Erik Boel: Danmarks historiske forsvarsaftale er fodslæbende og utilstrækkelig

Den legendariske forsvarsminister Hans Hækkerup bemærkede engang i midten af 1990'erne, at "ligningen står og falder med Ukraine". Resten er historie. I dag er Ukraine frontlinjestaten i kampen for fred, frihed og demokrati.

Regeringen har sammen med et bredt politisk flertal reageret prompte på den russiske aggression med indgåelse af en forsvarsaftale i begyndelsen af marts. Ambitionerne er rigtige. Men udførelsen halter.

Forsvarsaftalen indebærer, at Danmark skal op på at yde to procent til forsvaret inden udgangen af 2033. Altså om 11-12 år.

Det er helt ude i skoven, at der skal gå så lang tid. Hvis vi i løbet af en tre-fire år opfyldte målsætningen – som vi forpligtigede os på helt tilbage i 2014 på Nato-topmødet i Wales – ville det gøre et enormt positivt indtryk på vore allierede. Det ville tegne et billede af, at det lille fodslæbende, fodnote land, jævnfør vore EU-forbehold, nu tog skeen i den anden hånd.

Problemet er den fodslæbende regering

Man kan også spørge: Hvorfor to procent? Hvorfor ikke eksempelvis fire procent som vore amerikanske venner betaler til forsvaret? Vi er et af verdens rigeste lande. Og må ikke glemme, at freden og sikkerheden er selve grundlaget for vor eksistens som selvstændig nation og vor velfærd.

Nej-sigerne må grine hele vejen til stemmeurnerne

Erik Boel
fhv. formand, Europabevægelsen

Det næste spørgsmål er, hvorledes de mange milliarder skal anvendes. Hvis pengene går til lønforhøjelser og maling af kasernerne, kan det snart være lige meget. Desværre står der i forsvarsaftalen, at forsvaret skal styrkes med et fokus på dansk forsvarsindustris muligheder for at bidrage. Det er et aldeles irrelevant hensyn, når det gælder Danmarks sikkerhed.

Det militære isenkram bør selvsagt indkøbes, hvor det fås bedst og billigst. Og indkøbene bør nøje koordineres med vore allierede, herunder især USA. Så den danske indsats giver mening i den bredere Nato-sammenhæng.

Allerede inden Ruslands angreb på Ukraine annoncerede regeringen, at Danmark nu åbner døren for amerikanske soldater, kampfly og krigsskibe som led i Nato-samarbejdet. Det er et forslag, der kommer til tiden. En aftale med USA vil styrke Natos afskrækkelse og dermed freden. Det ville være et kontant svar på Putins forsøg på at destabilisere Europa, splitte de europæiske lande og helst afkoble os fra amerikanerne.

Igen er problemet en fodslæbende regering. Ifølge den amerikanske ambassade i København er forhandlingerne om en aftale ikke gået i gang endnu. Uanset at en aftale i den grad haster og burde have førsteprioritet i forsvarsministeriet.

Selvmål på selvmål

Endelig er der aftalt en folkeafstemning forsvarsforbeholdet 1. juni.

Nej-sigerne har for længst scoret det første mål i valgkampen ved at gennemtrumfe en - helt overflødig - ændring af ordlyden af det spørgsmål, vælgerne skal tage stilling til. Ja-siden blinkede først.

Vi må være realistiske og lægge vores småstats naivitet på hylden

Erik Boel
fhv. formand, Europabevægelsen

Snart scorede nej-sigerne endnu et mål, idet regeringen så sig nødsaget til at udstede en garanti for en ny folkeafstemning, hvis forsvarssamarbejdet bliver overnationalt. Altså et nyt forbehold. Nej-sigerne må grine hele vejen til stemmeurnerne.

Regeringens ageren minder om dengang statsminister Nyrup gik i panik under afstemningen om euroen tilbage i 2000 og ville have de øvrige EU-lande til at garantere, at der ikke ville blive pillet ved den danske folkepension. Afstemningen resulterede som bekendt i et nej.

Læg småstats naiviteten på hylden

Og ellers sidder regeringen og JA-partierne på hænderne. I stedet for at forklare, at EU-samarbejdet er et supplement til og ikke en erstatning af Nato; at en afskaffelse af forbeholdet vil give Danmark mere indflydelse i EU; at vi selv kommer til at bestemme, hvilke militære operationer vi vil deltage i.  Og måske allervigtigst; at en afskaffelse af forbeholdet vil sende et signal om, at Danmark gerne vil Europa helt og holdent.

Det hjælper ikke meget med en lang valgkamp, hvis ja-partierne først vågner til dåd de sidste dage i maj. Risikoen for et nej er overhængende.