Nationalt Center for Lokale Fødevarer: Selvforsyning kan være vejen frem efter coronakrisen

Af Jesper Zeihlund
Direktør for Nationalt Center for Lokale Fødevarer

"Det kommer aldrig til at ske". Sådan et statement vil man i fremtiden nok være ret varsom med at ytre, for på blot få uger har corona-krisen ændret hele verdenssituationen og allerede nu haft enorme konsekvenser, som ingen troede mulige.

Coronakrisen tvinger os til at tænke anderledes og finde nye forretningsformer og fremtidsscenarier, ikke mindst på fødevareområdet. I forvejen står produktionen af fødevarer over for en stor omstilling i bestræbelserne på at blive klimaneutral i 2050.

Men de erfaringer vi har gjort os de seneste uger, tvinger os til at implementere en helt ny tilgang – og tankegang – i forhold til hvordan, hvor og hvorfor vi dyrker vores fødevarer.

For blot få uger siden kunne vi tale i timevis om lokale fødevarer ud fra et oplevelsesøkonomisk synspunkt, om storytelling, og hvordan man kunne forædle råvarerne og tilføre dem ekstra emotionel værdi.

Men i dag giver det mere mening at tale om overlevelsesøkonomi: De lokale fødevarer kan hjælpe os med at overleve, både økonomisk, samfundsmæssigt og ud fra en ernæringsmæssig synsvinkel. Lokale fødevarer er på kort tid gået fra at være nice to have til need to have.

Med vores nye, desværre allerede dyrt købte, corona-erfaringer bliver det nu endnu tydeligere, at vores danske landbrugsjord og egenproduktion er vigtig.

Jesper Zeihlund
Direktør for Nationalt Center for Lokale Fødevarer

Globaliseringen er rystet
De færreste havde for kort tid siden set komme, at hele grundlaget for globaliseringen ville blive rystet, som vi nu ser det. Vi har fået øjnene op for, at systemer hænger sammen på måder, som vi næppe var så bevidste om i dagligdagen før nu, hvor det hele ændrer sig, og hvor mange industrier ramler.

Fødevare-nicheproducenterne og gastronomien er i krise, men vi har ingen fødevaremangel endnu. Bortset fra enkelte hamstringstogter, meldes alt stadig under kontrol.

Ingen sulter, og der er stadig varer på hylderne. Nogle producenter har endda for mange råvarer, fordi de ikke kan afsætte dem til restauranterne, der ikke har nogen gæster for øjeblikket.

Coronavirussen smitter ikke gennem maden. Men måske kommer der en virus i fremtiden, der gør.

Selvforsyning er ikke urealistisk
Vi kan også spørge os selv, hvad vi stiller op, hvis coronakrisen begynder at gå ud over transportsektoren, og fødevarerne ikke kan nå frem. Frankrigs præsident har betegnet corona som en "krig". Det er en krig mod sundhedssystemet, men også mod samfundssystemer og strukturer, som vi kender dem. Og som vi ved, kan krige medføre problemer med at brødføde befolkningen, hvis alting bryder sammen.

At tale om selvforsyning, og endda måske national selvforsyning, ville for blot et par uger siden blive anset som rabiat. Men i dag er man måske snarere realist, når man bringer det på bane.

I fremtiden kan en højere grad af selvforsyning være en af løsningerne. Ikke blot som nogle rækker persille bredt ud hjemme i den private køkkenhave eller nogle bundter gulerødder med top blandt de sympatiske storbyinitiativer, men også i større skala, så de lokale fødevarer dækker hele egne eller ligefrem hele landet.

Hospitaler og mindre lokalsamfund kan have ekstra strømgeneratorer til at få gang i køkkenmaskinerne, hvis strømmen går, men de kan også selv dyrke de grøntsager og korn, som køkkenmaskinerne skal bruges til. Tanken er ikke urealistisk.

Nykøbing Sjælland som eksempel
Vi kan lade os inspirere af SNS Grønnegården, sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, der tidligere husede omkring 1.000 patienter. Det blev bygget i 1913 med alle fornødenheder samlet på det naturskønne område, som strækker sig over flere tusinde kvadratmeter, opført i arkitektonisk harmoni.

De 45 bygninger rummede for eksempel kirke, brandstation, badeanstalt, forsamlingssted, snedkeri, vaskeri, gartneri og storkøkken. Plejepersonalet og lægerne boede også på arealet, så der var dagligt omkring 2.000 personer, der skulle bespises.

Det gjorde man i høj grad gennem selvforsyning, og hovedparten af de daglige måltider kom fra områdets egne frugttræer, grøntsagsrækker og kornmarker. Udover at det gav mad på bordet, var det også en meningsfuld beskæftigelse i patienternes hverdag, hvor det manuelle arbejde i køkkenhaven, i gartneriet eller i markerne var en del af patienternes behandling.

Hospitalet lukkede i 2015, i dag er patienterne borte, og området huser nu blandt andet flere børnefamilier, fødevareiværksættere, en kulturelt velfunderet privat investor og en stærk grundejerforening, der netop er gået sammen om at gentænke mulighederne for moderne selvforsyning.

Med udgangspunkt i de gamle, men for sin tid meget visionære, tegninger og planer over området, bliver frugtlundene nu genplantet, og de lokale afgrøder skal dyrkes igen.

Landbrugsjord til lokale fødevarer
Med vores nye, desværre allerede dyrt købte, corona-erfaringer bliver det nu endnu tydeligere, at vores danske landbrugsjord og egenproduktion er vigtig. I fremtiden giver det mindre mening at dyrke afgrøder, der skal mætte svin, som afsættes i Kina.

I stedet kan vi bruge vores landbrugsjord til at så grøntsager og korn og opdrætte de dyr, som vi har brug for herhjemme, så vi ikke er så afhængige af den verdensøkonomi og globalisering, der pludselig har vist sig så uforudsigelig og skrøbelig.

Hvis vi breder selvforsyningsbegrebet ud og dyrker fødevarerne lokalt, kan det bidrage til at skabe flere arbejdspladser i udkantsområderne. Grøntsagerne kræver flere hænder end for eksempel kornafgrøder, og når værdikæden skal følge med, altså når råvarerne skal forarbejdes og afsættes, kan det ske primært med lokal arbejdskraft.

Hvis vi også medregner gevinsterne for klimaet, når transport af både arbejdskraft og produkter reduceres, er ideen slet ikke så tosset.

Og før man affejer tankerne om fremtidens lokale og selvforsynende fødevaresystemer i Danmark, er én ting i hvert fald sikkert: Vi skal være virkelig varsomme med at sige "det kommer ikke til at ske".