Forskere: Dansk energipolitik favoriserer store kommercielle produktionsanlæg fjernt fra forbrugerne

Vi vil i denne artikel belyse spørgsmålet: Hvilket samfundsansvar har monopoldistributionsnet-selskaberne og den statslige institution Energinet for omstillingen til vedvarende energi og for reduktion af klimabelastningen?

Den danske elforsyning skal i fremtiden levere en stor del af produktionen af varme og energi til transporten.

I den sammenhæng har blandt andet interesseorganisationen Dansk Energi gentagne gange understreget det store omfang af den net-udbygning, de mener er nødvendig for at realisere elektrificeringen.

Hvad koster det voksende net-behov? Dansk Energi har lanceret tal omkring 30 milliarder kroner samt at øget fleksibilitet kan nedsætte omkostningerne til otte milliarder kroner.

Konsulentvirksomheden Utiligize har for Energistyrelsen lavet en uvildig analyse, som lander på, at det voksende net-behov vil betyde en merudgift på fire milliarder kroner med en reduktion til 3,5 milliarder kroner ved etablering af et marked for fleksibilitet.

Modstand mod lokale energifællesskaber
Der har i debatten om elektrificeringen primært været fokus på etablering af nye store, kommercielle vindmølleparker til havs og solcelleparker i det åbne land, hvilket åbenlyst øger behovet for en landsdækkende net-udbygning maksimalt.

Både regeringen og Dansk Energi har samtidig modarbejdet, at der bliver skabt gode betingelser for lokale energifællesskaber, som kan dække en del af det lokale forbrug og ved energibesparelser og gennem styring af udnyttelsen af den producerede el nedsætte har et stort potentiale for at udjævne net-belastningen, hvorved behovet for net-udbygning mindskes.

I regeringens udspil til en ’Elektrificering af samfundet’, der blev offentliggjort lige før sommer, omtales inddragelse af borgerne udelukkende med henblik på at undgå, at de kommer til at modsætte sig elektrificeringen.

Ulrik Jørgensen og Frede Hvelplund
Hhv. uafhængig forsker og rådgiver og professor ved Aalborg Universitet

Herved bliver den aktive inddragelse af borgerne i energi- og klimaindsatsen sat til side. Denne flytning fungerer som reel ’fleksibilitet’ gennem lokal optimering og ikke ved handel på et kommercielt marked for fleksibilitet, som kun marginalt understøtter mulighederne for lokal optimering.

Net-virksomhederne er herved blevet sat til at realisere en politik, som fremmer store kommercielle produktionsanlæg fjernt fra forbrugerne, mens mulighederne for en lokale indsats modarbejdes med krav om betaling af fulde tariffer, hvilket i praksis fungerer som indirekte subsidier til de store anlæg.

Desuden kommer net-selskaberne til at fastholde provenuet fra elafgiften, selvom denne modarbejder klimaindsatsen.

I regeringens udspil til en ’Elektrificering af samfundet’, der blev offentliggjort lige før sommer, omtales inddragelse af borgerne udelukkende med henblik på at undgå, at de kommer til at modsætte sig elektrificeringen.

Den nuværende organisering af elforsyningsnettet

Net-selskabernes ikke-kommercielle sigte skal sikre, at udbygningen af det kollektive elforsyningsnet er til gavn for samfundet og el-kunderne. Selskaberne har ret til at opkræve tariffer til dækning af deres omkostninger til udbygning, vedligehold og drift af elnettet og herunder de internationale forbindelser og tabet af el ved transporten over lange afstande.

I den seneste elforsyningslov er grundlaget for denne opgave dog gjort mere gennemskuelig, så oplysninger om omkostninger og net-kapacitet nu vil blive tilgængelige for el-kunderne.

Tariffernes struktur har indtil nu været relativt enkel, da alle el-kunder skal betale ens tarif til Energinet, og betalingen af tariffer til net-selskaberne er afhængig af, på hvilket spændingsniveau el-kunden er tilsluttet.

Tarifferne er lavest for det højeste spændingsniveau, som typisk er relevant for store virksomheder og vokser så ned til det allerlaveste spændingsniveau på 235 volt, som husholdninger, butikker og småvirksomheder typisk er tilsluttet.

Net-selskabernes tariffer er i ’kostægte’ baseret på gennemsnitsomkostningen for hver kundegruppe. El-kunder på samme spændingsniveau vil dermed være tvunget med i at finansiere hele, uanset hvor stor en belastning deres træk på nettet udgør.

Når en el-kunde betaler for el, vil den gennemsnitlige pris uden moms for eksempel være sammensat af følgende bidrag: 37 øre for den rå el, 26 øre for tariffen til net-selskabet og 11 øre til Energinet. Omkostningerne til distributionen er altså i samme størrelsesorden, som den rå elpris.

