Debat

Dyreorganisation: Hvorfor er Landbrug & Fødevarer imod opgøret med turbokyllinger?

DEBAT: Det er besynderligt, at Landbrug & Fødevarer ikke bakker op, når Danpo forsøger at højne dyrevelfærden med stop af produktion af turbokyllinger, skriver Esben Sloth fra World Animal Protection. 

Den danske virksomhed Danpo oplyste i april, at de vil udfase produktionen af den såkaldte turbokylling.
Den danske virksomhed Danpo oplyste i april, at de vil udfase produktionen af den såkaldte turbokylling.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Esben Sloth
Kampagneansvarlig, World Animal Protection Danmark 

Turbokyllingerne har de seneste måneder trukket overskrifter i de danske medier. Flere supermarkeder, fastfoodrestauranter og hoteller har nemlig sat en stopper for, at den hurtigt voksende kylling Ross 308 er at finde i deres produkter.

Nu har fødevareproducenten Danpo fulgt det gode eksempel. De stopper også produktionen af Ross 308. Det er en rigtig god nyhed. 

Turbokyllingen er kendetegnet ved at have en ekstrem og unaturlig vækst. Den vokser fra 50 gram til over to kilo på fem uger, hvilket resulterer i gangbesvær, vejrtrækningsproblemer, knoglesygdomme og svigtende organer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er en helt grotesk behandling af dyr i et land, hvor vi nu anerkender dyr som sansende væsner.

Danpo sætter ny standard 
Dyrebeskyttelsesorganisationer verden over har længe arbejdet på at mindske udbuddet af denne kylling, og flere aktører har meddelt, at de vil stoppe med at sælge dem.

Danpo bør hyldes for at gå forrest i forsøget på at forbedre produktionsdyrenes velfærd.

Esben Sloth
Kampagneansvarlig, World Animal Protection Danmark 

Danpos udmelding er dog i særklasse, og den sætter en ny standard for, hvad vi må kunne forvente af landbruget. Man burde forvente, at Landbrug & Fødevarer ville bifalde sådan en udmelding.

Men i stedet har formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Jensen, udtalt til Landbrugsavisen, at "jeg tror på forbrugerne. Og vi landmænd producerer selvfølgelig, hvad forbrugerne efterspørger".

Hermed underkender han altså, at landbruget som branche har et ansvar for, hvilke varer de udbyder. Uanset hvad forbrugerne vil købe, er de villige til at producere det.

Læs også

Flere dyreproducenter må følge trop
Da Lidl i slutningen af februar meddelte, at de ville stoppe med at sælge turbokyllingen, var der da heller ikke den store opbakning at hente fra erhvervsorganisationen, der ikke mente, at det er en detailkædes opgave at vælge, hvad der er godt for forbrugeren.

De mente altså, at forbrugerne selv skulle træffe valget ved køledisken. Meldingen var klar: Så længe det er lovligt, producerer vi, hvad vi kan sælge. Dermed fralægger branchen ethvert ansvar for at arbejde for bedre dyrevelfærd i produktionen.

Landbrug & Fødevarer skriver om deres officielle dyrevelfærdspolitik på deres hjemmeside, at "kravene til dyrenes velfærd er ikke alene defineret ud fra politisk regulering og forbrugerkrav – også landbruget selv stiller krav."

På den baggrund skulle man mene, at Landbrug & Fødevarer ville bifalde Danpos beslutning om at indstille produktionen af den hårdt pumpede turbokylling. Men det var ikke tilfældet. Tværtimod.

Det er besynderligt, at organisationen ikke bakker op, når en af de helt store aktører forsøger at højne dyrevelfærden i deres produktion.

Danpo bør hyldes for at gå forrest i forsøget på at forbedre produktionsdyrenes velfærd. Det er på tide, at andre fødevareproducenter følger efter og tager ansvar for at højne dyrevelfærden i de danske stalde.

Rettelse 7. maj 09.45: Debatindlægget fremgik tidligere med et billede af burhøns. Det er ikke retvisende for indlæggets indhold, og billedet er derfor ændret. Altinget beklager fejlen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00