Historiker: 2004-Putin ville være rygende uenig med 2022-Putin

Vi begynder med en gættekonkurrence. Hvem har sagt sådan her:

"Jeg har kun nævnt de mest oplagte, men langtfra de eneste tilfælde af tilsidesættelse af folkeretten. Det gælder også løftet om ikke at udvide Nato mod øst med en eneste tomme. Jeg gentager: De snød os. Eller rettere sagt: De har udnyttet os."

Kunstpause, indlagt suk. Derefter:

"Det siges, at politik er beskidt. Det er muligt, men det burde ikke være så beskidt som nu. Det her bondefangeri strider ikke kun mod principperne for internationale forhold, men ikke mindst imod de generelt accepterede moralske og etiske normer. Hvor er retfærdigheden og sandheden? Der er kun løgne og hykleri."

Hvem er det, der er blevet snydt og udnyttet? Hvem har tilsidesat folkeretten? Hvor er retfærdigheden og sandheden og findes der virkelig kun løgne og hykleri i politik?

Den kvikke læser har selvfølgelig allerede regnet ud, at citatet er fra den russiske præsident Vladimir Putins tale umiddelbart før "specialoperationen" mod Ukraine begyndte torsdag 24. februar.

Ifølge Putin er det naturligvis Rusland, der er blevet snydt og udnyttet, og Vesten, der har tilsidesat folkeretten.

Det med retfærdighed, sandhed, løgn og hykleri er straks mere kompliceret.

Putin imiterer Vestens retorik

Det er ikke tilfældigt, at Putin brugte udtrykket "ikke… en tomme" om Natos løfte om ikke at udvide mod øst.

Det var nemlig netop det udtryk – not one inch! - den amerikanske udenrigsminister James Baker bruget i foråret 1990, da han forsikrede Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov om, at Nato ikke ville udnytte situationen efter kommunismens fald i de tidligere Østbloklande til at udvide Nato og skræmme livet af Sovjet. Det har Mary Sarotte, der er koldkrigsforsker på Johns Hopkins University afdækket i en meget rost ny bog.

Putin og hans støtter har de senere år kraftigt udfordret den gængse vestlige historikerfaglige udlægning af, hvad der er sket i Europa de seneste par hundrede år

Vibe Termansen
Historiker og journalist

James Baker var ikke alene. Det løfte, og næsten den samme retorik, blev det forår brugt af en række vestlige ledere, fra Mitterrand til Kohl, fra Thatcher til Bush, i forsikringer til Sovjetunionen.

Det begyndte med den vesttyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher. Det var nemlig hans land, det drejede sig om.

Det sidste år var det gået stærkt. I foråret 1989 begyndte rundbordsforhandlingerne i Warszawa; noget så utænkeligt som et forsøg på at forhandle en fredelig overgang fra kommunismen. Projektet var vanvittigt – men det lykkedes. 4. juni 1989 fandt det første delvist frie valg i Østblokken dermed sted, i Polen. Delvist fri, for nogle af pladserne i parlamentet var på forhånd reserveret til kommunisterne.

Oppositionen, det vil sige den frie fagforening Solidaritet under den karismatiske elektriker Lech Walesa, der senere blev præsident, vandt alt, de havde lov til. Efter valget skiftede også nogle af kommunisterne i parlamentet side, de kunne godt se, hvad vej vinden blæste. Og i august blev den første ikke-kommunistiske regering i Østblokken indsat. Så strømmede østtyskerne på ferie til Ungarn; sådan en ferie, man ikke vil hjem fra, og ungarerne endte med at klippe hul i hegnet. Det har Anders Østergaard og Erszébet Rácz lavet en fortræffelig film kaldet "1989" om.

Snart efter fik den østtyske leder Erich Honecker sit farvelkys, Berlinmuren faldt og kommunismen gik ned med mus og mand i Sovjets tidligere satellitstater.

Resten er historie, som man siger. Men hvilken historie?

Russerne omskriver historien

Putin og hans støtter har de senere år kraftigt udfordret den gængse vestlige historikerfaglige udlægning af, hvad der er sket i Europa de seneste par hundrede år, måske særligt siden kommunismens kollaps, og hvad Rusland dermed har ret og ikke har ret til i dag.

