Fra fond til forsker: Novo støtter jagten på kur mod leversygdom og EU fremmer ligestilling

FONDE: Novo Nordisk har blandt andet spenderet på forskning i leversygdom og i kræftcellers svagheder. Syddansk Universitet har hentet 22 millioner i støtte fra EU til universitetets Gender Equality Team.

Novo Nordisk støtter igennem Challenge-programmet grundforskning på tre danske universiteter. 
Novo Nordisk støtter igennem Challenge-programmet grundforskning på tre danske universiteter. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Astrid Johanne Bjørnskov

Novo Nordisk Fonden har støttet alsidige forskningsprojekter. Gruppeleder ved Center for Kræftforskning under Kræftens Bekæmpelse, Jesper Nylandsted, har modtaget 15 millioner kroner. Han forsker i, hvordan kræftceller vedligeholder deres cellemembran, der for cellerne er en slags hud og er livsvigtig. Det er viden, som både kan hjælpe med at slå kræftceller ihjel og hjælpe patienter, der lider af degenerative lidelser såsom Alzheimers og muskelsvind.

Kresten Lindorff-Larsen, professor ved Biologisk Institut hos Københavns Universitet, har modtaget 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme. Han forsker i, hvordan ændringer i vores DNA og proteiner kan ende med at gøre os syge, hvilket vil styrke evnen til at forudsige sygdom.

Også fra Challenge-programmet modtager professor Torben Heick Jensen ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet en bevilling på 60 millioner. Hans forskningsprojekt undersøger, hvad celler gør med det genetiske affald, der ikke bliver brugt i processen, hvor gener omsættes til proteiner.

Forskning i midler mod leversygdom
Novo Nordisk støtter desuden professor Sakari Kauppinen fra Aalborg Universitet med 60 millioner kroner. Han forsker i leversygdommen Nash, som millioner af mennesker hvert år udvikler uden mulighed for at blive medicinsk behandlet.

Nash er en alvorlig ikke-alkoholrelateret leversygdom, som fører til fedtophobning i leveren, betændelse og arvævsdannelse. Udviklingen af sygdommen er tæt forbundet med fedme, type 2-diabetes og stofskiftesygdomme.

Der findes ingen midler til behandling af sygdommen, men Sakari Jauppinens projekt skal designe lægemidler, der kan hæmme aktiviteten i det mikro-RNA, der fører til udviklingen af Nash.

"Vi forventer, at vores projekt på sigt vil bane vejen for udvikling af en helt ny type medicin til behandling af Nash," fortæller Sakari Kauppinen.

EU fremmer kvinder i forskning
Syddansk Universitets Gender Equality Team, der arbejder for at sikre diversitet i forskningsverdenen, har modtaget en stor bevilling fra EU: EU og LERU, League of European Research Universities, har i disse år stor fokus på, hvordan andelen af kvindelige forskere kan øges.

Nu har det danske hold fået 22 millioner kroner til et fireårigt ligestillingsprojekt, der skal udrulles i ni EU-lande. Formålet er at fremme viden om og forslag til, hvordan ligestilling kan sikres på systematiske måder.

0:000:00