Martin Ruby forlader Søren Pind

TRANSFER: Martin Ruby forlader Slotsholmen for at indtræde i en chefstilling hos it-giganten Facebook. Søren Pind kalder ham den bedste rådgiver udi det politiske, som han har mødt i en afskedssalut på Twitter. 

Martin Ruby (t.h.) stopper som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) til fordel for et nyt job i Facebook.
Martin Ruby (t.h.) stopper som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) til fordel for et nyt job i Facebook.Foto: Søren Bidstrup/ Ritzau Scanpix
Emma Qvirin HolstToke Gade Crone Kristiansen

Facebook har kigget mod Slotsholmen, da der skulle ansættes en ny regional chef for it-gigantens public policy-team i Benelux-landene og Norden.

Her er valget faldet på uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds (V) nuværende særlige rådgiver Martin Ruby.

Han skifter derfor 30. april sin nuværende hjemmebane ud med en plads på Facebooks kontor i København, hvorfra han får ansvaret for Facebooks public policy i de nordiske lande og Benelux-landene.

En opgave, som rådgiveren ser frem til at løfte.

Den bedste rådgiver jeg har mødt udi det politiske forlader Slotsholmen til fordel for the Dark side. Alt godt, vi har lavet store ting sammen. Tak for indsats, råd og dåd! God vind fra Pind,

Søren Pind
Udannelses- og forskningsminister

“Jeg er meget spændt. Jeg glæder mig til at vende tilbage til tech-industrien. Det er et område, som er relevant for rigtig mange mennesker hver eneste dag, og særligt Facebook står jo tilmed midt i en væsentlig periode lige nu," siger Martin Ruby til Altinget.

"Det er ingen hemmelighed, at hele det digitale - og herunder Facebook - kommer til at stå centralt i samfundsdebatten de kommende år, og det bliver spændende at blive en del af den diskussion,” fortsætter han.

Siger farvel til Pind for anden gang
Det er ikke første gang, at 44-årige Martin Ruby skifter Søren Pind ud med en it-gigant. Han har tidligere været politisk chef for Google i Danmark og Norge. Inden da havde Ruby været særlig rådgiver for Søren Pind i 2010, til folketingsvalget blev udskrevet i 2011.

I august 2015 vendte han så tilbage til Slotsholmen, da han blev særlig rådgiver for Søren Pind i Justitsministeriet, hvor han senere fulgte med over i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Jeg har jo været væk før. Politik er super spændende, men det er også sundt at prøve noget andet. Jeg har været meget glad for at arbejde sammen med Søren igen, men nu synes jeg, at det var tid til at prøve det her,” siger Martin Ruby.

0:000:00