Cepos: Affaldsforeningen leverer en illustration af behovet for en reform

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i CEPOS 

Dansk Affaldsforening kalder ”til kamp mod det opgavetyveri, som Cepos ønsker, at private virksomheder skal foretage over for veldrevne kommunale virksomheder, der tager deres samfundsopgave alvorligt” i et indlæg på Altinget. Baggrunden er Cepos' forslag til en omfattende konkurrencereform af det offentlige.

Behov for reform
Dansk Affaldsforenings indlæg leverer imidlertid en god – om end ufrivillig – illustration af behovet for en reform. 

I foreningens indlæg påstås det uden nogen som helst dokumentation, at affaldssektoren er effektiv. Når Dansk Affaldsforening taler i så generelle vendinger, så må det betyde, at man også bakker op om de historiske dispositioner. 

Det gælder for eksempel levetidsforlængelsen i 2011-12 af BOFA's affaldsforbrændingsanlæg, selvom man havde de klart højeste forbrændingspriser – cirka tre gange prisen hos Amagerforbrændingen – og renoveringen var budgetteret til cirka 53 millioner kroner. Det betaler bornholmerne for i dag. Og der er andre eksempler på åbenlyst dårlige beslutninger. 

Affaldssektoren er ikke effektiv nok
På det overordnede plan står effektivitetspostulatet også i grel kontrast til de analyser af forsyningssektoren, regeringen for nylig har offentliggjort. Her påpeges det blandt andet om affaldssektoren: ”Der er ikke et tilstrækkeligt incitament til at konkurrere på pris og effektivitet.” Husholdninger og virksomheder kan ikke ”frit vælge den billigste og bedste affaldshåndteringsløsning, selv om affaldstaksterne for forbrænding i dag varierer fra omkring 250 kr. for et ton affald til ca. 900 kr.” Og: ”Den nuværende økonomiske regulering er kompleks, byrdefuld og uigennemsigtig.”

Affaldsområdet er ikke præget af naturligt monopol i nævneværdig grad. Og navnlig ikke, når det gælder kommunalt finansierede og subsidierede genbrugsbutikker, som fortrænger private virksomheder.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

I analysen identificeres et årligt effektiviseringspotentiale i forsyningssektoren på 6-7 mia. kr., heraf 400 mio. kr. i affaldssektoren. Oven i dette potentiale kommer et effektiviseringspotentiale på over 33 milliarder kroner ved konkurrenceudsættelse af de opgaver, som det offentlige selv definerer som udbudsegnede, men som alligevel ikke konkurrenceudsættes. Det viser CEPOS’ analyse. 

Der er altså tale om markante merudgifter for skatteydere, virksomheder og forbrugere som følge af manglende konkurrence i det offentlige. 

Flere bundlinjer er et problem
Affaldsforeningen forsøger i indlægget at komme uden om at tale om dette problem ved at henvise til, at man har ”flere bundlinjer” ud over den økonomiske. Men opstillingen af flere, uafhængige bundlinjer gør opgavevaretagelsen diffus. Det er umuligt at varetage flere formål på en effektiv måde, hvis de ikke kan afvejes. 

Det er til gengæld nemt for en virksomhedsledelse med flere bundlinjer at forsvare ineffektivitet med, at man da blot varetager nogle andre hensyn. Det gælder navnlig, når man som Affaldsforeningen mere eller mindre frit selv kan trække bundlinjer frem. 

Offentlig forsyningssikkerhed er unødvendig
Sagen er imidlertid, at de politiske mål, foreningen trækker frem, varetages ualmindeligt dårligt af kommunale virksomheder. Hvorfor skal de drive beskæftigelsespolitik? Og hvorfor er det nødvendigt med offentlig ”forsyningssikkerhed”, når det gælder affaldshåndtering? 

Det er jo ikke offentlige virksomheder, der står for forsyningssikkerheden af for eksempel fødevarer. Og den aktuelle situation er jo ikke manglende kapacitet inden for affaldsforbrænding. Det bliver for eksempel nødvendigt at importere i omegnen af 100.000 tons affald om året for at udnytte kapaciteten på det nye Amager Bakke. Mon ikke sagen er, at ”beskæftigelse” og ”forsyningssikkerhed” er politiske plusord, det er bekvemt at dække sig ind under?

Kommuner laver kortsigtede investeringer
Ud over at hævde, at fritagelsen for konkurrence og det effektivitetskrav, der ligger i at skulle levere et afkast til en investor, ikke er problematisk for kommunale virksomheder, hævder Affaldsforeningen også, at private virksomheders interesse i den økonomiske bundlinje ”hænger dårligt sammen med en forsyningssektor, hvis investeringshorisonter strækker sig over flere årtier, og hvor et afkast til en privat virksomhed vil ske på bekostning af borgerne.” Også her vender foreningen basal økonomisk videnskab på hovedet. 

Sagen er, at en privat ejer vil få glæde af de kapitaliserede overskud på langt sigt, fordi virksomheden om ikke andet kan sælges til en ny ejer. Kommunalpolitikerne har derimod sværere ved at få glæde af investeringer, som først giver afkast på langt sigt. Derfor er den politiske tidshorisont ofte begrænset til næste valg. 

Desuden er forrentningen en reel omkostning, uanset om afkastet går direkte til en investor eller til en kommunal virksomheds långiver. Hvis den kommunale virksomhed ikke kan forrentes, vil det netop gå ud over borgerne, fordi pengene i sidste ende må hentes i skatteborgernes lommer. 

Konkurrence mellem virksomheder og mellem private investorer med egne midler på spil er en effektiv økonomisk drivkraft, som ligger bag en meget stor del af velstanden i det danske samfund.

Borgerne betaler for monopol
Der kan være et problem med virksomheder, der har et såkaldt ”naturligt monopol” (for eksempel i kraft af en forsyningsledning). Det kan tale for, at sådanne monopoler reguleres. Det kan der være en potentiel velfærdsgevinst ved. 

Derimod opnår man det modsatte, hvis man skaber kunstige politiske monopoler i en branche, hvor der ikke er naturligt monopol. Helt galt går det, når man skaber et politisk monopol og samtidig giver mulighed for at få dækket enhver omkostning, som man kan retfærdiggøre inden for selskabets formål. Og det er i praksis, hvad man har gjort ved at lave ’hvile-i-sig-selv’-regulering. 

Alle regninger kan blot sendes videre til affaldskunderne, som er borgere og virksomheder. Det svækker desuden reguleringen, hvis man lader det offentlige være både ejer og kontrollant. 

Affaldsområdet er ikke præget af naturligt monopol i nævneværdig grad. Og navnlig ikke, når det gælder kommunalt finansierede og subsidierede genbrugsbutikker, som fortrænger private virksomheder. Der kan man i sandhed tale om opgavetyveri, fordi det ikke foregår på kommercielle vilkår. På samme måde kan man undre sig over, hvorfor det stort set kun er kommuner eller kommunale affaldsselskaber, der driver genbrugsstationer.

Når Affaldsforeningen kalder almindelig konkurrence for opgavetyveri af kommunale opgaver, ja så taler det vist ganske godt for sig selv.