Reglerne om indsamling har bl.a. til formål at sikre gennemsigtighed og åbenhed med indsamlinger og et effektiv tilsyn hermed, så bidragsydere kan have tillid til, at indsamlede midler ikke anvendes til ulovlige formål som for eksempel hvidvask og terrorfinansiering. Samtidig er det dog vigtigt, at indsamlingssystemet er smidigt, og at reglerne ikke opstiller unødigt store barrierer for at starte en indsamling.

En stor del af de indsamlinger, der foretages, er undtaget fra reglerne på området, fordi de ikke er offentlige. Private indsamlinger kan således foretages uden Indsamlingsnævnets tilladelse og uden betaling af gebyr, jf. indsamlingslovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Hvad der udgør en privat indsamling beror på en konkret vurdering. Af forarbejderne til indsamlingsloven, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 142, som fremsat, side 32, fremgår følgende:

”Private indsamlinger kan opdeles i to kategorier:

For det første vil en indsamling være privat, hvis opfordringen rettes til nogen, der er indsamleren bekendt. Ved begrebet »indsamleren« forstås den eller de fysiske personer, som forestår indsamlingen. Det kan f.eks. være en indsamling blandt de ansatte i en virksomhed til en afskedsgave til en kollega eller en indsamling blandt egne venner og familie til en persons sygdomsbehandling i udlandet. Det forudsættes, at der er en vis grad af nærhed mellem indsamleren og den person, som opfordringen rettes til.

Det må bero på en konkret vurdering, om en opfordring til at yde bidrag er rettet til indsamlerens bekendte. Hvis en opfordring til at yde bidrag er offentlig tilgængelig, taler det imod, at indsamlingen kan betegnes som privat. Det kan f være en indsamling på internettet, som er tilgængelig for alle, selv om indsamlingen henvender sig til en bestemt gruppe mennesker, som indsamleren kender. Det må ligeledes bero på en konkret vurdering, om en indsamling, der iværksættes på f.eks. Facebook, må karakteriseres som en privat indsamling, der ikke er omfattet af indsamlingsloven. Ved vurderingen må der lægges vægt på antallet af personer, som opfordringen til at yde bidrag er sendt til, og den tilknytning, disse personer har til indsamleren. En indsamling blandt »venner« på Facebook er således ikke nødvendigvis en privat indsamling.

For det andet vil en indsamling være privat, hvis opfordringen rettes til personer, som har særlig tilknytning til indsamlingsformålet. Spørgsmålet om, hvorvidt der er en sådan særlig tilknytning til indsamlingsformålet, må afgøres på grundlag af en samlet vurdering.

Som et typisk eksempel på sådanne indsamlinger kan nævnes indsamlinger, der iværksættes af foreninger blandt foreningens medlemmer til fordel for et foreningsformål. […].” Når en indsamling ikke kan kategoriseres som en privat indsamling, f fordi kredsen af modtagere er for bred, skal der indhentes en tilladelse fra Indsamlingsnævnet.

Som henvendelsen i bilaget til nærværende spørgsmål viser, kan indsamlinger, der var tiltænkt at skulle samle mindre beløb ind, inden for kort tid vokse sig store, når de f.eks. foretages på en åben profil på sociale medier. Det kan således være vanskeligt på forhånd at vide, hvordan en indsamling vil udvikle sig, når den er offentligt tilgængelig.

Det bemærkes, at en indsamlingstilladelse er gyldig i op til et år, jf. indsamlingslovens § 3, stk. 3, og at der af de indsamlede midler kan anvendes et rimeligt beløb til dækning af omkostninger i forbindelse med indsamlingen, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020 om indsamling m.v. Det omfatter bl.a. omkostninger i form af gebyret til Indsamlingsnævnet.

Justitsministeriet overvejer løbende, om der er behov for at justere indsamlingsreglerne. For nuværende ser jeg dog ikke et behov herfor.