Alle studerende sendes hjem

HJEM: Kampen mod coronavirus er gået ind i en ny fase. Derfor tager regeringen nu ekstraordinære skridt, som betyder, at alle studerende og medarbejdere bliver bedt om ikke at møde op.

Foto: Colourbox
Chris Lehmann

Alle medarbejdere og studerende på landets videregående uddannelsesinstitutioner skal blive hjemme hurtigst muligt og senest fra på fredag d. 13 marts og to uger frem. Det sagde statsminister Mette Frederiksen på onsdagens sene pressemøde.

De studerende vil stadig modtage SU og har stadig ret til at modtage undervisning, oplyser regeringens fælles informationshjemmeside coronasmitte.dk.

Pas på hinanden. Vis hensyn. Som samfund søger vi normalt fællesskabet i krisesituationer. Denne gang må vi passe på hinanden ved at holde afstand. Tak til alle jer der viser samfundssind #dkpol pic.twitter.com/TthegZY7oq

Det er op til uddannelsesinstitutionerne at tilrettelægge undervisningen, så uddannelsesforløbene ikke bliver forsinket. Om det betyder online-baseret undervisning eller andre tiltag er op til uddannelsesinstitutionerne.

Medarbejdere, der ikke varetager "kritiske funktioner" skal også arbejde hjemmefra i to uger fra fredag d. 13. marts.

Kvote 2-frist gælder stadig
Sker det alligevel, at en studerende bliver forsinket kan uddannelsen og SU'en forlænges ekstraordinært.

Lukningen af landet kommer dog ikke til at påvirke den kommende ansøgningsfrist for kvote 2-ansøgninger. Den er stadig d. 15 marts kl 12.

Allerede før onsdagens sene pressemøde havde universiteterne lukket for adgang til fællesarealer og sociale arrangementer i forskellig grad.

0:000:00