I foråret 1990 stod Sovjet endnu. Men i de andre lande gik det stærkt. Så stærkt, at den tyske kansler Kohl i slutningen af 1989 bemærkede, at toget kørte, og han var nødt til at løbe, hvis han skulle op foran og styre det.

Not-one-inch-forsikringerne i foråret 1990 handlede om Tysklands genforening. Vesttyskland var medlem af Nato, Østtyskland af Warszawapagten. Noget skulle gøres, og da befolkningen stormede væk fra kommunisme og planøkonomi alt, hvad de kunne, var sagen temmelig indlysende. I hvert fald for lederne i Vest.

I den endelige aftale om Tysklands genforening, som Gorbatjov underskrev i september 1990, står der ikke noget om eventuelle grænser for Nato-udvidelser

Vibe Termansen
Historiker og journalist

Ikke-en-tomme-forsikringerne blev afgivet mundtligt. Men når ledere på det her niveau mødes, bliver der naturligvis skrevet referat. Og de referater har Mary Sarotte nu fået adgang til, så vi kan se, at jo – Gorbatjov blev i 1990 lovet, at Nato ikke ville udvide mod Øst. Det har Putin altså ret i.

Men.

I den endelige aftale om Tysklands genforening, som Gorbatjov underskrev i september 1990, står der ikke noget om eventuelle grænser for Nato-udvidelser.

Og da Jeltsin og den daværende amerikanske præsident Bill Clinton i 1997 forhandlede om Natos udvidelse, forsøgte Jeltsin at få en vetoret. Det fik han ikke. Men det fortalte han ikke i Rusland, hvorfor det skabte en vis ballade, da Nato faktisk udvidede i 1999.

Og: Inden Nato i 1999 gennemførte sin første udvidelse mod øst med tidligere Warszawapagt-lande, udvidede Rusland sikkerhedsmæssigt mod vest.

Rusland udvidede før Nato

Warszawapagten nedlagde sig selv på et stort topmøde i Prag i juli 1991, altså kort før Sovjetunionen kollaps med augustkuppet og Boris Jeltsin, der hoppede op på en kampvogn.

Ret hurtigt derefter indgik Rusland, den absolut største republik i det tidligere Sovjet, en politisk alliance, nemlig SNG-landene, og en militær alliance, kaldet Den Kollektive Sikkerhedsaftale (CST). CST blev indgået i foråret 1992 og trådte i kraft i 1994. I 2002-03 blev den udbygget, til Den Kollektive Sikkerhedsaftaleorganisation, CSTO.

Ukraine skændtes i begyndelsen af 1990’erne stadig med Rusland om Sortehavsflåden og havde ikke lyst til at være med. Georgien skændtes også med Rusland, der støttede de ikke-georgiske mindretals kamp mod det georgiske styre, og havde heller ikke lyst til at være med.

Men Belarus ville gerne være med. Belarus grænser op til Letland, Litauen og Polen, tre stater der ikke længere var med i nogen militæralliance, tre stater med levende erindringer om Sovjetunionens "sikkerhedspolitik" i 1939 og 1940, tre stater, som havde måttet leve med konsekvenserne helt indtil kommunismens fald.

Og Armenien ville gerne være med. Armenien grænser op til Tyrkiet – der faktisk var Nato-medlem og havde været det siden 1952.

Rusland udvidede altså sin sikkerhedsalliance mod vest adskillige år før Nato udvidede mod øst. Og Rusland blev ikke efterladt alene, uden sikkerhedsalliancer, som nogle mener, efter kommunismens kollaps.

Ukraine droppede a-våben mod russisk garanti

Lad os springe tilbage til 1994 og noget, der faktisk er papir på, og som ikke blot er mundtlige forsikringer: Budapest-memorandumet fra december 1994. 

I 1994 var Warszapagten faldet, Sovjet var faldet – men Ukraine havde stadig a-våben. Ukraine var i 1994 den tredjestørste a-våbenmagt i verden og hvis der var én ting, verdens ledere kunne blive enige om, så var det, at dét gik ikke.

Ethvert land har ret til at vælge den mulighed, det anser for den mest effektive for at sikre sin egen sikkerhed.

Vladimir Putin i 2004
Ruslands præsident

Ukraine gik med til at opgive sine a-våben mod et løfte om at de, der underskrev memorandumet, garanterede Ukraines suverænitet og grænser. Samt at "none of their weapons will ever be used against Ukraine except in self-defence".

