Fra fond til forsker: Stor donation skal skabe nye bioindustrielle processer

FONDE: Novo Nordisk Fonden uddeler 182,7 millioner til et samarbejde mellem North Carolina State University og Danmarks Tekniske Universitet. Samarbejdet skal munde ud i nyt forskningsprogram om biofarmaceutisk produktion.

Den biofarmaceutiske industri står for størstedelen af verdens produktion af lægemidler. Det stiller krav til en mere effektiv produktion, og derfor har Novo Nordisk Fonden doneret 182,7 millioner til et forskningsprojekt på området.
Den biofarmaceutiske industri står for størstedelen af verdens produktion af lægemidler. Det stiller krav til en mere effektiv produktion, og derfor har Novo Nordisk Fonden doneret 182,7 millioner til et forskningsprojekt på området.Foto: Colourbox
Julie Rind Rasmussen

Den biofarmaceutiske industri vokser i disse år, samtidig med at kravene bliver højere. Den videre udvikling kræver nytænkning og kvalificerede medarbejdere. Derfor har Novo Nordisk Fonden for første gang givet en stor bevilling uden for de nordiske lande.

Det drejer sig om en bevilling på 182,7 millioner kroner, der er uddelt til et internationalt forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem North Carolina State University og Danmarks Tekniske Universitet.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

De to universiteter er blevet udvalgt, da de hver især er førende inden for biofarmaceutisk produktion i henholdsvis USA og Danmark, og sammen skal de skabe det internationale forsknings- og uddannelsesprogram ’Accelerated Innovation in Manufacturing Biologics’ (AIM Bio).

"Der er efterspørgsel på kompetencer inden for biofarmaceutiske produktionsteknologier, og NCSU supplerer de mere traditionelle bioteknologiske fermenteringsteknologier og opstrømsprocesser, hvor vi er stærke på DTU," lyder det fra Bjarke Bak Christensen, direktør, DTU Bioengineering, der fortsætter:

"Derfor ser vi frem til samarbejdet, hvor vi blandt andet ved at etablere mobilitetsstipendier for de studerende og udvikle fælles kursusmateriale og forskningsprojekter har store forventninger til, at vi yderligere kan styrke vores forskere og de studerendes kompetencer inden for biofarmaceutisk produktion."

Bevillingen løber over fem år, og den omfatter ni forskningsprojekter i biofarmaceutiske produktionsprocesser.

Særlig hæder til københavnsk øjenlæge
Bagger-Sørensen Fonden uddeler 2. september hæderspriser til videnskabelige aktiviteter med tilknytning til odontologiske eller medicinske områder.

Professor Morten La Cour, øjenlæge på Rigshospitalet, modtager den særlige hæderspris på 500.000 kroner for sin internationalt anerkendte forskning og sin mangeårige karriere som øjenforsker og kirurg.

0:000:00