Tidligere FN-ansat: I Sikkerhedsrådet bør Danmark arbejde mod vetoretten, når menneskeliv er på spil

Hvis Danmark kommer i Sikkerhedsrådet, hvilken rolle kan man så spille og gøre en forskel med, når de permanente fem kan afgøre rådets beslutninger med deres vetoret?
På en pressekonference 31. januar præsenteredes regeringens nye sikkerheds- og udenrigspolitiske strategi. Her var budskabet, at Danmark vil være verdens tillidsrepræsentant i Sikkerhedsrådet og stå vagt om en international orden baseret på regler og rettigheder.
En prisværdig intention. Budskabet afhænger dog af, hvad der menes med verden, og hvilken international orden der henvises til.
Tillidsrepræsentant for de krigeriske medlemsstater?
Er verden alle FN's medlemsstater, demokratiske såvel som autokratiske?
Vil man tage sig af dem på lige fod, uanset hvordan de behandler deres befolkninger og andre lande? Og er den internationale orden den, der fastsættes af menneskerettighederne? Vil tillidsrepræsentanten være til tjeneste for fredelige såvel som krigeriske medlemsstater?
Veto kan afværges, hvor massive menneskeliv står på spil
Hanne Christensen
FN-analytiker og tidligere ansat i FN
Eller refererer meldingen til de forenede nationers samlede befolkning og dens tarv, der reelt udgør hele menneskeheden, og vil Danmark slå til lyd for, at menneskerettighederne overholdes i så mange medlemsstater som muligt?
Sidstnævnte er i tråd med FN's charter, der netop deklareredes af de forenede nationers folk. Og satte ord på, hvordan deres kår skal forbedres i et altomfattende internationalt samarbejde med respekt for alle mennesker og deres rettigheder.
Kedelige kompromisser kan redde millioner
I sommeren 2021 opstod en situation i Sikkerhedsrådet, som er værd at tage i betragtning, når rollen i Sikkerhedsrådet skal fastlægges.
Det drejede sig om at holde fire grænseovergange mellem Syrien og nabolandene åbne for nødhjælp til de nødstedte i Syrien. Overgangene var etableret ved en resolution i Sikkerhedsrådet i 2014, en ordning med udløbsdato i 2021, som stod for at skulle forlænges.
En ny resolution blev forberedt, som Rusland imidlertid ikke var indstillet på at støtte. Sagen var ved at gå i hårdknude ved udsigten til et russisk veto. Uden åbne grænseovergange, ingen nødhjælp til de nødstedte. En million menneskeliv stod på spil.
To ikke-faste medlemmer af Sikkerhedsrådet tog affære: Irland og Norge. De konsulterede omhyggeligt med samtlige medlemmer enkeltvist om deres holdning i sagen og strikkede et kompromis sammen, som alle endte med at kunne tilslutte sig.
Én overgang forblev åben til passage af nødhjælp, og FN skyndte sig at omlægge hjælpen, så tilstrækkeligt kunne komme igennem til at brødføde de nødstedte.
Ihærdig, systematisk bearbejdelse af Sikkerhedsrådets medlemmer viste, at et veto kan afværges, hvor massive menneskeliv står på spil.
Menneskehedens tillidsrepræsentant
Hvis et lignende medlem påtager sig at få institutionaliseret i Sikkerhedsrådets arbejde at afværge et veto, som ellers ville koste massivt tab af menneskeliv, vil det efterlade et humanistisk aftryk i Sikkerhedsrådet og gavne FN's humanitære arbejde fremover.
Det kunne Danmark gøre for de store tragisk livstruende situationer, der ryster verdensopinionens samvittighed, når et veto trænger sig på.
Danmark, Norge, Sverige og til dels Tyskland samarbejder om, hvad de vil fremme i Sikkerhedsrådet. Det vil derfor være både rigtigt og naturligt at tage sagen op, hvor Norge slap.
Danmark er kendt internationalt for at være dygtig til at samarbejde og inspirere andre til det. Danmark er også kendt for at være dygtig til at lytte til andre.
Danmark kan påtage sig den rolle i Sikkerhedsrådet at få rådet til at samarbejde i stedet for at gå i baglås ved at lytte sig frem til, hvor et kompromis skal skæres. En fin rolle for menneskehedens tillidsrepræsentant.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
Indsigt
Sascha Faxe spørger Torsten Schack PedersenHvor er havmiljøberedskabets materiel geografisk placeret?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad bliver konsekvenserne, hvis man fra dansk side vælger at opsige baseaftalen med USA?Besvaret
Lise Bech spørger Torsten Schack PedersenHvorfor indgår afprøvning af ventilation og sandfiltrering ikke i eftersynet af betondækningsgrave?
- L 122 Lov om fremme af vedvarende energi med videre (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- B 96 Forslag til folketingsbeslutning om en uvildig undersøgelse af politiets rolle og ansvar i forbindelse med Emilie Meng-sagen (Justitsministeriet)Fremsat
- L 109 Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m (Forsvarsministeriet)1. behandling
- Ny formand for Udenrigspolitisk Nævn: Politikere skal kunne fjerne egne navne fra uvildig Afghanistan-undersøgelse
- Professorer: Folketinget opfører sig som et lukket broderskab i sagen om Afghanistan-udredningen
- Her er de vigtigste opgaver for Danmarks næste beredskabsminister
- Forsvarschef aflyste seminar for ikke at påvirke valgkamp: ”Et mærkeligt signal”
- Folketingets øverste ledelse kan underkende centralt udvalg i strid om Afghanistan-eftermæle