Hvem var det, der underskrev det? Hvem garanterede Ukraines grænser og selvstændighed og lovede ikke at pege våben mod landet? Det gjorde William J. Clinton, USA's præsident, John Major, Storbritanniens premierminister – og Boris Jeltsin, Ruslands præsident. Samt Ukraines præsident Leonid Kutjma, selvfølgelig.

Til gengæld for den garanti har Ukraine i dag ikke a-våben.

Og med hensyn til tilføjelsen "except in self-defence": Ikke engang Putin, ikke engang i dag, påstår, at Rusland er blevet angrebet af Ukraine.

Budapest-memorandumet kan ikke være nyt stof i Kreml. Putin var godt nok ikke med dengang. Men Ukraines, Storbritanniens, USA's og Ruslands FN-ambassadørers underskrifter er også på papiret. Under USA står der Madeleine Albright. Under Rusland står der Sergej Lavrov, selvsamme Sergej Lavrov, der i dag er Ruslands udenrigsminister.

Dokumenter forsvinder fra Kremels hjemmeside

Natos første øst-udvidelse, i 1999, omfattede Polen, Ungarn og Tjekkiet. Natos anden øst-udvidelse, den store i 2004, omfattede de tre baltiske stater, Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien.

Hvad sagde Putin, der i 2004 for længst havde overtaget tøjlerne i Moskva, da det skete?

Han sagde ikke: Vi er blevet snydt. Vi er blevet udnyttet. Det er bondefangeri og der er kun løgne og hykleri.

Han sagde:

"Hr. generalsekretær, De kender vores attitude til problemet med Nato-ekspansion, vores position er velkendt og den forbliver uforandret," eller, i min forkortelse: "Øv, det bryder jeg mig ikke om."

Derefter fortsatte Vladimir Putin: "Ethvert land har ret til at vælge den mulighed, det anser for den mest effektive for at sikre sin egen sikkerhed."

Citatet er fra et møde med Natos daværende generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer. Dokumentet lå i sidste uge frit tilgængeligt på Kremls egen hjemmeside, på engelsk. Nu er det ikke længere muligt at tilgå hjemmesiden, i hvert fald fra Danmark. 

2004-Putin er rygende uenig med 2022-Putin

Det er værd at hæfte sig ved, at Putin i 2004 mente, at ethvert land havde ret til selv at vælge sin sikkerhedsalliance. Det var afgørende anderledes end med Warszawapagten. Man søgte ikke om optagelse i Warszawapagten, fordi man ønskede det. Det var noget, Sovjet bestemte, så Sovjet kunne kontrollere satellitstaternes sikkerhedspolitik og militær.

2004-Putin mente altså noget andet: At ethvert land havde ret til selv at vælge sin sikkerhedsalliance

Vibe Termansen
Historiker og journalist

Men i 2004 var det jo også lederen af Rusland, der talte, ikke lederen af Sovjet. På det tidspunkt fremstod det indlysende, at han havde en anden tilgang til sikkerhedspolitik, end Sovjets.

Siden da har Putin heftigt revideret og versioneret historien. I et langt essay har han forklaret, at Polen selv var skyld i Anden Verdenskrig. I et andet, at Ukraine i virkeligheden er russisk. På russisk stat-tv har man kunnet se, at Estland slet ikke blev invaderet af Sovjet i 1940, men indlemmet efter international ret – og at det i dag bliver styret af homoseksuelle og af Nato. 

2022-Putin vil nok mene, det er rent sofisteri, når jeg skriver, at Rusland udvidede før Nato. Det var jo tidligere Warszawapagt-lande og dermed russisk indflydelsessfære.

Men 2004-Putin mente altså noget andet: At ethvert land havde ret til selv at vælge sin sikkerhedsalliance. Warszawapagten nedlagde sig selv i 1991. Derfor var det ikke Warszawapagt-lande, der kom med i Den Kollektive Sikkerhedsaftale fra 1992. Ligesom det ikke var Warszawapagt-lande, der kom med i Nato fra 1999.

Sidste uge brugte Putin ikke-en-tomme-forsikringen til at retfærdiggøre sin invasion af Ukraine. Med al respekt, hr. præsident:

Det er ikke hele historien.