Løkke slår færøske får og sine egne venner ihjel i fremragende ny bog

ANMELDELSE: Befrielsens øjeblik er det bedste og mest interessante politiske interview, der er blevet trykt i lang tid. Lars Løkke Rasmussen viser sig fra sin mest brutale side, og bogen vil stå tilbage som symbolet på et valg, hvor den blå blok er godt i gang med at implodere. 

  

Altingets vurdering: 5/6

Lars Løkke Rasmussen er en vild politiker. Kirsten Jacobsen er en vild journalist. Sæt de to sammen, tilsæt en valgkamp og et truende nederlag, så har du opskriften på en sensationel, en desperat og en fremragende bog.

Bogen Befrielsens øjeblik vil stå tilbage som historien om valget i 2019. Med fare for at foregribe historiens gang – og med fare for at tage fejl – vil den også komme til at stå som symbolet på det totale sammenbrud i den borgerlige fløj efter fire år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Naturligt nok er det Løkkes åbning for en mulig SV-regering, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed i første omgang. Men det mest sensationelle og mest desperate ved bogen er, at den samtidig er et hårdt opgør med dem, der indtil for få dage siden var Løkkes nærmeste allierede – lige fra hans egen finansminister til de to partier, han har siddet i regering med de seneste to år.

Og Løkke lægger ikke skjul på, at det er sådan. Det er det, bogens titel refererer til: Befrielsens øjeblik er det tidspunkt, hvor valget er udskrevet, og Lars Løkke Rasmussen endelig kan fortælle dem (os) alle sammen, hvad han egentlig mener.

”Jeg har glædet mig til at kunne stå her i egen ret. Sige, hvad jeg mener – uden at skulle tænke, at det ikke går, fordi vi så ikke længere har Liberal Alliance inde under vingen eller De Konservative inde under vingen eller Dansk Folkeparti inde under vingen,” siger statsministeren i bogen.

Nu har han lagt bånd på sig selv så længe. Nu skal de høre nogle sandheder. Nu vil han være sig selv. Det er befrielsens øjeblik.

Alene det drama, der ligger i den præmis, er nok til at gøre det her til årets hidtil mest interessante politiske bog.

Løkke husker alt
Men man må også rose forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen for at forløse bogens vilde energi. Hun har i marts og april ført en række samtaler med Lars Løkke Rasmussen på Marienborg og i hans ministerbil, og bogen er helt enkelt et redigeret båndudskrift af disse samtaler.

Kirsten Jacobsen er ikke en traditionel politisk journalist. Hun kommer ikke anstigende med de samme spørgsmål, som de politiske reportere på Christiansborg ville have haft på blokken. Hun kommer med en meget oprigtig nysgerrighed og med meget få af de lukkede spørgsmål, som ellers præger og plager den politiske journalistik.

Det fører samtalen ad uventede veje, og nogle gange sidder man da også tilbage med et ønske om et ekstra opfølgende spørgsmål, men bogen er noget så usædvanligt som en politisk page-turner, hvor man hele tiden bladrer videre i spænding over, hvad statsministeren dog siger på den næste side.

Det står i skarp kontrast til den langt mere kontrollerede bog, som journalisten Thomas Larsen for nylig udgav sammen med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Hvis Mette Frederiksens bog var en forudsigelig omgang X-Factor, så er Løkkes bog en vild omgang Paradise Hotel.

Han fortæller åbenhjertigt om, hvordan hustruen, Sólrun, nogle gange spørger, hvordan han kan invitere partifæller med hjem, som ikke har været loyale mod ham.

”Det kan jeg, Sólrun, fordi – og du ved det godt – jeg husker alt, men ikke hvem der sagde det. Sådan er det nødt til at være.”

Løkke er folkets mand
Og hvad siger han så, Lars Løkke Rasmussen?

Først og fremmest siger han, at han er folkets mand – eller måske ligefrem en slags socialdemokrat.

Det siger han selvfølgelig ikke direkte, men det er budskabet i Løkkes fortælling om sig selv som manden, der voksede op under beskedne kår, der som den første i sin familie fik en videregående uddannelse, og som har måttet kæmpe for alt, hvad han har opnået.

Han beskriver, hvordan han lærte af sin mor, at man aldrig må give op – i bogen kommer det ligefrem i versaler: ”Hvis det er noget, jeg er dedikeret til, GIVER JEG IKKE OP. Det gør jeg ikke. Så havde jeg ikke siddet her i dag og kigget ud over Bagsværd Sø,” siger Løkke.

Og understreger, at han ser sig selv som en del af folket:

”Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg tilhører nogen elite. Jeg føler mig på tålt ophold hos eliten.”  

Det er en vigtig del af Løkkes fortælling om sig selv, at han i mindst lige så høj grad som nogen socialdemokrat er et produkt af og en garant for den danske velfærdsmodel.

