Forsker: Trusler mod samfundssikkerheden kalder på et mere alsidigt forsvar

Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik har gjort det til en bunden opgave for det kommende forsvarsforlig at løfte Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed til to procent af BNP inden udgangen af 2033. En ambition, der sidenhen er blevet hævet med en fremrykning af det økonomiske løft frem mod 2030.

Flere penge til Forsvaret er en forudsætning for at styrke den nationale sikkerhed. Men nok så vigtigt er spørgsmålet om, hvordan de udmøntes. Det handler helt grundlæggende om, hvilke trusler, vi som samfund står over for, hvad der kræves af de nationale krisestyringssystemer i de kommende år og hvilke forsvarskapaciteter, som vi skal opbygge i forlængelse heraf.

Det aktuelle trusselsbillede er ikke malet i sort/hvide kontrastfarver, men i en bred pallette af både pang- og blandingsfarver. Skellet mellem ydre og indre fjender er siden krigen mod terror blevet stadigt mere udvisket.

Ukonventionel, asymmetrisk og irregulær krigsførelse samt hybride trusler, der virker i grænselandet mellem krig og konkurrence, gør forskelle mellem civile og militære mål mere og mere utydelige.

Aktørbårne trusler og samfundsbårne risici bliver i stigende grad sværere at skille fra hinanden. Klimahændelser som ekstrem regn og tørke bliver stadigt hyppigere og mere ødelæggende. Covid-19 har vist samfundskroppens sårbarhed over for vira, og risikoen for nye pandemier er betydelig.

Nutidens trusler

De nye trusler mod samfundssikkerheden stresstester vores kollektive robusthed, krisestyringskapacitet og evne til at løse komplekse problemer på den helt store klinge.

Nutidens hybride og på alle måder grænseoverskridende trusler er langt sværere at inddæmme

Andreas Hagedorn Krogh
Adjunkt, Forsvarsakademiet

I modsætning til fortidens tamme trusler er nutidens hybride og på alle måder grænseoverskridende trusler nemlig langt sværere at inddæmme. Af samme årsag kan de ikke håndteres af en enkelt myndighed eller i en enkelt sektor alene.

Den traditionelle ansvarsfordeling mellem Forsvaret som ansvarlig for landets ydre sikkerhed, politiet for den indre sikkerhed og redningsberedskaberne for ulykker og katastrofer bliver stadigt sværere at opretholde i praksis.

Den langstrakte og vidtrækkende coronapandemi viste, hvordan samfundets robusthed afhænger af dets systemisk evne til hurtig, adaptiv og koordineret handling fra en lang række aktører fra forskellige sektorer.

Den bekræftede en etableret sandhed i krise- og katastrofeforskningen, nemlig at robust håndtering af kriser og andre turbulente problemer er netværksbaseret.

Netværksbaseret krisehåndtering kræver stærke samarbejdsstrukturer og særlige ledelseskompetencer. At lede og koordinere et effektivt samarbejde mellem vidt forskellige aktører er nemlig en vanskelig opgave.

Ligesom professionel opgaveløsning skal tværgående netværksstyring og samarbejdsledelse opøves, før det fungerer. Jo mere velsmurte de tværgående koordineringsmekanismer er, og jo bedre de ansvarlige myndighedspersoner er uddannet og trænet i samarbejdsledelse, desto mere robust bliver den nationale krisehåndtering.

Øget samarbejde

For at håndtere de nye trusler mod samfundssikkerheden må Forsvaret styrke sin evne til at indgå i tæt samarbejde med andre offentlige myndigheder og bidrage til effektiv koordination på tværs af den offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet.

Som Zilmer-Johns-rapporten om dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035 har slået fast, vil der i den kommende tid være et stigende behov for at udvikle kapaciteter, som er egnet til at imødegå et bredere spænd af trusler, og som samtænker militære og civile ressourcer på nye måder.