Energiakademiet: Decentral forsyning styrker grøn omstilling

Af Søren Hermansen
Direktør ved Energiakademiet 

Der er internationale mål for klimaforbedringer, der er nationale, regionale, og der er kommunale mål. Med så mange planer og mål er det svært at se skoven for bare træer.

Et moralsk anliggende
Som kommune er det ofte et mål i sig selv at følge de nationale mål. Nogle gange er der kommuner, der sætter skrappere mål, men som regel er det rigeligt for en kommune at følge de nationale målsætninger. 

Men hvad er det, der gør, at en kommune overhovedet er interesseret i at sætte mål for klimaforbedringer? 

Hvis der var en økonomisk gevinst, kunne man forstå det. Men det er der ikke – det er mest af alt et moralsk anliggende. Og det er så tilpas abstrakt, at ingen eller meget få borgere helt forstår, hvad der forventes. 

Man aner en vanskelig situation for en lokalpolitiker.

Med en ekstremt effektiv håndtering af forsyningsområdet er vi blevet forvænte med, at alt bare fungerer, og at vi som forbrugere kan forvente os et stabilt og troværdigt system. 

Søren Hermansen
Direktør ved Energiakademiet

Et decentralt system vil engagere
Hvad nu hvis kommunerne blev belønnet for at gøre det rigtige? 

Med et mere decentralt system i forsyningssektoren kunne man forestille sig, at en kommune kunne få mere ud af at engagere sig i energiforsyningen.

Vi har fra tidligere tider haft en tradition for kommunal forsyningsvirksomhed. Kommunerne organiserede forsyningen på borgernes vegne og sikrede et samfund de fornødne ressourcer for en positiv udvikling.

Dermed var der kontakt mellem produktion, forsyning og forbrug – altså et synligt system, der med en god forvaltning kunne administrere ressourcefordelingen og omkostningen, der fulgte med.

Med en privatisering af samme område er det straks sværere at forstå sammenhængen og måske endnu sværere at se, hvor ansvaret for klimaet ligger.

Det handler om ejerskab og medansvar
Et godt eksempel er vindmøller. 

Disse strukturer i landskabet er både et problem og en løsning, men ofte ses de ikke i sammenhæng med løsningen. Med projektudviklere og private ejere er møllerne genstand for det frie markeds vilkår.  

Man har lovgivningen på sin side, når man bygger møllerne, men samtidig stor risiko for at få beboerne i området imod sig. Hvorfor nu det?

Jeg tror, det handler om ejerskab og medansvar.

Med en ekstremt effektiv håndtering af forsyningsområdet er vi blevet forvænte med, at alt bare fungerer, og at vi som forbrugere kan forvente os et stabilt og troværdigt system.

Men samtidig er der sket en voksende fremmedgørelse over for forsyningsområdet. Vi forstår det godt, men vi forholder os ikke til det, medmindre der en sjælden gang er en strømafbrydelse.

Markedet besværliggør omstillingen
Kommunen sælger sine forsyningsanlæg, og driften kommer i markedslignende systemer med flere udbydere og mange tilbud til os borgere som kunder. 

Jeg kan med andre ord vælge min forsyning ud fra de parametre, der passer til min moral og pengepung. Det stemmer ikke så godt overens med den nationale målsætning, og det gør en grøn omstilling langt vanskeligere. 

En kommunal forsyningspolitik bakket op af en national lovgivning med klare mål for bæredygtighed og klimaeffekt vil føre os langt hurtigere frem til en situation, hvor vi agerer samtidigt og med et bedre klima som målsætning. 

På Samsø er visionen at være 100 % fossilfri i 2030 – vi arbejder for at nå det mål.

Men det vil hjælpe på realismen, hvis kommunen i højere grad kunne agere på energiområdet og skabe et lokalt forsyningsprojekt baseret på lokale ressourcer.

El fra kommunens egne møller bør sendes ud i de lokale fjernvarmeforsyninger fremfor et overforsynet marked, når der er overskud i produktionen. 

Det vil give mening.