Kampfly-ordre skal flyve under EU-radaren

Embedsmændene er blevet sat på arbejde af Sass for at kreere det juridiske og politiske columbusæg. En lille sejr over for EU-kommissionen, som regeringen forståeligt nok ikke gør noget for at skilte med.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Normalt praler en regering med sine sejre, men – uden større pressebevågenhed – er det her i foråret lykkedes at liste en sjældent set lov-deregulering igennem Folketinget, der reelt ser ud til at redde den danske modkøbsordning, som sikrer store industriordrer og private jobs herhjemme, når forsvaret køber nyt materiel af udenlandske våbenleverandører.

Det har været lidt tys-tys, for med erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) i spidsen er regeringen gået efter en politisk landing, der ikke påkalder sig EU-kommissionens vrede og risikerer at sende Danmark for EU-domstolen, som der ellers var udsigt til.

Det går år og dage imellem, at politikerne fjerner en lov. Tendensen i lovmøllen er snarere mere og mere detailregulering. Men netop her har tricket faktisk været at ophæve en gammel lov om obligatoriske modkøb, der ifølge kommissionen strider mod principperne for det indre marked. I stedet vil Danmark basere sine forsvarsindkøb på en ”administrativ” praksis fastlagt af erhvervsministeren.

Dermed er det slut med at tale åbent og officielt om at skabe danske jobs. Bestillingerne af hjælpeordrer skal i stedet pakkes ind i ”sikkerhedspolitiske” argumenter og konkrete vurderinger fra køb til køb. Regeringen vil i sine udbudsrunder for forsvarsmateriel argumentere med, at det er vigtigt at placere modkøbsordrer i Danmark alene af den grund, at danske virksomheder, ingeniører, faglærte og ufaglærte skal have den fornødne militærmæssige know how, hvis venner pludselig bliver til fjender i en urolig verden. Endemålet skulle gerne blive nogenlunde det samme antal danske ordrer som hidtil.

Samtidig håber regeringen at kunne flyve så lavt som muligt under EU-radaren. Man kan kalde det et farvel til EU-duksedrengsmetoden og en ny pragmatisk tilgang, som andre EU-medlemmer i forvejen udviser for at beskytte deres egen industri inden for forsvarsområdet. Nu bliver vi ligesom de andre: Den danske dumhed har været overhovedet at have obligatoriske regler. Det gør beslutningsgrundlaget for synligt.

Udbudsmateriale afleveret til fire flyproducenter
Timingen for den danske deregulering er næppe tilfældig: Danmark skal senest i 2015 beslutte sig for, hvilke kampfly der skal afløse F-16-jagerne, som nærmer sig pensionsalderen. Det er en gigantisk ordre, og det kunne udvikle sig til et politisk problem for en socialdemokratisk ledet regering, hvis den ikke længere havde muligheden for at kræve modkøb. Omvendt vil man ikke risikere at få EU på nakken.

Lovprocessen i Folketinget har været under tidspres: Afskaffelsen af den famøse lov fik først virkning fra begyndelsen af april, blot nogle dage før, at de fire udenlandske flyproducenter, der kæmper om kampfly-ordren, modtog udbudsmaterialet fra Forsvarsministeriet. Et særligt indkøbskontor med direkte reference til ministeriets departementschef styrer processen; en organisatorisk placering, der vidner om, hvor politisk vigtig beslutningen er for regeringen. Forsvarets Materieltjeneste må pænt stå på sidelinjen og se til: Det handler ikke bare om træffe en militærfaglig beslutning; det er high politics.

Nu har fabrikanterne fra USA, Sverige og Tyskland et par måneder til udførligt at svare på, hvordan lige netop deres tilbud udmærker sig inden for fire overordnede kriterier: sikkerhedspolitisk, militærfagligt, prismæssigt og – nok så vigtigt – perspektiverne for ”dansk industrideltagelse”. Hvad det sidste angår, må man i det juridisk strikt formulerede udbudsmateriale lede forgæves efter sætninger som ”at sikre danske jobs”.

Feberredning efter SF-minister
Politisk ligger der en feberredning bag Henrik Sass Larsens indgriben, og den illustrerer forskellen på en stærk og en svag minister, når der skal lægges tryk på embedsværket. Det var intet mindre end en EU-møgsag, den nybagte erhvervsminister overtog sidste efterår fra forgængeren Annette Vilhelmsen. Hun havde ladet sine embedsmænd færdiggøre et – fremhæver kritikere i både fagbevægelsen og industrien – politisk umusikalsk lovforslag, der gik den modsatte vej, end den Sass har valgt. Forslaget var lavet i en mere eller mindre lukket embedsmandsgruppe.

Vilhelmsen besluttede sig på baggrund af gruppens råd ikke at fjerne loven, men tværtimod stramme den, så den levede op til henstillingerne fra EU-kommissionen, der kæmper for at skabe et indre marked uden nationale særregler. Forslaget var fikst og færdigt. Det lå parat i regeringens lovprogram, skulle allerede have været vedtaget før jul og var dermed svært at hive af bordet igen af afløseren Sass Larsen – uden løftede øjenbryn hos juristerne i kommissionen.

Derfor har Sass gennem flere måneder – sammen med blandt andre Venstre og De Konservative – måttet gøre en del krumspring for at undgå de værste skader i en krisetid, hvor Danmark råber efter private job: Den danske våbenindustri er i international målestok lille, spinkel og nichepræget, men rummer nogle af vinderformlerne for, hvad Danmark kan leve af i en cocktail af videntunge jobs og produktionsarbejdspladser.

Embedsmændene er blevet sat på arbejde af Sass for at kreere det juridiske og politiske columbusæg. En lille sejr over for EU-kommissionen, som regeringen forståeligt nok ikke gør noget for at skilte med. Indimellem skal godt politisk håndværk fejres i stilhed.

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.