Sådan taler ondskaben: ”Mit militære hjerte varmes, når jeg ser de unges lig blive gravet ud af ruinerne”

Det var en helt almindelig tirsdag, da Viktoria Amelina, en ung ukrainsk forfatter, lyriker og politisk aktivist, gik ind på et pizzeria. Det var imidlertid i en helt ualmindelig tid, så den dag – 27. juni 2023 – endte med at koste denne ukrainske helt sit liv. Her er historien:

Viktoria blev født i Lvov i 1986, dengang i det allervestlige Sovjetunionen, tæt på grænsen til Polen i det, der hed Den Ukrainske Sovjetiske Republik. Fra 1991, da kommunistregimet kollapsede, voksede hun op i et nyt, selvstændigt land. Lvov blev til Lviv. Ukraine tog form.

Hun var vant til at navigere frit mellem Rusland og Ukraine, talte begge sprog, blev uddannet og arbejdede på tværs af grænser – opholdt sig i både Kyiv og Moskva. Som knalddygtig computerprogrammør stod hun til et succesrigt liv med gode penge.

Ikke alle krigere forsvarer deres land med våben og kampvogne. Nogle gør det med pen og papir

Viktoria Amelina

Alt det ændrede sig brat i 2014, da Vladimir Putin, despoten i Kreml, indledte sit hadefulde overgreb på Ukraine. Han besatte Krim-halvøen, sendte soldater ind i Østukraine, destabiliserede demokratiet, prøvede at indsætte sin nikkedukke som præsident i Kyiv.

Viktoria gik sammen med titusinder af andre i langvarige demonstrationer på Maidan-pladsen i den ukrainske hovedstad. Kæmpede for selvstændighed, demokrati, menneskerettigheder, frihed. Hun forlod sit fag, blev til en helt afgørende ukrainsk stemme.

Hun skrev to store samtidsromaner – først en om frihedsoprøret i 2014, dernæst en generationsfortælling om tiden omkring det nye lands fødsel. De handlede dybest set om at søge efter en ukrainsk identitet, mens den store, grumme skygge fra Putin truede overalt.

Fra det øjeblik, da Rusland indledte den fulde invasion af Ukraine – februar 2022 – blev Viktoria en utrættelig, imponerende og inspirerende politisk aktivist og dokumentarist. Som en del af en gruppe opsøgte hun ofre for russiske overgreb for at dokumentere dem, så de senere kunne retsforfølges.

”Ikke alle krigere forsvarer deres land med våben og kampvogne. Nogle gør det med pen og papir,” sagde hun.

Og det gjorde Viktoria. Talte med vidner – en grædende bedstefar foran sit bombede hus; en ung soldat på en båre med et iturevet ben; en bedstemor med blødende knæ, som var blevet trukket afsted på en grusvej af russiske soldater.

Lyrik er, hvad der er plads til i en krig. Sætninger så korte som muligt. Kommatering og grammatik er unødvendig luksus. Men: Hvert eneste ord tæller

Viktoria Amelina

”Vis mig, hvad du ser. Tal med vidner. Lyt til dem, forstå dem, noter det hele ned – og fortæl det videre,” lød hendes mantra.

Romanforfatteren med de mange ord skiftede til at skrive lyrik. Missilangreb, fortalte hun, ramte ikke kun bygninger og mennesker, men også hendes ord. Kun fragmenter af ord stod tilbage. En krig giver ikke tid til at skrive lange romaner:

”Lyrik er, hvad der er plads til i en krig. Sætninger så korte som muligt. Kommatering og grammatik er unødvendig luksus. Men: Hvert eneste ord tæller.”

Viktoria skrev blandt andet dette digt – i min oversættelse – om en kvinde, der havde mistet sine søstre i krigen:

”På en gold forårsmark står en kvinde, klædt i sort//Hun råber sine søstres navne – som en fugl på en tom himmel//Hun skriger navnene ud helt alene//Hun vil råbe dem ned i jorden//Som om hun tilsår markerne med evig smerte.”

Digtet skulle være med i en bog, hun var i gang med – ’At se på kvinder, der ser på krigen’ – men som hun aldrig nåede at blive færdig med. En bog om krigens rædsler for helt almindelige ukrainere. I stedet blev hun selv en af dens skæbner.

For den dag – tirsdag 27. juni 2023 – da Viktoria satte sig ind på pizzeriaet, blev hendes sidste: 37 år, mor til en søn på 12 år, var hun på endnu en dokumentarrejse – denne gang sammen med tre latinamerikanske forfattere, som også ville bevidne Putins ondskab.

Kramatorsk, en by, der før krigen havde godt 200.000 indbyggere, men som nu kun har nær 50.000, blev opfattet som den største, nemmest tilgængelige og sikreste by tæt ved fronten. Et helle midt i Helvede, hvor familier og andre fandt fred til en lille tur i byen.

Som de sad der i den tætpakkede restaurant, forberedte en russisk befalingsmand et angreb, trykkede på en knap og sendte døden afsted

David Trads

Som de sad der i den tætpakkede restaurant, forberedte en russisk befalingsmand et angreb, trykkede på en knap og sendte døden afsted. Et Iskander-missil – sådan cirka på fire ton, syv meter langt, en meter i omkreds – ramte pizzeriaet med et brag.

13 døde, heriblandt Julia og Anna, 14-årige tvillinger. Viktoria blev dødeligt ramt med kvæstelser, der få døgn efter kostede hende livet. Endnu et russisk angreb på civilt mål. Som da Putin ramte banegården (63 døde) og et indkøbscenter (21 døde) i Kramatorsk.

Andrej Kartapolov, en russisk generaloberst, jublede på stats-tv over angrebet:

”Jeg letter anerkendende på min hat for at hylde dem, der planlagde angrebet. Mit militære hjerte varmes, når jeg ser de unge menneskers lig blive gravet ud af ruinerne.”

Sådan taler ondskaben. Sådan taler de russiske magthavere, som forsøger at normalisere det unormale. Sådan taler Putins lakajer, når de ytrer sig ofrene for deres modbydeligheder. Sådan taler mennesker, der har mistet deres moral.

Viktoria Amelina mistede sit liv. Endnu en ukrainsk helt, som med et ufatteligt mod viste os andre, hvordan virkeligheden er, når Putins Rusland slår til. Viktoria levede ikke forgæves. Hun var en helt. En af dem, der turde kæmpe for friheden. En af dem, vi bør hylde. En, vi aldrig må glemme. Det er hendes kamp, vi støtter.