Dansk Fjernvarme: Barmarksværkerne har det bedre

DEBAT: Barmarksværkerne har fået skylden for høje priser, men de klarer sig bedre nu end tidligere. De små fjernevarme-bysamfund er faktisk gode for miljøet, skriver Anders Jespersen, økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme.

Placeholder image
Foto: Colourbox
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Jespersen
Økonomisk konsulent, Dansk Fjernvarme

Barmarksværkerne bliver ofte brugt i debatten om energipolitik og fjernvarmens effektivitet. Derfor er der god grund til se på hele baggrunden og fremtidsperspektiverne for værkerne.

I starten af 80’erne var det vigtigt at fremme kraftvarme fra de store værker samtidig med, at naturgassen fik et marked. Derfor blev etableret nye fjernvarmeværker til at forsyne de tæt bebyggede områder, hvor der ikke allerede var fjernvarme i forvejen, mens naturgassen fortrængte olie i villaområderne.

I Storkøbenhavn blev således etableret otte nye fjernvarmeselskaber til tæt bebyggelse. De har alle meget lave varmepriser, typisk mellem 9.000 og 15.000 kroner om året for et standard-hus og et nettab typisk under otte procent.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

I 90’erne stod det højt på den energipolitiske dagsorden at sikre naturgasprojektets økonomi og udbrede kraftvarmen – også til mindre anlæg helt ned til en MW.

På grundlag af samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger med treledstarif for el og lave gaspriser var der netop acceptabel samfundsøkonomi i at etablere fjernvarme i mange små bysamfund baseret på gasmotorer frem for at forsyne hvert hus med naturgas. Samtidig sikrede gastariffen, at gasselskaberne fik væsentligt større indtjening end ved salg til de individuelle kunder, uden at de skulle løbe en risiko og investere i distributionsnet i de små bysamfund. Risikoen blev derimod overtaget af varmeforbrugerne.

I dag ser økonomien meget bedre ud for alle de gasfyrede barmarksværker. De fleste har udnyttet muligheden for dispensation og bragt økonomen ind i en positiv spiral, så nye kunder kommer til.

Nettabet i disse små værker, populært kaldet barmarksværkerne, var typisk 25-30 procent, men det betød ikke så meget, da varmeproduktionsprisen med treledstariffen var omkring nul hele sommerhalvåret både for samfundet og forbrugerne. Selskabsøkonomien var samtidig god nok med samme prisudvikling som i de samfundsøkonomiske prognoser.

Gas er dyrere end el
Desværre holdt begge prisprognoser ikke. Gasprisen gik op og elprisen gik ned. Desuden stod det klart, at treledstafiffen ikke gav incitament til fornuftig drift, hvorfor alle de små kraftvarmeværker blev opfordret til at gå på markedsvilkår mod at få en kompensation.

Med et slag var det høje nettab pludselig en stor økonomisk belastning. Den fordel, som varmeforbrugerne havde håbet på, forsvandt, men de skulle fortsat betale et stort bidrag til gasprojektet i form af skyggeafgift og senere til staten, da afgiftsprovenuet overgik til staten.

På grund af nettabet og gas til elproduktionen, har barmarksværkernes varmeforbrugere, set over 20 år, bidraget mere til gasprojektets og statens økonomi, end de ville have gjort som individuelle gaskunder over mere end 30 år.

Det er derfor ikke mærkeligt, at de gasfyrede kraftvarmeværker i mange år har toppet listen over de dyreste fjernvarmeværker. 

På den baggrund er det vel rimeligt, at Folketinget indførte en bagatelgrænse for brændselsfrihed på en MW til de dyreste fjernvarmeværker, hvoraf størstedelen var barmarksværker med gasmotor.

I Dansk Fjernvarmes F&U-rapport om de dyre naturgasfyrede fjernvarmeværker var en række anbefalinger til, hvordan værkerne aktivt kunne arbejde sig ud af den onde cirkel og ind i en god cirkel med faldende priser og større tilslutning. Et af forslagene var netop at indføre en bagatelgrænse på en MW biomasse-kedel eller alternativt en samkøringsforbindelse. Dansk Fjernvarme bistod efterfølgende med et rejsehold, som besøgte værkerne og rådgav mere detaljeret.

Gasfyrede værker klarer sig bedre 
I dag ser økonomien meget bedre ud for alle de gasfyrede barmarksværker. De fleste har udnyttet muligheden for dispensation og bragt økonomen ind i en positiv spiral, så nye kunder kommer til. Næsten alle værker har som følge af dispensationen og et stærkt motiveret incitament til at effektivisere, hvilket har reduceret varmepriserne markant. Varmeprisen for et standardhus for de 35 dyreste værker er således i gennemsnit reduceret med 39 procent fra 2012 til 2016.  

Et godt eksempel er Øster Hurup, som fik fjernvarmeprisen i 2014.

