Debat

Affald er afgørende i en cirkulær økonomi

DEBAT: Cirkulær økonomi er temaet, når høj som lav i affalds- og ressourcebranchen i disse dage mødes til Dansk Affaldsforenings årsmøde Affald 2015. For affald spiller en nøglerolle i omstillingen til en cirkulær økonomi.

Formand for Dansk Affaldsforening Mads Jakobsen (til højre) her fotograferet sammen med næstformand Ole Bondo Christensen.
Formand for Dansk Affaldsforening Mads Jakobsen (til højre) her fotograferet sammen med næstformand Ole Bondo Christensen.Foto: Dansk Affaldsforening
Klaus Ulrik Mortensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Jakobsen og Ole Bondo Christensen
Formand og næstformand i Dansk Affaldsforening

Affald spiller en hovedrolle i en cirkulær økonomi.

Sådan tænker vi heldigvis i landets kommuner og affaldsselskaberne – selvom det kan være fristende at se passivt til. For det er jo virksomhederne, der skal producere bæredygtigt. Supermarkederne skal indkøbe mere miljørigtigt. Christiansborg skal beslutte et afgifts- og skattesystem til fordel for klimaet. Affaldsselskaberne er blot den snavsede fejebakke, og hvad der sker før den, er andres ansvar.

Men nej. Vi løfter en samfundsopgave. Vi sidder forrest i den vogn, der skal styre Danmark i retning af en cirkulær økonomi til gavn for både vækst, arbejdspladser, miljø og klima. Det gør vi, fordi vi har gjort en langstrakt indsats for at få det maksimale ud af ressourcerne i vores affald.

Cirkulær økonomi på Affald 2015
Derfor har vi dedikeret Affald 2015 – Dansk Affaldsforenings årsmøde, som foregår netop i dag – til cirkulær økonomi set fra kommuners og affaldsselskabers vinkel. Her mødes alle, der vil noget i affaldsbranchen.

Og kommuner og affaldsselskaber vil gerne påtage sig en hovedrolle i cirkulær økonomi – det er hinsides enhver tvivl. Vi kan være med til skridt for skridt at flytte vores samfund fra en lineær brug-og-smid-væk økonomi til en cirkulær brug-igen-og-igen-og-igen økonomi.

Vi skal arbejde bedst muligt med de ressourcer, der nu en gang tilfalder os – også selvom vi ikke selv kan styre, hvordan de er sat sammen, hvad de indeholder, og i hvilken udstrækning de kan bruges igen.

Vi arbejder for at sende så meget materiale som muligt tilbage i cirklen. Og vi sikrer, at de dele af ressourcen, der ikke kan komme tilbage i cirklen, bliver håndteret mest effektivt for sundhed, miljø, klima og økonomi. Det er i helheden og i integrationen i den samlede kæde, gevinsten for alvor kan findes. Derfor spiller både deponi og affaldsenergianlæg også en rolle i den cirkulære økonomi.

Begge veje
Men vi skal også presse den anden vej og med vores faglighed og indsigt gøre opmærksom på, hvor vi som samfund skal sætte ind for at opnå visionen om et Danmark uden affald.

Kommuner og kommunale selskaber har allerede den nøglerolle, at vi er tæt på borgerne og det lokale erhvervsliv. Vi kan være fødselshjælpere, partnere og samarbejdspartnere. Vi kan skabe symbioser og erhvervs- og vækstmiljøer, hvor cirkulære forretningsmodeller tager form og bliver et gode både lokalt og nationalt, når de gode idéer eksporteres.

Danmark kan
Vi står på tærsklen til en cirkulær økonomi. Et integreret hele, hvor alle dele af ressourcekæden skal bidrage. Skal Danmark blive vinder i den cirkulære økonomi, skal vi have verdensstjerner på samtlige pladser – uanset om vi taler design- og produktudvikling, affaldsforebyggelse, genbrug, genanvendelse, energi eller deponering.

Vi er med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00