Debat

Dansk Miljøteknologi: Regeringens klimatilpasningsplan hjælper os ikke, når der kommer kraftig nedbør

Udspillet til regeringens klimatilpasningsplan har i høj grad fokus på vand fra siden og vand nedenfra, men planen udelader klimasikring i forhold til vand fra oven, skriver Signe Sonne-Holm, der er sekretariatschef i Dansk Miljøteknologi.

Hændelser med voldsom regn bliver hyppigere og hyppigere, og derfor undrer det os, at regeringens klimatilpasningsplan slet ikke forholder sig til denne del, skriver Signe Sonne-Holm.
Hændelser med voldsom regn bliver hyppigere og hyppigere, og derfor undrer det os, at regeringens klimatilpasningsplan slet ikke forholder sig til denne del, skriver Signe Sonne-Holm.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe Sonne-Holm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste uger er Danmark blevet ramt af store vandmængder både fra havsiden og fra oven.

Både stormflod og skybrud lægger et voldsomt pres på diger, vådområder og kloaksystemer, som er etableret for netop at sikre byer og anden infrastruktur mod vandmasserne, når disse ekstreme hændelser indtræffer. Og vi ved, at det vil ske hyppigere i fremtiden, som konsekvens af klimaforandringerne.

De voldsomme hændelser faldt sammen med, at regeringen præsenterede sin længe ventede Klimatilpasningsplan 1. Man kunne næsten tro, at timingen var intentionel – hvis da ellers planen reelt havde været et proportionelt svar på de udfordringer, vi står overfor. Det er den desværre langt fra.

Læs også

Udspillet til klimatilpasningsplanen har i høj grad fokus på vand fra siden og vand nedenfra, men udelader klimasikring i forhold til vand fra oven. Hændelser med voldsom regn bliver hyppigere og hyppigere, og derfor undrer det, at planen slet ikke forholder sig til denne del.

Holistisk tilgang

En klimatilpasningsplan bør også tage miljøhensyn og bidrage til opfyldelse af målene om god økologisk og kemisk kvalitet af vandmiljøet.

Dansk Miljøteknologi savner en indsats for at begrænse overbelastningen af vores kloaknet i forbindelse med kraftig nedbør, der medfører overløb af opblandet spildevand til omgivelserne og vandmiljøet.

I mange tilfælde vil det også give mening at tænke klimatilpasning på tværs af kommuner

Signe Sonne-Holm
Sekretariatschef, Dansk Miljøteknologi

Dette så vi blandt andet i Aarhus i forbindelse med det store skybrud for nylig, hvor Viby Renseanlæg kom under pres, og man måtte rive en bro ned for at undgå overløb med store konsekvenser for miljø og sundhed.

Siden 2013 har klimatilpasning været en del af kommuneplanerne. Der er dog ingen krav om, at de skal revideres. Det betyder, at mange kommuner lige nu har klimatilpasningsplaner, som ikke er tidssvarende eller fremsynede.

Dansk Miljøteknologi anbefaler et lovkrav om, at klimatilpasningsplaner med en risikokortlægning og en klar prioritering af udfordringerne skal revideres hvert fjerde år.

I mange tilfælde vil det også give mening at tænke klimatilpasning på tværs af kommuner, da de hydrauliske områder går på tværs af kommunegrænser.

Visse kommuner har allerede frivilligt etableret et sådant samarbejde, men en holistisk tilgang bør være et krav. En bedre koordineret klimatilpasning i hvert område vil mindske overløb, og derved bidrage til et bedre vandmiljø.

Vi vil stærkt opfodre til, at den politiske proces, der nu skal være om regeringens plan, ser på konsekvenserne af vand fra alle sider, så vi kan være bedre forberedte næste gang vandet skyller ind over landet – fra havet, fra neden eller fra oven.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00