Debat

Forsker: Bedre sprogkompetencer kræver finansiering og større indsats

DEBAT: Alle er enige om, at der er behov for styrkede sprogkompetencer. Regeringens nye sprogstrategi er derfor kærkommen, men der er behov for flere tiltag, skriver Jens Erik Mogensen, prodekan ved Københavns Universitet. 

Måske bør fremmedsprogene være obligatoriske i bestemte studieretninger i gymnasiet, hvis sprogkompetencer skal styrkes. 
Måske bør fremmedsprogene være obligatoriske i bestemte studieretninger i gymnasiet, hvis sprogkompetencer skal styrkes. Foto: /ritzau/Mathias Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Erik Mogensen
Forsker og prodekan for uddannelse, Københavns Universitet

Sprogkompetencer er vigtige for samfundet: For dannelsen, for handelsbalancen, for globaliseringen.

Det er alle enige om. Men sprog er markant for nedadgående i uddannelsessystemet. For eksempel har kun 7 procent af gymnasieeleverne valgt tysk på højt niveau i år. Og i store dele af landet udbyder folkeskolerne slet ikke fransk. For gymnasierne er det ikke rentabelt at udbyde små hold, og så kommer uddannelseskæden ind i en ond spiral: Samfundet går glip af sprogkompetencer, og de videregående uddannelser får fjernet deres rekrutteringsgrundlag.

På universiteterne bliver sproguddannelserne så økonomisk urentable og søgningen svag.– De få, der søger har lavere indgangsniveau - og så stiger frafaldet. Inden for de sidste cirka 10 år er op imod halvdelen af universiteternes sproguddannelser lukket på landsplan. Halvdelen.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Tiltrængt indsats fra regeringens side
Det er glædeligt, at regeringen nu sender det klare og utvetydige signal, at det er allerhöchste Eisenbahn at få gjort noget ved situationen. Kernen i regeringens sprogstrategi er at etablere et nationalt center for fremmedsprog.

Regeringen har afsat 99 millioner kroner frem til 2022, det vil sige i snit cirka 20 millioner kroner per år i de næste fem år. Centret, som tænkes forankret på KU og AU, får til opgave at løfte og styrke sprogområdet på tværs af uddannelsessystemet. Det skal fokusere på overgange og koordineret samarbejde mellem institutioner og andre aktører. Og det skal motivere elever og studerende til at vælge sprog.

Måske burde et samfund, der ønsker sig styrkede sprogkompetencer i flere sprog end engelsk, stille mere håndfaste krav?

Jens Erik Mogensen
Prodekan og forsker

Det bliver en spændende opgave at samarbejde med ministeriet om at bygge centret op.

Man kan blandt andet se det i forlængelse af det konsortiesamarbejde, som Humaniora på KU gennem de seneste år har haft med professionshøjskolerne Metropol og UCC om sprog og fagdidaktik. Konsortiet har i samarbejde med Københavns Kommune og Danmarks Lærerforening blandt andet modtaget en bevilling fra A. P. Møller Fonden på godt 12 millioner kroner til at løfte den tidlige sprogstart i folkeskolen.

Nu kan den slags satsninger få langt større vingefang og inddrage flere parter. Også erfaringerne fra KU’s sprogstrategiske satsning om sprog som tillægskompetence i alle KU’s uddannelser vil kunne indgå naturligt i centeret.

Husk finansieringen 
Regeringen etablerer desuden et småfagsråd, som skal rådgive om nationale interesser i at opretholde en række meget små fag. Mange i universitetsmiljøet ønsker at konsolidere de små fag som de forskningsfag, de reelt er - og måle dem på nogle andre kriterier end store uddannelsesfag.

Men er det nok at ”motivere” til mere sprog? Vil regeringens strategi bryde den negative spiral? Måske burde et samfund, der ønsker sig styrkede sprogkompetencer i flere sprog end engelsk, stille mere håndfaste krav? For eksempel beslutte, at sprogene skal være obligatoriske i bestemte studieretninger i gymnasiet.

Universiteterne ser også frem til at drøfte finansieringen af sproguddannelserne. De er markant underfinansierede. Det står der ikke noget om i strategien. Det er en meget vigtig del af en holdbar løsning for sproguddannelserne på de videregående uddannelser – til gavn for hele uddannelseskæden og samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Erik Mogensen

Særlig ledelsesrådgiver ved Det Humanistiske Fakultet, lektor, Københavns Uni.
cand.mag., tysk sprog og litteratur (Københavns Uni. 1990) ph.d., germansk filologi (Københavns Uni. 1996)

0:000:00