Ved at kombinere det grundlæggende princip om ’kostægthed’ kommer alle el-kunder, der er tilsluttet til 235 V-nettet til gennemsnitligt at betale cirka halvdelen af deres pris for hver kilowatt-time el til dækning af omkostningerne ved alle lag i forsyningsnettet.

Aktuelle udfordringer for elforsyningsnettet

En betydelig del af transporten i det landsdækkende elnet går til eksport af el produceret i Danmark eller import af el fra andre lande. Hele denne transport dækkes af alle de danske el-kunder.

Samtidig produceres noget af den el, der forbruges i Danmark, tæt på forbrugsstedet, så den belaster det landsdækkende elnet mindre end gennemsnittet. Til trods for dette mindre træk på elnettet, betaler disse kunder fuld net-tarif og subsidierer på den måde store produktionsanlæg og deres over-gennemsnitlige træk på elnettets kapacitet.

Der er en aftale om en tilslutningstarif, men den er endnu ikke fastlagt, og dens effekt hører derfor en ukendt fremtid til.

Ulrik Jørgensen og Frede Hvelplund
Hhv. uafhængig forsker og rådgiver og professor ved Aalborg Universitet

Dette problem forstærkes i forbindelse medetableringen af store solcelleparker på land, som ofte ligger langt fra forbruget af den el, de producerer. For placeringen i det åbne land er slet ikke en nødvendighed, og omkostningerne ved den tilhørende net-udbygning samtidig med den nuværende tarifregulering vælter over – også på de el-kunder, der indretter sig med et mindre træk på elnettet.

Energistyrelsen betegner udbud af nye vedvarende energiproduktionsanlæg ’teknologineutral’ uden at tage hensyn til, at disse producenterne byder ind på markedet uden at skulle betale for deres overgennemsnitlige træk på det samlede nettet. Der er en aftale om en tilslutningstarif, men den er endnu ikke fastlagt, og dens effekt hører derfor en ukendt fremtid til. Det repræsenterer en samfundsøkonomisk fejlallokering.

Dertil kommer, at en lokal og intelligent styring af varmeproduktion og opladning af elbiler til flytning af belastningen vanskeliggøres via denne indirekte subsidiering af de store og forbrugsfjerne anlæg.

Desuden hæmmer overbetaling af net-tariffer etablering af lokale vindmøller og solceller på tagene, som gør det muligt at sikre en lokalt styret sammenhæng mellem produktion og forbrug.

En tidssvarende net-udbygning og tarifmodel

I den aktuelle situation, hvor energibesparelser og klimahensyn skal sikres, samtidig med at der sker en fortsat udbygning af havvindmøller, bliver det nødvendigt også at sikre, at der også sker en lokal udbygning af vedvarende energi, hvor det er el-kunderne selv, der investerer i en egen elproduktion fra blandt andet vindmøller og solceller.

Dette for at fortsat at sikre en nærhed og sammenhæng mellem produktion og forbrug, hvor de involverede (borgere, boligorganisationer, institutioner og småerhverv) kan sikre energibesparelser og optimeret styring.

Her kommer den nuværende tarifmodel til kort. Hvis den fortsætter uændret, bliver net-selskaberne reelt sat til at forvalte en omfordeling af omkostningerne til elnettet, som subsidierer de store net-forbindelser og de store kommercielle el-forsyningsanlæg.

Det skader mulighederne for lokale investeringer i vedvarende energi og forhindrer lokal aflastning af elnettet. Dette vil også være i modstrid med princippet om ’kostægthed’, så net-selskaberne vil komme til at overtræde det lovgrundlag, som de arbejder ud fra.

Der skal i stedet skabes nye elementer, både hvad angår typer af el-kunder og elementer i tarifmodellen:

1. Lokale energifællesskaber, hvad enten de består af én eller flere ejere af arealer og bygninger, skal kunne optræde som én el-kunde med ét tilslutningspunkt. Dette vil sikre rettighederne for de forskellige typer af lokale fællesskaber, så de kan bidrage til klimaomstillingen og elektrificeringen.
2. Der oprettes en lokal tarif for egenproduceret og vedvarende energi-baseret el, som transporteres i det kollektive elnet og forbruges i nærheden af produktionsstedet og som svarer til den omkostning, denne transport modsvarer i udnyttelsen af det lokale elnet i overensstemmelse med princippet om ’kostægthed’. Denne lokale tarif skal være ens for alle fællesskaber ud fra princippet om ikke-forskelsbehandling.

Det vil fjerne den uretfærdighed, at lokale investeringer i egen produktion af el bliver pålagt en tarif, der reelt subsidierer etableringen af store produktionsanlæg.

De lokale anlæg finansieres ikke af net-selskaberne – de har nemlig ikke nogen rolle i forhold til investeringer i vedvarende energianlæg. De finansieres lokalt, og derfor bør den el, der alene skal transportere op til nogle få kilometer, ikke skulle finansiere det store elnet.