BASF: Regeringen skal tænke i nye metoder for plastgenanvendelse
DEBAT: Initiativerne i den nye aftale på affaldsområdet er gode. Regeringen skal være visionær og tænke i nye metoder til genanvendelse af plast, skriver BASF-direktør Mark Meier.
Af Mark Meier
Direktør, BASF Norden/Baltikum
Vi skal genanvende mere, og affaldssorteringen skal ensrettes på tværs af landet. Målet er en klimaneutral affaldssektor i 2030.
Det er budskaberne i den nyligt vedtagne aftale på affaldsområdet. Rigtigt gode initiativer hele vejen rundt. Når det kommer til plast, er det dog afgørende, at regeringen er visionær og også tænker i nye metoder til genanvendelse.
Genanvendelse af plast er nemlig et kerneelement i regeringens udspil, fordi alt for meget plast i dag bliver brændt med øget CO2-udledning til følge. Dette kan undgås med en ny genanvendelsesmetode, hvor plast, der ikke tidligere har været genanvendt – for eksempel emballage med flere typer plast kan genanvendes.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Den nye metode giver også mulighed for at producere nye plastprodukter med høje kvalitetskrav, som de traditionelle metoder (mekanisk) ikke kan, fordi kvaliteten forringes i processen. Det gælder for eksempel til produkter som emballage til fødevarer eller letvægtsbildele, som kan minimere brændstofforbruget.
Plasten skal blive til nye produkter
Den kemiske genanvendelsesmetode, som vi har udviklet, nedbringer CO2-udslippet med 50 procent sammenlignet med forbrænding.
Vi kan sikre, at plasten ikke bliver brændt, men i stedet bliver til nye produkter.
Mark Meier
Direktør, BASF Norden/Baltikum
Sammen med virksomheden Quantafuel i Skive bliver metoden lige nu testet i større skala, og vi er snart klar til at gå i drift. Flere kommuner sigter i fremtiden mod at sende alt deres plast, som ikke tidligere har været genanvendt, til Skive, så vi kan sikre, at plasten ikke bliver brændt, men i stedet bliver til nye produkter.
For at vi på samfundsplan kan komme op i stordrift og sikre genanvendelse af det plast, der ikke tidligere har været genanvendt, er det nødvendigt, at kemisk genanvendelse tænkes ind i de fremtidige planer på tværs af Danmark, og at resultaterne fra metoden kan indgå i både virksomheder og kommuners CO2-regnskab.
På den måde kan vi sikre, at virksomheder og kommuner bliver drivende for at nå resultatet med en klimaneutral affaldssektor i 2030.