Innovationscenter for Økologisk Landbrug: Tænk CO2-afgifter i helheder for at sikre klimainnovation i landbruget

Da den nye regering onsdag i sidste uge fremlagde sit regeringsgrundlag, var ambitionen om en CO2-afgift skrevet ind. Dermed kan den debat, der også var blandt de hotteste emner i valgkampen, fortsætte med fornyet styrke.

I Innovationscenter for Økologisk Landbrug oplever vi, at der bliver talt hen over de landmænd, diskussionen handler om. Først og fremmest bør debatten handle om, hvordan vi sikrer en retvisende opmåling af det enkelte landbrugs klimaaftryk.

Opmålingen bør ske på baggrund af viden, og vi er optagede af at fremskaffe den viden om effekter for klima, der kan sikre, at politikerne vælger en afgiftsmodel med åbne øjne.

Mangelfuld beregningsmodel

Vi arbejder netop med at udvikle forskellige metoder til beregning af landbrugsbedrifters klimapåvirkning. I samarbejde med blandt andet Seges, AU Agro og AU DCE har vi udviklet værktøjet ’ESGreenTool’, der kan lave klimaudregninger for alle typer af produktioner. Udfordringen er derfor ikke teknisk. Det er snarere at finde ud af, hvilke klimaeffekter der skal regnes med.

Landbrugets nationale klimaaftryk bliver i dag udregnet via en territorial beregning jævnfør IPCC-guidelines. Vælger myndighederne at bruge samme guidelines på det enkelte landbrug og baserer en CO2-afgift på den, ignorerer man de emissioner, der har været i forbindelse med produktion af importeret foder og forfordeler dermed en bestemt type landbrug.

Den territoriale beregning er altså blind for indirekte emissionskilder

Julie Cherono Schmidt Henriksen
Chefkonsulent og teamleder, Innovationscenter for Økologisk Landbrug

Når en bedrift skal have beregnet udledningen af drivhusgasser med territorialprincippet indregnes udledninger som fordøjelse, husdyrgødning, slam, afgrøderester, udvaskning, organiske jorde og kalkning.

Den liste er langt fra fyldestgørende. Ved beregning af bedriftens territoriale klimaaftryk indregnes nemlig ikke klimapåvirkning fra indirekte emissionskilder som energiforbrug, kulstofbalance i jord og træer samt import og eksport af foder, strøelse, produktion af handelsgødning, pesticider og dyr.

Den territoriale beregning er altså blind for indirekte emissionskilder og kan derfor ikke give et fyldestgørende billede af den enkelte bedrifts klimaaftryk.

Eksporterer ansvaret til udlandet

I en kandidatafhandling fra 2021 har Nana Winther Kjær analyseret 13 mælkebedrifters klimaregnskab. På bedrifterne var klimaaftrykket 52 procent højere, når der blev regnet på helhedsaftrykket frem for alene på det territoriale aftryk. En tredjedel af udledningen var knyttet til import, hvoraf importeret foder var det vigtigste. Vi har samme oplevelse ud fra de klimahandlingsplaner, vi har lavet med ESGreenTool på bedriftsniveau.

Det er afgørende at tænke i helheder, når vi taler CO2-afgifter, hvis vi vil sikre ægte klimainnovation i landbruget

Julie Cherono Schmidt Henriksen
Chefkonsulent og teamleder, Innovationscenter for Økologisk Landbrug

Så når man bruger territorialprincippet til at udregne en bedrifts klimaregnskab, fraskriver man sig ansvaret for emissioner i de lande, hvorfra vi importerer foder. Man kan samtidig komme i karambolage med det fjerde af de guidende principper i Klimalovens paragraf et, styk tre, der skal sikre, ”at danske tiltag ikke blot flytter hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser.”

Samtidig belønner man de landmænd, der importerer foder og straffer dem, der driver bæredygtige landbrug, hvor man prioriterer selvforsyning og ikke fragter foder fra den anden side af jorden.

Man straffer dem, der udvikler deres bedrift i tråd med ønskerne om bæredygtighed og grøn omstilling, som politikerne forpligtede sig til at arbejde for med landbrugsaftalen fra 2021 og som også EU har på agendaen med sin ’Farm to Fork’-strategi.

Ingen quickfix

I det hele taget er debatten om CO2-afgift på landbruget præget af for småt fokus på sammenhænge og helhedstænkning. Det gælder for eksempel, når Jens-Martin Roikjer Bramsen i Altinget den 21. november skriver, at vi skal arbejde med et nyt fodermiddel til køer, der skal nedbringe metanudledningen kraftigt.

Han henviser til, at en øget fedtsyreandel i malkekøers foderration kan reducere metantabet fra en enkelt ko med 10 procent. Men den øgede fedtmængde skal hentes et sted, enten ved at ændre sædskiftet eller ved at importere fodermidler eller kraftfoder med en høj fedtandel som for eksempel raps.