De mest anvendte løsninger, der har bidraget til lavere priser er:

  • Dispensation for at etablere en MW biomasse-kedel
  • Dispensation for at etablere en samkøringsforbindelse med et andet værk
  • Skift fra privat ejerskab til forbrugerejerskab
  • Skift fra gasmotor til gaskedel og solvarme.

Det har dog knebet med at få priserne ned for de værker, som har været ejet af private investorer. De har været overrepræsenteret i den dyre ende af statistikken, men i 2016 er de sidste dyre værker forsvundet fra statistikken.

Mærkeligt nok har der ikke været fokus på de mange større blokvarmecentraler, heraf mange med egne blokvarmenet, som også har købt varme fra en privat ejet gasmotor for at leve op til kravet om mere kraftvarme. De har også haft meget høje priser, men priserne har ikke fremgået af nogen offentlige statistikker. Løsningen for disse blokvarmecentraler har været mere lige til, da de fleste ligger i områder, der er i gang med at blive konverteret til fjernvarme. Ved at tilslutte sig fjernvarmen ved udløbet af kontrakten med den private leverandør har en lang række af blokvarmecentralerne også kunnet reducere varmeregningen med cirka 40 procent. 

Fjernevarmesektoren skal ikke have skyld for høje priser
I de seneste måneders debat om fjernvarmens effektivitet har flere givet fjernvarmesektoren skylden for de dyreste barmarksværker.

Axcelfuture har således fremført, at det var et tegn på ineffektivitet i fjernvarmen, når Hundige Fjernvarme (et af de store barmarksværker, som nu er en del af Greve Fjernvarme) havde en meget lavere pris end et dyrt værk i Herlev, som toppede prisstatistikken. Det er en fejlkonklusion.

Hvert fjernvarmeværk har sin egen pris, som er bestemt af de lokale forhold, og derfor skal priserne være meget forskellige som tegn på effektivitet. Hundige Fjernvarme har bland andet billig varme, fordi der stort set kun er storforbrugere. Det dyre værk i Herlev viste sig i øvrigt at være et barmarksværk lokaliseret et andet sted, men ejet af en privat investor.

I sidste halvdel af 2016 var den dyreste fjernvarmepris 25.000 kroner. I Energitilsynets statistik fra august 2016 var prisen for Annebergparkens kunder dog angivet til sidste års pris på 31.800 kroner på grund af uklarhed om prisen.

Der er imidlertid ikke tale om et barmarksværk, men et ældre blokvarmenet, som har været forsynet fra en gasmotor. Faktisk er prisen i 2016 kun 19.000 kroner, idet det forbrugerejede fjernvarmeværk i Nykøbing Sjælland har overtaget forsyningen af Annebergparkens kunder fra en privat aktør 1. januar 2016 og etableret en transmissionsledning mellem værkerne.

Den nye lavere pris på 19.000 kroner fremkommer som 12.000 kroner for alle kunder plus et tillæg i 20 år på 7.000 kroner til dækning af renovering og transmissionsledning. De to dyreste værker i dag med priser på 24-25.000 kroner er i øvrigt placeret uden for naturgasområderne, hvor man derfor ikke kan sammenligne med naturgas.

Til trods for, at barmarksværkerne har bidraget godt til gasprojektet og statskassen og nu langt om længe har fået rimelige varmepriser, har de stadig et dårligt ry. Men er det rimeligt?

Små fjernvarmebysamfund er gode for miljøet
Set i lyset af, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler inden 2050, at vi skal integrere mere vindenergi, og at vi snarest skal reducere CO2-emissionen uden for kvotemarkedet, så er de små fjernvarmebysamfund faktisk et aktiv for samfundet.

De fjernvarmenet, som forbrugerne har fået etableret i 90’erne, er generelt af så god kvalitet, at de kan holde til 2050 eller længere. Forbrugerne kan i samarbejde med kommunen, udnytte markedet for brændsler, fleksibelt elforbrug, energiudstyr og finansiering. Dermed lever de op til de energipolitiske målsætninger og vil kunne fastholde konkurrencedygtige priser i forhold til alternative individuelle anlæg som træpiller, varmepumper, oliekedler og gaskedler. 

Regerings forsyningsstrategi lægger op til, at alle fjernvarmeselskaber uden for kvotemarkedet skal have frit brændselsvalg, og at kraftvarmekravet skal ophæves. Dette skal ses i lyset af, at det årlige grundbeløb, som selskaberne modtager, forsvinder fra 2019, hvilket vil betyde væsentlige prisstigninger. Derfor er det nødvendigt med et frit brændselsvalg og ophævelse af kraftvarmekravet, for at de selskaber, som ikke har fået dispensation, har mulighed for at imødegå de værste prisstigninger.

Samtidig haster en sådan beslutning fra politikkernes side, da planlægning af nye produktionsanlæg, kommunal godkendelse og bygning af disse nemt kan tage op til to år.

Derfor er det på høje tid, at politikerne gør deres del for at imødegå højere varmepriser blandt forbrugerne i 2019.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser