GreenLab: Vi skal skabe et marked for CO2

De tre modeller, der netop er fremlagt for, hvordan en CO2-afgift bedst kan skrues sammen, har igangsat en debat, der primært handler om, hvordan man mest retfærdigt fordeler afgifterne mellem henholdsvis de store CO2-syndere og de mindre, og om hvordan man bedst sikrer danske arbejdspladser.

Det er en vigtig debat, men under den gemmer der sig en lige så nødvendig diskussion, som handler om, hvordan man forestiller sig, at industrien skal motiveres i retning af grøn omstilling på lang sigt. Bliver den motiveret af at betale afgifter, eller skal der skabes et marked for grøn produktion, der kan bære sig selv uden nævneværdige offentlig støtte? Jeg tror på det sidste.

Markedsgørelsen af en cirkulær, grøn produktion går gennem bogstaverne C, S og U, som vi efterhånden er kommet på fornavn med. Men ikke alle bogstavkombinationer er skabt lige, og for at skabe et marked for grøn produktion skal man satse på den rigtige teknologi på det rigtige tidspunkt.

Lagring er ikke en langsitet løsning 

CCS – Carbon Capture and Storage – er løsninger, der indfanger CO2 fra for eksempel industriel produktion og lagrer det i undergrunden. Det virker umiddelbart besnærende sådan at få CO2’en til bare at forsvinde ned i et stort hul, men udfordringen er, at med muligheden for ”bare” at lagre CO2 skabes der ikke et incitament for den CO2-tunge industri til at omstille sin produktion bæredygtigt.

Tværtimod kan man med denne løsning blive ved med at producere sort, men få status som klimavenlig, og der skabes altså ingen markedskræfter, der er stærke nok til at drive et incitament til grøn omstilling.

Indrømmet, CCS kan være et godt første skridt mod en omstilling af industrien, fordi der lige nu ikke er teknologier, der er modne nok til at tilbyde et egentligt alternativ. Vi skal bare huske at investere i at udvikle fossilfri alternativer til sort produktion, imens vi lagrer CO2’en, så CCS ikke bliver en sovepude.

Her får man det bedste fra begge verdener – man udnytter den del af CO2’en, som det giver mening at bruge og lagrer resten i undergrunden

Christopher Sorensen
Administrerende direktør, GreenLab

Lad os se på de øvrige bogstavekombinationer i kulstofspillet. CCU står for Carbon Capture and Utilization og henviser til løsninger, der indfanger CO2, men ikke lagrer det. I stedet bindes CO2’en i nye produkter – det kan for eksempel være i plastik, biokul eller i grønne brændstoffer som metanol.

Her indgår CO2 i en cirkulær økonomi, hvor det får en markedsværdi, og det er ideelt. Problemet er, at der lige nu er mange forskellige løsninger i spil, og ingen af dem har den nødvendige modenhed til at blive dominerende.

Størst klimagevinst

Derfor skal man have S’et i spil igen på kort sigt og kigge mod CCUS, der står for Carbon, Capture, Utilization and Storage. Her får man det bedste fra begge verdener – man udnytter den del af CO2’en, som det giver mening at bruge og lagrer resten i undergrunden - eller endnu bedre i en gavnlig form som biokul.

For at finde ud af, hvordan vi bedst skaber et marked for indfangelse og genanvendelse af CO2, er vi nødt til at prøve forskellige modeller af. I GreenLab gør vi os for eksempel erfaringer ved at skabe et ”indre marked” imellem virksomhederne i vores grønne industripark.

Vi tror på, at vi kommer længst ved, at en gruppe virksomheder i fællesskab og som helhed optimerer deres klimaaftryk ved at handle overskydende ressourcestrømme med hinanden – i stedet for at optimere i hver deres silo.

Det kan for eksempel være ved at dele overskudsvarme og udnytte hinandens CO2. Når alle bidrager, og der samtidig er maksimal gevinst i form af tilgængelige grønne ressourcer, er der mulighed for at opnå den største klimagevinst.