Debat

Chefkonsulent: Parlamentet må selv tage den forsvarspolitiske handske op

DEBAT: Europa-Parlamentets rolle i sikkerheds- og forsvarspolitikken handler om noget større end stolelege, nemlig hvad der skal være EU’s eksistensberettigelse, skriver chefkonsulent Anders Aaselund Høier.

Usula von der Leyen vil bevæge EU i retning af en ægte forsvarsunion. Spørgsmålet er, om det lykkes,
hvis ikke Parlamentet finder vej til området, skriver Anders Aaselund Høier.
Usula von der Leyen vil bevæge EU i retning af en ægte forsvarsunion. Spørgsmålet er, om det lykkes, hvis ikke Parlamentet finder vej til området, skriver Anders Aaselund Høier.Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Aaselund Høier
Chefkonsulent

I 2016 vedtog man i EU den såkaldte europæiske forsvarshandlingsplan, som skal skabe grundlaget for, at den europæiske forsvarsindustri kan opfylde Europas sikkerhedsbehov og i øvrigt medvirke til at sikre Europas strategiske autonomi – i praksis: sikre Europa en vis strategisk uafhængighed af USA.

Siden da er det europæiske forsvarssamarbejde blevet stadig mere udbygget.

Tiltag som Det Permanent Strukturerede Samarbejde (Pesco), en kapacitetsudviklingsplan og den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD) samt den militære planlægnings- og gennemførelseskapabilitet (MPCC) har givet forsvarssamarbejdet nye dybere dimensioner – primært med det sigte, at medlemsstaterne anvender deres forsvarsbudgetter og -investeringer mere effektivt og koordineret.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) er måske det væsentligste tiltag med sin investeringsramme på 13 milliarder euro eller cirka 100 milliarder kroner, der blandt andet skal fremme innovation, udvikling af prototyper, anskaffelse af forsvarsmateriel og teknologi og stordriftsfordele.

Bestræbelser uden succes
Som medlovgiver på et af de mest markante forsvarspolitiske tiltag (selvom fonden formelt er hjemlet i det industripolitiske samarbejde) giver det naturligvis Parlamentet et nyt, stort og længe efterspurgt incitament til at påtage sig en større rolle i EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Naturligvis bør Parlamentet udnytte forsvarsfonden som rambuk på sikkerheds- og forsvarsområdet i det omfang, det er muligt. 

Anders Aaselund Høier
Chefkonsulent

Vel rummer Parlamentet flere forskellige og modsatrettede holdninger til, hvordan EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik skal udformes, herunder hvad Parlamentets rolle bør være, men samlet set har Parlamentet ad flere omgange talt for et tættere forsvarssamarbejde i EU, senest i forbindelse med plenarmødet i december 2018.

Ikke overraskende har Parlamentet gennem de seneste ti år flere gange troligt understreget, at beslutningsgangen om EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kunne være mere demokratisk og gennemsigtig, at yderligere europæisk integration også bør betyde mere parlamentarisk kontrol, og at Parlamentet er det legitime organ på europæisk plan, hvorfra parlamentarisk undersøgelse, overvågning og kontrol med sikkerheds- og forsvarspolitikken bør finde sted. Indtil videre har bestræbelserne dog været uden den store succes.

Behov for befolkningernes mandat
Det er stadig Det Europæiske Råd (EU’s stats- og regeringschefer) og Rådet, der træffer afgørelser om sikkerhed, herunder udformer en fælles forsvarspolitik, der kan føre til et fælles forsvar.

Men er dette udtryk for, at der ligefrem mangler demokratisk legitimitet i sikkerheds- og forsvarspolitikken? Næppe, da Det Europæiske Råds og Ministerrådets medlemmer er repræsentanter for medlemsstaternes demokratisk valgte regeringer.

Men et stadig dybere EU-samarbejde på forsvarsområdet står i kontrast til den nationale selvforståelse, og derfor er der grænser for, hvor meget forsvarssamarbejdet kan udbygges uden befolkningernes accept eller mandat til, at forsvarssamarbejdet kan fortsætte med at bevæge sig fremad.

Juncker-kommissionens løfte om en fuldgyldig forsvarsunion hed 2025, og den daværende Kommission satte derfor en europæisk forsvarsunion på listen over de fem handlinger, som EU er tvunget til at levere på fremover.