S taler for grimt om udlændinge
De fleste vil have opdaget, at statsministeren i bogen åbner døren for en SV-regering.

På den måde får han sagt til partifællerne, at han ikke har tænkt sig at gå af på valgnatten, selv om han skulle lide et nederlag grundlovsdag. Han vil blive for at afsøge muligheden for en bred regering, hvis Mette Frederiksen mislykkes med at samle et flertal omkring sig. 

Løkke har fået øje på et potentielt kaos, der kan redde ham. Det kaos hedder fløjpartier. Og med en behændig bevægelse får han draget en parallel mellem Nye Borgerlige og Stram Kurs på den ene side og venstrefløjens ultimative krav på den anden. 

I et dramatisk sidste kapitel gennemfører Kirsten Jacobsen og Lars Løkke Rasmussen en samtale på Marienborg den aften, hvor bøller sætter Nørrebro i brand efter en Rasmus Paludan-demonstration.

Løkke sender sit tweet om situationen, mens Kirsten Jacobsen kigger på – og statsministeren fortæller, at han i længere tid har haft et tweet om Paludan liggende klar, men at han har holdt igen for ikke at give provokatøren unødig opmærksomhed.

Det er ifølge Løkke rationalet bag hans prøveballon om en SV-regering: udsigten til at yderfløjene ellers får for stor indflydelse.

Her kunne man godt ønske sig, at den ellers så skarpe Kirsten Jacobsen havde indledt en dialog med statsministeren om hans eget partis ansvar for den stadig mere polariserede retorik om udlændinge.

Især fordi Løkke et andet sted i bogen ligefrem kritiserer Socialdemokratiet for ”en generel nedrakning af udlændinge”.

Opgøret med Jensen 
Men Løkke siger også mange andre ting.

Han åbner bogen med et glødende forsvar for sin egen ageren i forhold til Løkkefonden og de såkaldte kvotekonger. Der er intet at komme efter, og Løkke vil − sagt med versaler − IKKE FINDE SIG I DET, når “en lille provinsiel københavneravis” som Berlingske skriver uden at forstå noget som helst. 

I et opsigtsvækkende opgør med erhvervslivet langer han ud efter de højestlønnede topchefer, som tjener hele Løkkes årsløn på halvanden uge og dermed ”kaster lange skygger ind over solidariteten i vores skattesystem”.

Henrik Sass Larsen kunne ikke have sagt det bedre selv.

I en anden henkastet bemærkning erkender han, at Søren Pind kunne være blevet en glimrende kulturminister, hvorefter Løkke straks kaster sig ud i at beregne, hvor meget Pind tjener på sin aktuelle foredragsturné – hvilket får Løkke til kalde Pinds liv for ”en dans på roser”.

Et andet sted erklærer han sig næsten parat til at tage kvoteflygtninge igen – selv om det ikke bliver klart, hvad der hindrer ham i at gøre det straks.

Han udtrykker også stor forståelse for den situation, den tyske kansler Angela Merkel stod i, da hun sagde de berømte ord ”Wir schaffen das”.

Og så har vi slet ikke talt om, hvad Lars Løkke direkte og indirekte siger om næstformand Kristian Jensen.

Løkke havde – må man forstå – lovet hustruen, Sólrun, at valget i 2015 skulle være hans sidste, hvis han vandt det. Men han er her stadig, for ”hvis der ikke er en sikker hånd på roret, går skibet ned”.

Tak for kaffe.

Fårene slagtes − et for et
Befrielsens øjeblik er det bedste og mest interessante politiske interview, der er blevet tryk i meget lang tid.

I bogens første afsnit fortæller Løkke omhyggeligt om, hvordan han for nylig på Færøerne lærte at slå får ihjel. Hvordan de blev hentet ud fra høhuset et efter et.

”Fårene vidste ikke, hvad der skulle ske med dem. Jeg tror nu nok, at jeg selv ville have luret det, hvis jeg var dem.”

De sidste fire år har Lars Løkke Rasmussen ofret mange venner og allierede i kampen for at ”holde sammen på det hele”. De er røget ud, en efter en. Lidt som fårene i høhuset.

”Pludselig var der kun et dyr tilbage. På den måde er de jo lidt dumme. Hvad der var gang i, ville både du og jeg nok have regnet ud,” siger han.

Spørgsmålet, som Befrielsens øjeblik rejser, er, hvad Lars Løkke Rasmussen har gang i lige nu. Og om hans partifæller i Venstre har regnet det ud?

Forrige artikel Anmeldelse: Ny bog om universiteterne er fyldt med tvivlsomme postulater og grelle misforståelser Anmeldelse: Ny bog om universiteterne er fyldt med tvivlsomme postulater og grelle misforståelser