Kommentar af 
Christian Egander Skov

Vesten bemander skanserne. Men det er ikke 89’ernes verden, der er vendt tilbage

Den liberale verdensorden er belejret. Men i ulykken er der et glimt af mening, for i belejringen tvinges vi tilbage mod det fundamentale. Nu bliver vi alle sammen mindet om, at den grundlæggende er værd at forsvare.

Det store spørgsmål bliver, hvordan vi bevarer Vestens liberale tradition i den post-liberale virkelighed, skriver Christian Egander Skov.
Det store spørgsmål bliver, hvordan vi bevarer Vestens liberale tradition i den post-liberale virkelighed, skriver Christian Egander Skov. Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sideløbende med ophobningen af lidelser i det, som nogle insisterer på, er Ruslands interessesfære, foregår en debat om, hvordan vi skal forstå det, vi ser. Sådan må det nødvendigvis være.

Øjeblikket er, som vi hele tiden siger, historisk. Og ikke bare det. Også modreaktionen har været historisk. Først tøvende og afventede, som de fleste havde ventet og frygtet. Eller det havde jeg i hvert fald. Men snart voldsom på en vis, som bryder historiske strukturer ned og samler dem på ny på en anden måde. Nu genopruster Tyskland. Anden Verdenskrig er endelig slut.

Forholdet mellem begivenheder og struktur burde stå i centrum af vores debatter om karakteren af det aktuelle tidehverv. Der findes en skole indenfor udenrigspolitisk tænkning, der kalder sig realistisk. Den vil reducere politik til strukturer og rationalitet.

Det viser sig, som mange historikere nok kunne fortælle de udenrigspolitiske tænkere, at alting ikke er strukturer. 

Christian Egander Skov

Dette er noget andet og mere radikalt end at hævde, at der findes strukturer og rationalitet i politik. For realisterne var det sikkert som amen i kirken, at Rusland ville gå ind i Ukraine. I hvert fald efter de var gået ind. Krigen var nemlig strukturelt bestemt, handlede om en skævhed i magtbalancen. Vesten var trængt ind i Ruslands interessesfære, og så måtte det jo gå galt. Det er ligesom, når børn leger ”bjørnen sover”. Til sidst springer bjørnen op og snupper det barn, der ikke er varlig.

Derfor er realisterne – og de folk på højre- og venstrefløjen, der er inspireret af dem – meget interesseret i at vi skal forstå russerne, for så forstår vi, at det i virkeligheden er vores egen skyld. Det er os, der har bragt strukturerne ud af balance.

Ud fra denne position er det næsten enfoldigt, når vi i den vestlige opinion bliver ved med at tale om Putin. Samfundsvidenskabens klassiske aktørproblem er løst ved, at der slet ikke rigtig er aktører. Der er roller, men alle taler efter manuskript. Også Putin.

Det er denne tænkning, som nu bliver dementeret.

Det viser sig, som mange historikere nok kunne fortælle de udenrigspolitiske tænkere, at alting ikke er strukturer. Der er i høj grad aktører på scenen og de skriver manuskriptet undervejs. Krigen i Ukraine er Putins krig, og han har måttet presse den igennem og feje intern modstand og sit eget magtapparat til side. Det er viljens triumf. Ligesom da han, efter at have arvet tronen fra Boris Jeltsin, begyndte at omforme den russiske stat i sit billede.

Den liberale orden er ikke længere sejrende og selvfølgelig. Liberalismen ekspanderer ikke længere udadtil i verden og indadtil i vores egne samfund.

Christian Egander Skov

Der er ingen forklaring på Rusland anno 2022, der ikke tager Putin i betragtning. Enhver tankeløs appel til strukturer, også når disse retorisk forklædes som historie er efterrationaliseringer. Bagklogskab, der maskerer sig som profetier.

Begivenheder, minder historien os om, kaster strukturer i smeltediglen og begivenheder handler i højeste grad om, hvad individer vælger at gøre. Derfor er historien et risikabelt sted, men det er også dette træk, der giver frihed mening som andet end et tomt postulat eller en konsekvensløs leg i mellemrummet mellem strukturerne.

Verdens skabelse var en begivenhed og den genskabes igen og igen gennem begivenhederne. Men hvilken verden skabes nu?

Nogle har peget på, at nationalismen har besejret liberalismen. Ukraines selvforsvar handler mindre om liberalisme og vestlige værdier end om stærk ukrainsk nationalisme. Det er rigtigt. Men det er også en halveret analyse.

Det er heller ikke 89’ernes verden, der er vendt tilbage. Tværtimod er det denne verden, der en gang for alle gået ud.

Christian Egander Skov

For når Vesten optræder samlet og kraftfuldt overfor den russiske aggression, er det ikke et forsvar for nationalismen. Og ved nærmere eftertanke er krigen i Ukraine set fra en vinkel en strid mellem storrussisk nationalisme, der inkluderer Ukraine i den historiske russiske nation og en lille ukrainsk nationalisme. Det er en klassisk strid inden for nationalismen selv.

Det er forsvaret for den liberale verdensorden, der får Vesten til at bemande skanserne. Det er den sene erkendelse af, at vi har ladet de selvsamme skanser forfalde og sværdene ruste fast i deres skeder. Men det er heller ikke 89’ernes verden, der er vendt tilbage.

Tværtimod er det denne verden, der en gang for alle gået ud. Den liberale orden er ikke længere sejrende og selvfølgelig. Liberalismen ekspanderer ikke længere udadtil i verden og indadtil i vores egne samfund.

Tværtimod er vores liberale orden nu belejret. Det er en ulykkelig situation. Men i ulykken er der et glimt af mening, for i belejringen tvinges vi tilbage mod det fundamentale. Liberalismens problem var, som den amerikanske filosof Patrick Deneen har været inde på, snarere dens sejr end dens nederlag. Nu bliver vi alle sammen mindet om, at den grundlæggende er værd at forsvare.

Vores nye spørgsmål bliver, hvordan vi bevarer Vestens liberale tradition i den post-liberale virkelighed.

Christian Egander Skov

Vi formåede ikke at lade magt gå op i frihed. Magten forblev en usynlig realitet. Nu er den blevet en synlig. Det er det samme, men også helt anderledes. I en verden, hvor krig og kamp er dagens orden og Vestens relative magt er på retur, er denne transformation nødvendig.

Vores forhold til den liberale orden må blive konservativ. Nu hvor sejren ikke er vis og ingen prognose kan fæstne vores håb i realiteterne, må vi i stedet spørge, hvordan vi kan forsvare det, vi har, og som vi har erfaret som værdifuldt. Vores nye spørgsmål bliver, hvordan vi bevarer Vestens liberale tradition i den post-liberale virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, Conservatism at the Crossroads - NTNU, kommentarskribent, Altinget
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)