L&F: Vækstplanen truer ikke grundvandet

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Særinteresser for en landmand, virksomhedsindehaver eller haveejer kan og må aldrig gå forud for hensynet til folkesundhed, miljø og samfundsøkonomi, skriver Carl-Emil Larsen, administrerende direktør for Danva, i et debatindlæg i Altinget 4. november.

Det er vi i Landbrug & Fødevarer naturligvis enige i.

Rent vand er en af de vigtigste ressourcer i samfundet, og vi skal værne om vores grundvand. Det siger sig selv, og det er vigtigt, at vi får alle fakta på bordet i debatten om gødning og grundvand.

Det lykkes desværre ikke helt for Carl-Emil Larsen, som kritiserer regeringens lovinitiativ på gødningsområdet. Det er beklageligt, for Folketinget skal træffe beslutninger på et oplyst og fagligt korrekt grundlag, også når det gælder beslutninger om ændringer af gødskningsloven.

Se reglerne i den større sammenhæng
Det er vigtigt, at vi holder os til emnet og ikke inddrager andre stoffer end kvælstof i denne debat, fordi lovforslaget åbenlyst ikke handler om andre stoffer. Det tror jeg godt, at Carl-Emil Larsen ved. Derfor virker det besynderligt, at han problematiserer andre stoffer end nitrat i denne sammenhæng.

I Landbrug & Fødevarer mener vi ikke, at det vil forringe vores grundvand, at kravet om undergødskning ophæves, når man sammenholder det med de øvrige grønne krav, landbruget skal opfylde. 

Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Regeringens lovinitiativ er et opgør med den undergødskning, som danske landmænd er blevet påtvunget siden 1999. I Landbrug & Fødevarer mener vi ikke, at det vil forringe vores grundvand, at kravet om undergødskning ophæves, når man sammenholder det med de øvrige grønne krav, landbruget skal opfylde. Man er nødt til at se reglerne i sammenhæng med den øvrige miljøregulering.

Som Carl-Emil Larsen påpeger i sit indlæg, er det rigtigt, at der i 1970- og 1980’erne var steder, der havde problemer med nitrat i grundvandet. Det er også rigtigt, at vandværker har været nødt til at lukke boringer på grund af et højt nitratindhold. Men regeringens lovforslag betyder ikke, at vi sættes 25-30 år tilbage i tiden.

Der er kommet styr på gødningen
Problemet dengang var, at vi ikke havde ordentligt styr på vores gødning, i særdeleshed husdyrgødningen, som blev kørt ud i meget store mængder og på alle tider af året. Mange steder simpelthen fordi man skulle af med det. Den løsning var mildest talt ikke smart, men det blev der heldigvis gjort op med i de to efterfølgende årtier, hvor husdyrgødningen skiftede status fra affaldsprodukt til ressource, der kunne og skulle udnyttes bedre.

Udvaskningen faldt i den efterfølgende periode med 35 pct. ifølge DMU (Danmarks Miljø Undersøgelse, nu en del af Aarhus Universitet). Det er vandet fra dengang, vi indvinder i dag, og mere end 99 pct. af det overholder grænseværdien for nitrat (GEUS 2015).

Lovkravet om undergødskning blev først indført i 1999 under Vandmiljøplan II. Her indgik yderligere virkemidler, som skulle bidrage til at mindske udvaskningen af kvælstof. En række af kravene, eksempelvis et øget krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen, krav til flere vintergrønne marker, genopretning af natur og bedre udnyttelse af foderet, vidste man, havde en gavnlig miljøeffekt, for netop disse krav har tidligere ført til en effektiv udnyttelse af næringsstoffer ude på bedrifterne.

Siden 1999 er vi landmænd blevet markant bedre til at udnytte kvælstof i marken, og da EU i samme periode er kommet med nye, grønne krav til landbruget, er reglen om undergødskning overflødig. Derfor vil en ophævelse af reglen heller ikke være et tilbageslag i forhold til beskyttelse af grundvandet, som Danva ellers hævder.

Regelfast undergødskning koster milliarder
Der skal heller ikke udpeges flere nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). De er alene udpeget ud fra geologiske og hydrogeologiske forhold og ikke af reguleringsmæssige årsager. Også her er Carl-Emil Larsen på vildspor.

Når vi i landbruget er stærke modstandere af en regelfast undergødskning, skyldes det primært, at det hæmmer planteproduktionen væsentligt. Jorden udpines, og for hvert år er der stadig mindre kvælstof i jorden til planterne.

Vores udbytte er uacceptabelt lavt, og kornet har en rigtig dårlig kvalitet. Det betyder, at vi ikke kan konkurrere med vores nabolande, som ikke skal leve op til krav om undergødskning. I Landbrug & Fødevarer har vi regnet os frem til, at det svarer til et årligt indtægtstab på mere end 2 mia. kr. og omkring 4000 arbejdspladser. Når det så samtidig viser sig, at miljøeffekten er begrænset – og slet ikke målrettet – er det klart, at vi ser på alternativer til et rent vandmiljø.

At afskaffe reglerne om undergødskning betyder ikke, at vi miljømæssigt havner i en situation som i 1980’erne. Der vil jo fortsat være en regulering af, hvor meget gødning der kan anvendes, krav om udnyttelse og udbringning af husdyrgødning samt en række grønne krav, som vi skal leve op til. Den vinkel mangler fuldstændig i Carl-Emil Larsens udlægning af sagen, synes jeg.

Kvælstofudledningen vil fortsat være faldende
Udledningen af kvælstof er faldet gennem de seneste årtier, og det vil den blive ved med at falde, uanset om man undergødsker eller ej. Blandt andet fordi vi i landbruget hele tiden søger at fremavle sorter, som optager kvælstof optimalt, og fordi vi ved hjælp af moderne teknologi kan gøde med større og større præcision.

I Landbrug & Fødevarer er vi naturligvis klar til at tage vores del af ansvaret for, at vandmiljøet sikres. Vi ser gerne, at lovgivningen skrues sammen på en måde, så landmænd i højere grad belønnes for at være topeffektive i forhold til at udnytte kvælstof på marken. En intensiv landbrugsproduktion kan sagtens forenes med et rent vandmiljø.

Sker det, kan både samfund og landmand blive vindere. Vi skal væk fra tanken om, at ’one size fits all’ og i stedet indfri det potentiale for effektivisering, som ligger i at implementere moderne teknologier på den enkelte bedrift. 

Den dagsorden behøver man vist ikke at være landmand for at kunne se det fornuftige i.