Søren Egge Rasmussen
 svarer 
Pernille Rosenkrantz-Theil

Søren Egge Rasmussen (EL) spørger social- og boligministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, hvorfor ministeren ikke vil imødekomme ABF’s forslag om at give nyopførte andelsboligforeninger opført efter den 30. september 2020 mulighed for at bruge nettoprisindeksering af den oprindelige anskaffelsessum til prisfastsættelser af andelsboliger

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 111, Spørgsmål 16
Hvorfor vil ministeren ikke imødekomme ABF’s forslag om at give nyopførte andelsboligforeninger opført efter den 30. september 2020 mulighed for at bruge nettoprisindeksering af den oprindelige anskaffelsessum til prisfastsættelser af andelsboliger, når Indenrigs- og Boligministeriet betegnede det som et interessant forslag, jf. L 111 – bilag 1 (Høringsnotat)?

Svar fra torsdag den 14. marts 2024
”Hvorfor vil ministeren ikke imødekomme ABF’s forslag om at give nyopførte andelsboligforeninger opført efter den 30. september 2020 mulighed for at bruge nettoprisindeksering af den oprindelige anskaffelsessum til prisfastsættelser af andelsboliger, når Indenrigs- og Boligministeriet betegnede det som et interessant forslag, jf. L 111 – bilag 1 (Høringsnotat)?” Svar:

L 111 er en genfremsættelse af L 32 og udgangspunktet har derfor været at genfremsætte lovforslaget i uændret form.

Lovforslaget er baseret på udvalgsarbejdet fra Udvalg om andelsboliglovens værdiansættelsesprincipper og de anbefalinger, som udvalget kom med i sin rapport fra december 2021. Arbejdet i udvalget har fokuseret på løsninger for de foreninger, der hidtil har anvendt den senest ansatte ejendomsværdi ved værdiansættelsen, og udvalget har således ikke analyseret problemstillingerne ved at give de andelsboligforeninger, der ikke har en ansat ejendomsværdi, en mulighed for at regulere anskaffelsesprisen.

Jeg er enig i, at også disse foreninger kan have et behov for et alternativ til at benytte anskaffelsesprisen eller en valuarvurdering som værdiansættelsesprincip, men jeg mener, at en eventuel yderligere ændring af andelsboliglovens værdiansættelsesprincipper, f.eks. sådan, at der også indføres en mulighed for at nettoprisindeksere anskaffelsesprisen, skal baseres på en analyse af mulige problemstillinger. Analyserne vil tage tid, og jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt, hvis de ændringer, der allerede er lagt op til i lovforslaget, skal udskydes yderligere.

Umiddelbart ser jeg heller ikke et stort akut problem, da de berørte ejendomme er opført for relativt nyligt, hvorfor det må formodes, at der på nuværende tidspunkt har været en relativt beskeden prisudvikling, og derfor ikke er et stort behov for at regulere værdien.

På sigt kan det imidlertid blive et større problem for de berørte foreninger, og jeg vil derfor lade problemstillingen indgå i det videre arbejde med andelsboligområdet.

0:000:00