Venstre er nødt til at vælge side i spørgsmålet om CO2-afgiften

Venstre er det gamle landmandsparti. Sådan har det altid været. Partiet har sin oprindelse i bondestanden, og selv den dag i dag kommer der tårer i øjenkrogen, når formandens taler uundværligt kommer ind på andelsbevægelsen.

Med Frederiksberg-politikeren Jan E. Jørgensens ord vil ethvert emne til gruppemøderne med tid komme til at blive drejet ind på landbruget, og en disproportional stor del af partiets bagland og organisation består da også af landmænd.

Det på trods af, at der efterhånden ikke er ret mange landmænd tilbage. Faktisk er der kun blevet færre, siden Venstres begyndelse, og skulle de stemme i samlet flok til et folketingsvalg, ville de ikke kunne få valgt ét mandat ind. Til gengæld er de tilbageværende næsten alle sammen aktive i Venstre.

Landbruget er fundamentet i partiet, og så kan man kalde det ulogisk og nostalgisk, men sådan er det. Politik er også irrationelt, det er også følelser og identitet.

Det forsøger partiet at rationalisere med en bred pallette af hårde argumenter

Morten Reimar

Det forsøger partiet at rationalisere med en bred pallette af hårde argumenter. Et af dem handler om, at hvis man regner afledte job med, det kunne være SoMe-medarbejdere på Axelborg i midten af København, så er der faktisk rigtigt mange beskæftiget i landbruget.

Andre argumenter handler om eksport, stolthed over dansk landbrugs tekniske formåen, fødevareforsyningssikkerhed og vigtigst af alle om arbejdspladser i tyndt befolkede områder. Der er mange gode ting at sige om det danske fødevareerhverv, hvis man virkelig gerne vil.

Men landbruget er også enormt CO2-tungt. 35 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser kommer herfra, og i en tid hvor bageren og tøjekspedienten skal tage fire kroner for en bærepose, kan de fleste godt se, at vi ikke udenom at skulle kigge på at omstille denne sektor også.

Dét vidste Venstre allerede fra starten ville komme til at blive en svær opgave, og derfor har de også sparket dåsen længere og længere ned ad vejen. Selv nu hvor Svarer-udvalgets grundige arbejde er færdiggjort, åbner Stephanie Lose op for, at det ikke bliver en af rapportens tre modeller, det vil ende i, og hele Venstre ”glæder sig til” at diskussionen fortsætter i Den Grønne Trepart.

Men en egentlig stillingtagen er der ikke gjort. Mens resten af Christiansborg stiller sig klar på to geledder, er det ikke til at få andet ud af Venstre end floskler. For eller imod en CO2-afgift på landbruget. Omstilling eller arbejdspladser. Udvikling eller billig kødsovs.

Mens resten af Christiansborg stiller sig klar på to geledder, er det ikke til at få andet ud af Venstre end floskler

Morten Reimar

For det kommer til at gøre ondt – uanset hvad, de vælger. For på den ene side står Danmarksdemokraterne, der fra begyndelsen har været lodret imod enhver form for CO2-afgift, og dermed stiller sig klar til at overtage landbrugs- og udkantsstemmerne.

På den anden står Liberal Alliance og virker appellerende for de byliberale, der ikke nærer varme følelser for landbruget, og som ikke kan få pulsen op af historier om Bondevennernes kamp i det nittende århundrede.

Venstre nødt til at tage klar stilling. Jo før jo bedre. For allerede nu er vælgere og baglandstemmer skuffede over, at Venstre i det hele taget er gået med i en regering, der i regeringsgrundlaget vil arbejde for en CO2-afgift. De kan ikke forstå, deres gamle landmandsparti er så fåmælte og endnu ikke har markeret sig som landbrugets forsvarer.

For eksempel lufter Folketingets tidligere formand, Christian Mejdahl, stilfærdigt tanken om, at Venstre skal trække sig ud af regeringen på denne baggrund. Så alvorligt bliver det taget. Men Venstre siger ingenting.

Og de vælgere, der ikke anser sig selv som landbrugsstemmer, bliver samtidigt bekræftet i, at Venstre er et landbrugsparti, der ikke kan tilbyde dém noget, fordi de tolker stilheden som et forsvar af en af landets største CO2-udledere. At Venstre hænger fast i fortiden og ikke for alvor mener det med den grønne omstilling og alt det der.

Så skuffelsen er sat ind. Endda på begge sider. Derfor kan partiet lige så godt tage stilling, for så skuffer de da i det mindste kun den ene fløj i stedet for dem begge på én gang.

Derfor kan partiet lige så godt tage stilling, for så skuffer de da i det mindste kun den ene fløj i stedet for dem begge på én gang

Morten Reimar

Det ligner til forveksling, at de forsøger at trække i langdrag for, at der skal åbenbare sig en gylden løsning, der kommer til at gøre alle tilfredse, men det gør der bare ikke, uanset hvor længe, de kigger efter den. De venter på et svar, der ikke kommer.

Tværtimod er de nødt til tydeligt at stå for noget, for i midterregeringens konsensus-sovs kommer de til at se ideologisk blege ud. Tavsheden tillader deres konkurrenter at virke farverige og tillokkende, og det har de efterhånden ikke råd til længere.

Venstre står ved en korsvej: De kan gå den ene vej, de kan gå den anden vej, men vælger de ikke, går de i stå.