Universitetsaftale får pæn modtagelse

REAKTIONER: Torsdag landede Folketingets partier en aftale om mere fleksible universitetsuddannelser. Aftalen får overordnet set en pæn modtagelse fra erhvervsliv og faglige organisationer. 

Bente Sorgenfrey, formand for FTF, roser universitetsaftale, men savner at professionbachelorer er tænkt ind i ny universitetsstruktur
Bente Sorgenfrey, formand for FTF, roser universitetsaftale, men savner at professionbachelorer er tænkt ind i ny universitetsstrukturFoto: Ritzau Scanpix / Mads Claus Rasmussen
Toke Gade Crone Kristiansen

Den politiske aftale om mere fleksible universitetsuddannelser får en pæn modtagelse fra både erhvervsliv og faglige organisationer, omend der er en vis skepsis overfor den nye etårige overbygningsuddannelse. 

"Den nye aftale er guld værd for både de studerende og for universiteterne, som kan bruge de nye muligheder til at tilpasse uddannelserne med viden og erfaringer fra erhvervslivet," siger Mette Fjord Sørensen, chef for forskning og videregående uddannelse i DI. 

FTF så dog gerne, at aftalen havde fokus på også at tilbyde efteruddannelsesmuligheder for andre end blot akademiske bachelorer, mens DE efterlyser et lignende arbejde for de øvrige dele af den videregående uddannelsessektor. 

Retskravet 
I industrien er man særlig glad for udvidelsen af retskravet.

"De nye muligheder betyder, at de studerende i højere grad får mulighed for at afprøve det, de har lært på universitet, i en virksomhed. Det kan gøre dem klogere på, hvad de kan bruge deres akademiske kompetencer til, og det vil skærpe deres krav til deres uddannelse," siger Mette Fjord Sørensen fra DI. 

Den melding erklærer Dansk Erhverv sig enig i og mener, at et forlænget retskrav også kommer til at betyde øget fleksibilitet.

"Vi tror på, at det er godt for nogle studerende at få noget erfaring, inden de færdiggør deres studier. Det vil give de studerende et langt bedre grundlag at vælge kandidatuddannelse og speciale ud fra," siger Mads Eriksen, DE. 

Også hos Akademikerne er man glade og kalder udvidelsen af retskravet for et gammelt ønske for organisationen, som er blevet opfyldt af alle Folketingets partier.

"Det er en vigtig nyskabelse, som vil give de studerende større fleksibilitet og mulighed for vekselvirkning mellem uddannelse og arbejdsmarked," siger Lars Qvistgaard, Akademikerne.  

0:000:00