R: Loft over internationale studerende har også ramt danske studiepladser

DEBAT: Det har kostet 400 danske studiepladser at afvise 1.000 internationale studerende. Vi skal skabe stærke vidensmiljøer, og det er en forkert strategi at holde internationale studerende ude, skriver Katrine Robsøe (R).

Af Katrine Robsøe (R)
Uddannelsesordfører

Internationale studerende er på så mange måder en gevinst for Danmark.

De er med til at opbygge internationale studie- og forskningsmiljøer, som inspirerer og dygtiggør de danske studerende, og så bidrager de til, at der tilføres penge til den danske statskasse.

Med loftet over engelsksprogede uddannelser har den tidligere regering, med Dansk Folkeparti i spidsen, lukket danske uddannelser og forskningsmiljøer inde bag grænsebomme.

Det svækker studiemiljøerne og koster den danske statskasse penge, der ellers kunne bruges på velfærd. Grundlæggende sund fornuft bør få enhver til at ville afskaffe loftet.

Alligevel fordamper al logik desværre som dug for solen, når uddannelsesloftet og en tilhørende udfordring med SU gøres til et spørgsmål om udlændingepolitik.

Også færre danske studiepladser
Ved at pålægge universiteterne at holde 1.000 internationale studerende ude har de tvunget universiteterne til at lukke 1.400 studiepladser. Jordens mest enkle hovedregning vil derfor også gøre det klart for alle, at der er forsvundet 400 pladser fra danske studerende.

Hvis vi skal skabe stærke vidensmiljøer og tiltrække de dygtigste og klogeste hoveder til Danmark, skal vi i sagens natur ikke sætte loft over engelsksprogede uddannelser.

Vi har gode uddannelser i Danmark, og det er fedt, at dygtige unge mennesker uden for landets grænser også får øjnene op for vores lille, men dygtige land. Selv hvis de rejser hjem forholdsvis kort efter endt uddannelse, vil de være repræsentanter for Danmark, og hvad vi kan.

Selvfølgelig skal vi blive bedre til at fastholde
Allerede i dag er internationale studerende en god forretning. Til trods for udrejsetendenserne bidrager de i gennemsnit med 100.000-350.000 kroner til statskassen. Dog kan og skal vi naturligvis sørge for at fastholde endnu flere.

Derfor er det også enormt positivt, at både erhvervslivet, universiteterne og de studerende arbejder aktivt for at få flere til at blive i landet. For det giver jo sig selv, at det vil give flere penge, hvis flere bliver.

Vi ved, at de internationale studerende i højere grad bliver i Danmark, hvis de finder sig en kæreste under deres ophold. Det er dog noget, der er meget svært at kontrollere fra Christiansborg.

Vi politikere har ikke svaret på, hvordan de internationale studerende finder sig en dansk kæreste, men noget, vi dog har svaret på, er, hvordan vi får dem til at blive bedre integreret i det danske fællesskab. Svaret ligger i sproget.  

Sprogkundskaber giver job
Hvis der er nem adgang til at lære dansk, så vil de internationale studerende også have større tilbøjelighed til at blive i landet. Det giver jo på mange måder sig selv.

Danske arbejdsgivere har højere tendens til at ansætte dem, hvis de kan bare lidt dansk.

De kan tale med over frokosten i kantinen med deres dansktalende kollegaer, og de har nemmere ved at opbygge relationer uden for deres arbejdsplads, hvilket også er afgørende for en langvarig fastholdelse.

Derfor skal danskundervisning naturligvis gøres gratis, så både internationale studerende, og alle andre, der ikke har dansk som modersmål, har mulighed for at lære sproget og blive en integreret del af vores samfund, vores uddannelser og vores arbejdsmarked.

Summa summarum eller alt i alt, for at sige det på dansk, så skal vi fjerne loftet på internationale studerende og øge fastholdelsen ved at sikre gratis danskundervisning – en afgørende nøgle til bedre integration i det danske fællesskab.

Det vil både forbedre de danske studiemiljøer, gavne erhvervslivet og veje godt i statskassen.

Forrige artikel Forsker: Gør som Norge og Sverige og indfør kønsneutral værnepligt Forsker: Gør som Norge og Sverige og indfør kønsneutral værnepligt Næste artikel Fonde til politikerne: Brug vores viden, når I skal forhandle forskningsmidler Fonde til politikerne: Brug vores viden, når I skal forhandle forskningsmidler
Dansk Energi: Vi skal udpege og dyrke grønne forskningsfyrtårne

Dansk Energi: Vi skal udpege og dyrke grønne forskningsfyrtårne

DEBAT: Danmarks skal fastholde og udbygge sin position som grønt foregangsland. Indsatsen skal rettes imod, der hvor vi ved, at vi har brug for teknologispring. Vi skal satse på at udvikle teknologi, der omdanner el til grønne brændstoffer, skriver Jørgen S. Christensen.