Debat

Økologisk Landsforening: Øko-bevillinger står ved en klippekant

DEBAT: Den danske økologipolitik står, igen, ved en klippekant. Hvis de aktuelle politiske forhandlinger tilvejebringer de nødvendige ressourcer, kan den økologiske branche garantere Danmarks plads i den økologiske top, skriver Paul Holmbeck, Økologisk Landsforening. 

Hvis de aktuelle politiske forhandlinger tilvejebringer de ressourcer, kan vi fra den økologiske branche garantere, at vi fortsat vil levere varen i form af vækst, innovation og et Danmark, der fortsat er verdensførende på økologi, skriver Paul Holmbeck.
Hvis de aktuelle politiske forhandlinger tilvejebringer de ressourcer, kan vi fra den økologiske branche garantere, at vi fortsat vil levere varen i form af vækst, innovation og et Danmark, der fortsat er verdensførende på økologi, skriver Paul Holmbeck.Foto: Lars Aarø, Økologisk Landsforening
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Paul Holmbeck
Direktør, Økologisk Landsforening

For nogle uger siden stod jeg i parlamentet i UK og fortalte parlamentsmedlemmer om den danske økologipolitik. Sådan som jeg har gjort for politikere, organisationsfolk og erhvervsledere fra flere end 30 lande, bare de sidste 5 år. Der er meget stor interesse i det, de ser som en meget offensiv og innovativ økologipolitik fra dansk side.

De noterer også de gode resultater, som vi sammen har skabt i Danmark: Vi er verdensførende i økologisk salg. Vi har mobiliseret en bred omlægning til økologi i offentlige og private kantiner og køkkener. Vi har en økologieksport, der fordobler sig cirka hvert 4. år, og vores røde Ø-mærke har den højeste kendskab (98 procent) og største tillid (8 af 10 har høj tillid eller tillid) af noget økologi-mærke i EU.

Verdens førende økologi-land
Mit vigtigste budskab i de sammenhænge er, at ”Organic politics work”, det vil sige, at de danske erfaringer er, at økologipolitik kan være en drivkraft for udvikling af et stærkt økologimarked, nye udviklingsveje for pressede landmænd, og et hav af nye løsninger på områder som dyrevelfærd, miljøskånsom produktion, drikkevandsbeskyttelse og klima.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Sammen med den store indsats fra økologer selv, og den økologiske branche, har dansk økologipolitik gjort Danmark til verdens førende økologi-land.

Det, jeg ikke sagde, da jeg stod der på Westminister i London, var, at meget af den danske økologipolitik står, igen, ved en klippekant.

Regeringer af flere politiske farver og en stribe af vækstteams og kommissioner har peget på økologi som ægte grøn vækst. En jobskaber i landdistrikterne og en drivkraft for nye grønne løsninger.

Paul Holmbeck
Direktør, Økologisk Landsforening

Bevillinger til økologiforskning er gået fra 60-70 millioner kroner årligt over flere år i 00'erne, og gennemsnitsniveau på cirka 35 millioner kroner årligt, til 10-25 millioner de senere år. De sidste 10 år er bevillinger til økologisk markedsfremme, uddannelse, eksportfremme og udvikling af innovativ økologisk praksis i mark og stald faldet fra cirka 80 millioner kroner årligt til det halve.

Økologien udfordres i en nær fremtid
Når en midlertidig bevilling på 30 millioner kroner årligt under Fonden for Økologisk Landbrug udløber næste år, falder den økologisk markeds- og udviklingsindsats ud over klippekanten. Efter 2018 er det samlede budget for økologiske vækst, innovation og uddannelse i alt bare 10 millioner kroner under Fonden for Økologisk Landbrug. Det er et problem.

Det skal straks siges, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lavede noget ”heavy lifting”, da det lykkedes ham i år at sikre tilstrækkelige midler til økologisk omlægnings- og miljøstøtte til landmænd, der har lagt 30-40.000 hektar om til økologi i hvert af de seneste to år. En stigning på 15-20 procent per år. Det tager vi hatten af for. Den store indsats i regeringen gør, at vi kan byde mange nye økologer velkommen.

Vi håber, at partierne i de aktuelle forhandlinger om FL 2018 samtidig kan standse yderligere fald i investering i økologisk vækst- og innovationsarbejde. Økologisk Landsforening har foreslået en Økologisk Vækst- og Udviklingspakke, i størrelsesorden 50 millioner kroner årligt de næste 4 år, under Fonden for Økologisk Landbrug.

På trods af at denne bevilling kun er lidt over halv så stor som i tidligere år, vil investeringen sikre gennemførelse af netop de aktiviteter, som er blevet anbefalede af ministerens Økologisk Erhvervsteam i april i år. Det vil muliggøre erobring af nye eksportmarkeder; skabe nye løsninger, der fremmer dyrevelfærd, klimamål og rent miljø; og støtte events, hvor over 300.000 danskere deltager hvert år.

Småt med penge - stor effekt
Fonden har også finansieret flere tusinde ”omlægningstjek”, der giver konventionelle landmænd et overblik over, hvordan netop hans/hendes gård vil se ud som øko-gård; ”staldskoler”, hvor økologer har reduceret antibiotika-forbruget med 50 procent; og ”klimahandlingsplaner” samt et klimakatalog, som beskriver de 40 mest effektive måder, hvorpå økologer kan reducere gårdens klimaaftryk.

Via fonden har 26 kommuner kunnet bruge økologi til beskyttelse af drikkevands-arealer, og et Økologisk Eksportakademi har sikret flere hundrede virksomhedsledere ny viden om forbrugerpræferencer og det økologiske marked på de vigtigste eksportmarkeder. Og det er bare eksempler. Alle sammen skabt for relativt små penge — men med stor effekt.

Regeringer af flere politiske farver og en stribe af vækstteams og kommissioner har peget på økologi som ægte grøn vækst. En jobskaber i landdistrikterne og en drivkraft for nye grønne løsninger.

Hvis de aktuelle forhandlinger tilvejebringer de ressourcer, kan vi fra den økologiske branche garantere, at vi fortsat vil levere varen i form af vækst, innovation og et Danmark, der fortsat er verdensførende på økologi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paul Holmbeck

Direktør, Holmbeck EcoConsult, fhv. direktør, Økologisk Landsforening
Statskundskab og økonomi (Duke Uni., North Carolina. 1983)

0:000:00