Fra fond til forsker: Aarhus-forsker får millionbeløb til kampen mod virus

FONDE: Det Europæiske Forskningsråd har uddelt fondsmidler til en række forskere. En af modtagerne er Søren Riis Paludan, der skal bruge pengene til at forske i, hvordan virus undviger kroppens immunforsvar. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Katrine Skov Sørensen

Det Europæiske Forskningsråd har bevilliget 88,2 millioner kroner til fem danske topforskere. 

De fem forskere modtager hver cirka 17,6 millioner over en femårig periode, og deres projekter spænder bredt. 

Professor Matthew Collins fra Københavns Universitet får midler til at forske i nye metoder til at undersøge pergament-manuskripter. Kollegaen professor Eugene Polzik modtager også penge, der skal bruges til at udforske kvantefysiske mekanismer. 

På Danmarks Tekniske Universitet får professor Dorte Juul Jensen millionbeløbet til at udforske metals mikrostrukturer, mens professor Kirsten Gram-Hanssen fra Aalborg Universitet skal forske i nye energiforbrugere og smarte teknologier.

Professor Søren Riis Paludan på Aarhus Universitet vil bruge pengene på at se nærmere på tidlig forsvar mod virusinfektioner. Han skal undersøge, hvordan virus undviger kroppens immunforsvar og dermed fremmer etablering af infektion og potentiel sygdomsudvikling.

Sundhedsfaglige projekter 
Gigtforeningen har også uddelt fondsmidler i den forgangne uge. Foreningen har uddelt midler til tre projekter inden for det reumatologiske område. 

Forskningsårsstuderende Laura Boysen Dall fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital, har fra modtaget et introduktionsstipendium på 120.000 kroner. Pengene skal bruges til at undersøge, om produkter fra ormeparasitter kan mindske betændelsesreaktionerne i blodceller fra patienter med alvorlig bindevævssygdom. Hvis det er tilfældet, kan det bane vejen for udvikling af ny medicin, som kan få stor betydning for patienternes livskvalitet og overlevelse. 

Fysioterapeut Lasse Ishøi fra Hvidovre Hospital modtager et introduktionsstipendium på 187.236 kroner til projektet: 'Udvikling og afprøvning af forbedret behandlingsalgoritme for patienter med intra-artikulære hoftesmerter'.

Læge Mads Ammitzbøll Danielsen fra Københavns Center for Artritforskning på Rigshospitalet modtager 200.000 kroner fra Gigtforeningen til at undersøge, hvilken type indsprøjtning der er mest effektiv til patienter med leddegigt. 

0:000:00