Miljøteknologer, DN og Sportfiskerne: Vi har brug for en ny akvakultur-strategi

Af Leif Bentsen, Maria Reumert Gjerding og Verner W. Hansen
Formand for Dansk Miljøteknologi og direktør for Krüger A/S, præsident for Danmarks Naturfredningsforening og formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

En stigende del af den globale efterspørgsel på fisk og skaldyr dækkes af opdræt. Selvom potentialet for fangst af vildfisk er større end i dag, hvis der fiskes bæredygtigt og på sunde fiskebestande, vil efterspørgslen på fisk fra akvakulturanlæg fortsat være stigende.

Der er klare begrænsninger på, hvor mange vilde fisk der bæredygtigt kan fanges uden at bringe bestandene og havenes fødenet og økologi i fare. Opdræt af fisk forudsætter også fangst af vildfisk til foder, omend en stadigt stigende del af foderet er plantebaseret. Det er derfor afgørende, at opdræt sker inden for rammer, hvor de vilde fiskebestande ikke overudnyttes.

Det rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan vi kan producere opdrætsfisk med mindre miljøaftryk og på samme tid genoprette vores vandmiljø, så det opnår god økologisk kvalitet.

Her er der indlysende perspektiver for et mere bæredygtigt fiskeopdræt på land, hvor vækstbetingelserne for fisk er nemmere at kontrollere, og produktionens miljøaftryk kan minimeres. Og for Danmark er det erhvervspolitisk interessant at overveje, hvordan vi placerer os i det fremtidige marked – hvad kan vi bedst bidrage med, og hvordan får vi den optimale effekt på eksport af fisk, opdrætsteknologier og udstyr?

Dansk akvakulturs vækstmuligheder er i dag især begrænset af mulighederne for udledning af kvælstof, som udgør den største enkelte presfaktor for det danske havmiljø. Samtidig er den danske kvælstofforvaltning en af de politisk varmeste kartofler, eftersom der i de kommende vandområdeplaner skal ske en yderligere reduktion af den samlede udledning fra landbrug, akvakultur og byernes spildevand med mere for at opnå den ønskede gode tilstand i vores vandmiljø.

Hvis man politisk ønsker at fremme de mest miljøeffektive anlæg, skal man i den nuværende situation dirigere landbrugspakkens afsatte kvælstofmængder til akvakultur over til de moderne og recirkulerede anlæg.

Leif Bentsen, Maria R. Gjerding, Verner W. Hansen

Stillet heroverfor er det indlysende fornuftigt, at der gennem innovation videreudvikles på de mest miljø- og ressourceeffektive teknologier – herunder de mindst kvælstofbelastende. Hertil kommer, at der også er behov for reduktion af udledningerne af fosfor og organisk materiale af hensyn til vandmiljøet.

Inkonsekvent akvastrategi
Den aktuelle strategi for dansk akvakultur lægger da også vægt på at fremme miljøeffektive anlæg, og det er positivt. Der er over de kommende tre år afsat nye kvælstofkvoter, som kan uddeles til de mest ressourceeffektive anlæg; det vil sige anlæg, som udleder mindst muligt næringsstoffer (kvælstof, fosfor og organisk materiale) per ton produceret fisk, og som bruger så lidt vand som muligt.

Her er minimumskravet, at der er rensegrader på 50 procent for kvælstof, 65 procent på fosfor og 75 procent på organisk materiale, og der bør kunne udvikles endnu mere miljøeffektive anlæg. Der stilles ikke tilsvarende krav til havbrugene om rensning og om recirkulation af vand.

Men strategien er ikke konsekvent gennemført. Der er også afsat kvælstofkvoter til utidssvarende dambrug, og der satses samtidigt på at skabe plads til flere havbrug i åbne farvande. Problemet med en sådan ufokuseret indsats er, at den ikke udnytter den begrænsede mængde kvælstof, som man politisk beslutter, fiskeopdræt må udlede, godt nok, og at miljøaftrykket derfor bliver langt større end nødvendigt.

De landbaserede anlæg er mere bæredygtige og gør det muligt at producere fisk med en langt mindre udledning, fordi vandet renses, og med en meget lille tilførsel af frisk vand. Det lukkede system betyder også, at der ikke er problemer med parasitter som lakselus eller med udledning af medicinrester og miljøfremmede stoffer.

Når det gælder produktion af fisk i saltvand, oplever de landbaserede recirkulerede anlæg en rivende udvikling. I takt med de seneste års erfaringer inden for landbaseret opdræt, bliver anlæggene stadigt mere rentable – endda uden lige konkurrencevilkår i forhold til havbrugene, der i dag udleder deres næringsstoffer urenset og gratis.

Landbaserede anlæg
Nu er havbrugene igen kommet  på den politiske dagsorden. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har bebudet, at tilladelser og tilsyn på baggrund af en række sager skal kigges efter i sømmene, og der bliver indkaldt til drøftelser af den fremtidige regulering og administration i løbet af 2019.

Spørgsmålet er derfor, om ikke tiden er kommet til at revidere akvakulturstrategien, så man satser 100 procent på landbaserede recirkulerede anlæg til fiskeopdræt i både ferskvand og saltvand.

Hvis man politisk ønsker at fremme de mest miljøeffektive anlæg, skal man i den nuværende situation dirigere landbrugspakkens afsatte kvælstofmængder til akvakultur over til de moderne og recirkulerede anlæg. De indhøstede erfaringer skal så bruges til at udvikle nye standarder for miljøeffektive anlæg, hvor rensegraden er endnu højere.

Det betyder, at der fremover udelukkende bør gives tilladelser til miljø- og ressourceeffektive anlæg på land baseret på laveste udledningsniveauer og på den bedste miljøperformance.

Store eksport- og erhvervsintereser
Det siger sig selv, at alle afsatte kvælstofpuljer bør indgå i den såkaldte baseline for tredje vandplanperiode. Og at de placeres, så der ikke sker forringelser (jævnfør vandrammedirektivet) af vandmiljøet. Derfor må fiskeopdræt fremover vejes op mod andre kvælstofudledende aktiviteter, og de kvælstofmæssigt mest effektive prioriteres.

Vi vurderer, at der er store eksport- og erhvervsinteresser i moderne recirkulerede fiskeopdrætsanlæg, hvor danske virksomheder kan blive førende inden for teknologi og udstyr. Danske virksomheder er inden for teknologi og udstyr til akvakulturen allerede med i front på verdensmarkedet, og på grund af den store globale vækst i landbaserede anlæg oplever de stor international interesse.

Med en ny plan for dansk akvakultur, hvor der satses entydigt og klart på moderne, miljøeffektive og recirkulerede anlæg, kan der skabes et nyt erhvervs- og eksporteventyr for danske teknologi- og udstyrsproducenter, og vi kan tilrettelægge en meget mere effektiv miljøindsats til gavn for det danske vandmiljø. Nu er det så op til politikerne at skabe grundlaget for den udvikling.