De unge, veluddannede og rige går mest op i uddannelsespolitik

MÅLING: De unge og veluddannede går højt op i uddannelsespolitik, mens de ældre og ufaglærte har andre ting på ønskelisten, når de går i stemmeboksen. Sammen med en valgforsker har vi set på, hvilke danskere der går mest op i uddannelse.

38 procent af de 18- til 29-årige svarer, at uddannelsespolitik er det vigtigste for at få deres stemme til næste valg. 
38 procent af de 18- til 29-årige svarer, at uddannelsespolitik er det vigtigste for at få deres stemme til næste valg. Foto: /ritzau/Henning Bagger
Anders Redder

De unge og veluddannede har i dén grad uddannelsespolitikken på ønskelisten, når de går i stemmeboksen til næste folketingsvalg.

Til gengæld er appetitten på uddannelsespolitik ikke stor i Region Syddanmark og blandt de erhvervsuddannede.

Det viser Altingets seneste meningsmåling om danskernes vigtigste politiske dagsordener.

I samarbejde med Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, har vi gået tallene efter i sømmene og set på, hvilke vælgere der går mest og mindst op i uddannelse.

Fakta
Sådan har vi spurgt

Hvilke af følgende politikområder vil være mest afgørende for din stemmeafgivning ved næste folketingsvalg? (Højst tre kryds)
 

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1073 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. 

Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 15.-19. november 2017. 

Uddannelse fylder ikke alverden – på nær hos de unge
Over en bred kam mener danskerne, at der er vigtigere politikområder end uddannelse. Ud af 17 emner indtager uddannelsespolitik en 9. plads på listen over de områder, der er mest afgørende for vælgerne ved næste folketingsvalg.

I toppen ligger sundhedspolitik, mens emner som udlændinge-, miljø- og klima- og skattepolitik også overgår uddannelse.

Det er interessant, at besparelser på erhvervsuddannelser i dén grad diskuteres for tiden, mens vælgerne med de selvsamme uddannelser ikke går videre op i det.

Rune Stubager
Valgforsker, Aarhus Universitet

”Uddannelsespolitik er vigtigt, men det overrasker mig ikke, at emner som sundhed, socialpolitik og udlændinge fylder mere hos vælgerne,” siger Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, om resultatet.

Anderledes ser billedet ud, når der zoomes ind på de yngre generationer. Blandt de 18- til 29-årige indtager uddannelsespolitik en overbevisende førsteplads. Hos samtlige andre aldersgrupper er det sundhedspolitik, der scorer højest.

0:000:00