Ursula von der Leyen taler i sin dagsorden for Europa om, at der i de næste fem år skal tages en række dristige skridt for at bevæge EU i retning af en ægte europæisk forsvarsunion, og nævner også en forøgelse af bevillingerne til forsvarsfonden for at give flere muligheder til højteknologiindustrien og andre sektorer af økonomien. Men spørgsmålet er, hvor meget af forsvarsunionen, der kommer til at lykkes, hvis Parlamentet ikke finder en vej ind i det sikkerheds- og forsvarspolitiske område?

Tvunget til alternative indgange
Det er bestemt positivt, at Parlamentets selvforståelse vokser, i takt med at forsvarssamarbejdet udbygges.

Men det giver frustration i Parlamentet, at udmøntningen af de sikkerheds- og forsvarspolitiske tiltag i langt overvejende grad fortsat lander hos institutioner som Det Europæiske Forsvarsagentur, EU’s Udenrigstjeneste og Rådet.

Tilbage står, at Parlamentet er tvunget til at søge alternative indgange til indflydelse på sikkerheds- og forsvarspolitikken.

En mulighed vil være, at Parlamentet som medlovgiver på forsvarsfonden kan engagere sig i den generelle debat inden for det, der er formålet med forsvarsfonden. Det vil sige at fremme innovation og stordriftsfordelene inden for forsvarsforskning, ligesom Parlamentet måske kan medvirke til at udstikke et par retningslinjer sammen med eller på bekostning af de øvrige institutioner. Men det er småting og batter ikke rigtigt.

Udnytte forsvarsfonden
Naturligvis bør Parlamentet udnytte forsvarsfonden som rambuk på sikkerheds- og forsvarsområdet i det omfang, det er muligt. I øvrigt også i forhold til ideen om at etablere et fuldbyrdet forsvarsudvalg under Parlamentet, hvilket ses som en af forudsætningerne for fuld integration på forsvarsområdet.

Det er imidlertid den direkte forbindelse til de europæiske befolkninger, som er Parlamentets rigtige styrke og potentiale – på området for sikkerhed og forsvar er det blot blevet forsømt af parlamentarikerne til fordel for flere års fejlslagen fokus på at kunne udføre parlamentarisk kontrol med området.

I øvrigt en kontrol, som Parlamentet stadig er meget upræcis i forhold til, hvad der ligger i, hvad den indeholder, og hvordan den skal finde sted.

Større end stoleleg
Men Parlamentets rolle i netop sikkerheds- og forsvarspolitikken handler om noget større end den inter-institutionelle stoleleg; nemlig hvad der skal være EU’s eksistensberettigelse. Det europæiske samarbejde blev skabt for at sikre fred og stabilitet i Europa, og en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er et kerneredskab til fortsat at opretholde dette.

I en tid, hvor splittelsen på en række områder internt i EU, er tydelig, har Parlamentet imidlertid også kunnet notere sig, at næsten 70 procent af europæerne ønsker, at EU gør mere i forhold til sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Samtidig ønsker 75 procent en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, ligesom 55 procent går ind for oprettelsen af en EU-hær. Sikkerheds- og forsvarspolitik var et af de vigtigste emner for vælgerne ved europaparlamentsvalget, ligesom 54 procent gerne ser, at Parlamentets rolle styrkes i fremtiden.

Parlamentet skal gribe chancen nu
I stedet for at krydse evige positioneringsmæssige klinger med de øvrige EU-institutioner, har Parlamentet og europaparlamentarikerne nu chancen for at sætte fægtningen på pause, rette blikket fremad og sætte det lange lys på, tage én for holdet og i højere grad fokusere på, hvad der er til gavn for det europæiske projekt: holde hånden under og sikre fremdrift mod et dybere og mere integreret europæisk forsvar.

Den vælgermæssige opbakning til et stærkere Parlament skal udnyttes til at få opbygget en fælles forsvarsmæssig identitet i befolkningerne. Brændende platforme er der nok af i det globale landskab – USA’s og Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik som de åbenlyse.

De europæiske befolkninger har et mandat, de gerne vil give til Parlamentet, og det er her, at kimen ligger til at få placeret Parlamentet mere centralt og blive en katalysator for en fortsat udvikling af forsvarssamarbejdet.

Første skridt bliver at få EU’s langsigtede budget for 2021-2027 endelig godkendt til efteråret, så forsvarsfonden og den vigtigste (og indtil videre eneste reelle) vej for Parlamentet ind i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik faktisk kan blive til noget. Men med en mandatfordeling, der viser et mere fragmenteret Parlament, kan budgetgodkendelsen vise sig at blive en større udfordring.

Den kommende periode bliver afgørende, og mulighederne er til stede, men det nye Parlament må selv tage handsken op. Evner de det?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00