Debat

Politikere skal stå på borgernes side

DEBAT OM FRIHANDEL: Den europæiske forbrugerbeskyttelse er den bedste i verden, og den må ikke undergraves af hensynet til profit. Det skriver MEP Margrete Auken i et debatindlæg.
Foto: Facebook
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Beslutningen om at have en åben høringsrunde om de kontroversielle dele af EU's frihandelsaftale med USA er en kæmpe sejr for progressive kræfter i Europa. Med amerikanerne, den traditionelle industri og flertallet af politikerne for aftalen valgte Handelskommissær De Gucht trods alt at lytte til de kritiske borgere og den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet ved at lægge dele af aftalen offentlig frem. Nu venter vi på at se, om han også lytter til kritikken og bekymringerne.

Jublen ville ingen ende tage i hverken USA eller EU, da det kom frem, at en gigantisk frihandelsaftale var på vej. Både regeringerne, industrien og Europa-Kommissionen pralede med, at aftalen ville kunne skabe over 120 milliarder euro i vækst i EU og op mod 25.000 arbejdspladser alene i Danmark. Det lyder jo fantastisk, men eftersom andre undersøgelser sagde, at gevinsten ville være langt mindre og forbrugerorganisationer samtidig har slået alarm, bliver vi nødt til at passe meget på i forhandlingerne. 

Alle ønsker og støtter vækstinitiativer, men den traditionelle industris og borgernes interesser falder ikke altid sammen. Vi politikere bør støtte borgerne i kampen mod den del af industrien, som ønsker færrest mulige regler for sundhed, miljø, klima og forbrugerrettigheder. Danmark og EU må holde fast i, at aftalen ikke skal give os ringere vilkår for demokratisk kontrol af markedet, end vi har i dag. 

Fakta
Indlægget er en del af Altinget | Fødevarers debat om de verserende forhandlinger om en frihandelsaftale mellem USA og EU.

Ønsker du at deltage i debatten, kan du sende dit indlæg til redaktør for Altinget | Fødevarer Kim Rosenkilde Nielsen på mail [email protected]

Protesterne har særligt rettet sig imod kapitlet om Investor State Dispute Settlement (ISDS), en slags voldgift, der er hævet over de nationale retssystemer og giver firmaer ret til at klage over lande, hvis lovgivning hindrer firmaernes mulighed for at få fuldt økonomisk udbytte af frihandelsaftalen. Hvis man kunne sikre sig, at et sådan system kun ramte de lande, der bruger handelsindgreb til utilsløret protektionisme, kunne man måske forstå tanken.

Men det er ikke det, vi har set i praksis. Der har de seneste år været en række grimme eksempler på, hvordan storindustrien har brugt den selvsamme mekanisme til at undergrave miljø- og forbrugerbeskyttende lovgivning i lande som Australien, Canada, Tyskland etc. 

Alle ønsker og støtter vækstinitiativer, men den traditionelle industris og borgernes interesser falder ikke altid sammen. Vi politikere bør støtte borgerne i kampen mod den del af industrien, som ønsker færrest mulige regler for sundhed, miljø, klima og forbrugerrettigheder.

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Efter Australiens parlament vedtog, at alle cigaretter skal sælges i samme neutrale indpakning, brugte tobaksgiganten Phillip Morris ISDS til at lægge sag an mod den australske stat for tabt fortjeneste. Da Tyskland valgte at udfase sine atomkraftværker, krævede det svenske atomkraftfirma Vattenfall erstatning. Og da Canadas sundhedsmyndigheder afviste et patent på et antidepressiv pga. manglende dokumentation, krævede det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly 500 millioner dollars i erstatning. Sagerne er endnu ikke afgjort.

Den slags kan vi naturligvis ikke acceptere i EU! Den europæiske forbrugerbeskyttelse er den bedste i verden, og den må ikke undergraves af hensynet til profit.  

Vi håber nu, at de kritiske medlemslande, herunder Danmark, holder fast. I Europa-Parlamentet har vi mulighed for at stemme den endelige aftale ned – som vi gjorde med ACTA (aftalen om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder). Den mulighed vil vi udnytte til at lægge maksimalt pres på forhandlerne. Når resultatet af høringsrunden foreligger, forventer vi, at Kommissionen lytter til europæerne, og at vi kan se resultatet i forhandlingerne med USA.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00