Katrine Daugaard
 svarer 
Pernille Rosenkrantz-Theil

Katrine Daugaard (LA) spørger social- og boligministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, om at stille et ændringsforslag vedrørende § 103, så det fremgår, at kommunen skal forklare en afvisning om anmodning fra et barn under 12 år om at til- eller fravælge samvær

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 93, Spørgsmål 92
Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag, som ændrer i den foreslåede § 103, så det kommer til at fremgå, at kommunen skal forklare, hvorfor de afviser en anmodning fra et barn under 12 år om at til- eller fravælge samvær, og i benægtende fald vil ministeren da yde teknisk bistand til et sådant ændringsforslag med tilknyttede bemærkninger?

Svar fra mandag den 22. maj 2023
”Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag, som ændrer i den foreslåede §

103, så det kommer til at fremgå, at kommunen skal forklare, hvorfor de afviser en anmodning fra et barn under 12 år om at til- eller fravælge samvær, og i benægtende fald vil ministeren da yde teknisk bistand til et sådant ændringsforslag med tilknyttede bemærkninger?” Svar:

Bestemmelsen i § 103, stk. 2, om barnets eller den unges adgang til at anmode om at få suspenderet samvær i en periode på op til 8 uger, er fastsat i overensstemmelse med aftalen om Børnene Først og de økonomiske rammer bag aftalen.

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen på side 337 i lovforslaget som fremsat, vil de tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge ikke kan imødekommes, fordi det ikke vurderes at være i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse.

Det fremgår dog også af bemærkningerne samme sted, at kommunalbestyrelsen i forlængelse af pligten til at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge vil skulle sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Det fremgår udtrykkeligt, at det også vil gøre sig gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets eller den unges anmodning efter § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes. Det fremgår således, at kommunalbestyrelsen har pligt til sikre sig, at barnet eller den unge har fået forklaret og forstår kommunens beslutning.

Det er min opfattelse, at lovforslaget herved imødekommer spørgerens ønsker, uanset at dette ikke fremgår direkte af lovteksten. Jeg finder på den baggrund ikke behov for et sådan ændringsforslag eller for at yde bistand til ændringsforslag med dette indhold.

0:000:00