Danmark får internationalt forskningscenter

FORSKNING: Et nyt internationalt forskningscenter forventes etableret i Danmark i løbet af næste år. Missionen er at skabe viden om antibiotikaresistens, og forhåbningen er, at centeret på sigt vil huse 400-500 forskere.  

Foto: Ritzau Scanpix / Lars Helsinghof Bæk (Arkivfoto)
Toke Gade Crone Kristiansen

Det glippede med EMA, men nu kommer der et plaster på såret.

Et nyt internationalt forskningscenter kan nemlig formentlig åbne dørene i Danmark i løbet af 2019 – og et godt bud er, at centeret bliver placeret i København.

Det nye forskningscenter skal forske i antibiotikaresistens og styrke det internationale samarbejde med at dæmme op for problemer med antibiotikaresistens, lyder det i pressemeddelelsen.  

Målet er, at centeret på sigt vil komme til at have mellem 400-500 hundrede ansatte i Danmark, og at centeret skal tiltrække udenlandske forskere med ekspertise på området. 

Første skridt 
Lobbyarbejdet om at placere det nye center i Danmark har varet et års tid, og kulminerer torsdag, når sundhedsminister Ellen Trane Nørby underskriver en erklæring mellem Danmark og Consultative Group on International Agricultural Research (CGIAR). 

Forskningscenterets finansiering er endnu ikke på plads, men der har været dialog med Bill og Melinda Gates Foundation og andre private investorer, ligesom også regeringen regner med at skyde et beløb – af endnu ukendt størrelse – ind i oprettelsen.

Og når det kan lykkes regeringen at tiltrække centeret til Danmark, så handler det blandt andet om vores forskningsmæssige position.  

"I Danmark er vi allerede langt fremme inden for forskningen på området. Den viden skal vi dele og udvikle sammen med eksperter fra hele verden, så den gør en forskel for flest mulige,” siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. 

Et stort problem
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby vurderer, at antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden og anslår, at omkring 33.000 europæerne hvert år dør af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika.

0:000:00