brug økonomiske incitamenter i den grønne omstilling af landbruget

I alle mulige henseender argumenterer en stor del af vores politikere for, at økonomiske incitamenter er vejen frem. Så hvorfor ikke bruge samme tilgang til den grønne omstilling af landbruget?  

I stedet for at tale erhvervet op, har man igennem en lang valgkamp talt det ned. Man har snakket straf frem for incitamenter – og skatter lægger man som bekendt oftest på det, man vil have mindre af.  

Derfor synes jeg, at det ville klæde politikerne at indrømme over for danske forbrugere, at en CO2-afgift vil resultere i, at færre fødevarer produceres lokalt, at de fødevarer desuden vil blive dyrere, og at importen af fødevarer med al sandsynlighed vil stige.  

Er det bæredygtigt for danskernes pengepung eller vores jordklode? Det mener jeg ikke.  

Lige nu holder vi vejret på gårdene. Vi kærer os om opsparingen og tøver med at foretage større investeringer, indtil vi får vished om, hvad politikerne lander på.

De biologiske processer er en svær størrelse at beskatte, og i et erhverv, hvor årsregnskabet langt hen ad vejen er bundet op på vind og vejr, kan en CO2-afgift blive det sidste skub, hvis vi for eksempel oplever en tørke som for få år siden.  

Jeg håber, at politikerne kan se, at der er en bedre vej at gå. En vej, hvor de belønner de landmænd, der gør det godt, så vi sammen kan skabe et positivt fundament for at udvikle dansk landbrug og fødevareproduktion – i stedet for lige så stille at lukke det ned. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Arnth

Mælkeproducent, andelshaver i Arla

0:000:00