Om  
Ewa Roos

Forskningsteam på SDU modtager international hæder

Godt Liv med Artrose i Danmark, GLA:D, modtager international pris for at bringe forskning i træning som behandling af slidgigt ud i klinisk praksis.

Claudia Steenhard

Organisationen Value Based Health Care Center Europe har i påsken tildelt GLA:D prisen Value Based Health Care Prize, der gives til sundhedsprojekter, der sætter patienter, frem for systemer, i fokus. 

Det skriver SDU i en pressemeddelelse. 

Søren Thorgaard Skou fra Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU modtog prisen på vegne af sine kolleger i GLA:D-projektet, da den blev uddelt i Amsterdam. 

"Vi er selvfølgelig enormt glade for og stolte over, at udlandet også har fået øje på, at vi med GLA:D har vist, at man kan få forskningen ud at virke i klinisk praksis – og på den måde hjælpe folk til færre smerter og bedre funktion og livskvalitet," siger Søren Thorgaard Skou.

GLA:D modtog VBHC-prisen foran mere end 170 andre indstillede projekter fra hele verden. Vinderen blev udnævnt af den amerikanske professor i management og økonomi Michael Porter fra Harvard Business School på vegne af en international jury.

GLA:D er otte ugers evidensbaseret træning og uddannelse til patienter med knæ- og hofteartrose leveret af specialuddannede fysioterapeuter over hele Danmark. Projektet har medført lavere smerte og bedre funktion hos knæ- og hoftepatienter – og færre, der tager smertestillende medicin og er sygemeldt blandt de mere end 40.000 patienter, der indtil nu har deltaget.

På SDU har professor Ewa Roos og Søren Thorgaard Skou siden 2013 arbejdet med at udvikle projektet.

0:000:00