Debat

Markedet svigter yderområderne

DEBAT: Borgmester Thomas Adelskov fra Odsherred Kommune vurderer, at en ren markedsbaseret tilgang til udbredelse af mobil og bredbånd i Danmark vil ramme yderområderne hårdt. Både turister, erhvervsliv og almindelige borgere vil fravælge landet, spår borgmesteren.

"Hvis vi ikke snart får gode mobilforbindelser og
stabilt højhastighedsinternet alle steder, så vælger borgere og erhvervslivet
byerne, og landområderne vil sygne hen," skriver Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune. 
"Hvis vi ikke snart får gode mobilforbindelser og stabilt højhastighedsinternet alle steder, så vælger borgere og erhvervslivet byerne, og landområderne vil sygne hen," skriver Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune. Foto: Facebook
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Thomas Adelskov (S)
Borgmester i Odsherred Kommune

”Teleindustrien har stor interesse i, at alle har bredbånd, og at der er mobildækning alle steder. Men vi må også erkende, at markedet har nogle begrænsninger. Der bliver først investeret de steder, hvor der bor flest mennesker. Og der, hvor der ikke bor så mange, bliver der ikke investeret lige så meget”.

Sådan siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, i TV Avisen den 5. april 2015 i et indslag om at anvende indtægterne fra salg af licenstilladelserne til at sikre god mobildækning og bredbånd til alle. 

Markedets begrænsninger
Forslaget om at anvende indtægterne fra salg af licenser til at forbedre mobil og bredbåndsdækningen er ét af flere initiativer, som fremgår at det politiske indspil ”Stop den digitale ulighed”, som er udarbejdet af 17 kommuner i Region Sjælland.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv indlæg til [email protected]

Kommunerne og regionen ser, at der er behov for nye initiativer, der fjerner barriererne for etablering af samfundsnødvendig infrastruktur de steder, hvor fri konkurrence og markedsudvikling forhindrer, at der opstår nødvendig dækning. 

Jeg er enig med direktør Jakob Willer i, at markedet har sine begrænsninger, særligt i de områder af landet, hvor der ikke bor så mange mennesker. Det bekræftes af en undersøgelse af Europakommissionen, som viser, at Danmark er på en 19. plads blandt EU-medlemslandene, når det drejer sig om udbredelse af højhastighedsinternet i landdistrikterne.

Det er naivt at forestille sig, at markedet alene kan håndtere udrulning af et stabilt højhastighedsinternet og gode mobilforbindelser i de mere tyndt befolkede områder af landet. 

Thomas Adelskov (S)
Borgmester i Odsherred Kommune

Regeringens vækstaftale er naiv
Leverandørerne af mobiltelefon og højhastighedsbredbånd gør i dag en stor indsats, men det er naivt at forestille sig, at markedet alene kan håndtere udrulning af et stabilt højhastighedsinternet og gode mobilforbindelser i de mere tyndt befolkede områder af landet.

Det står i modsætning til regeringens vækstaftale for digitalisering af Danmark, som skarpt holder fast i, at adgang til højhastighedsinternet skal ske med udgangspunkt i principperne om markedsbaseret udrulning.

Hvis regeringen holder fast i principperne om markedsbaseret udrulning, vil det bl.a. få følgende konsekvenser:

  • Borgerne flytter ikke til landets yderområder, hvilket bl.a. forstærker affolkning af de dele af landet.

  • Fritidsborgere og turister fravælger længere ophold i yderområderne, hvilket bl.a. medfører fald i indtægten i det lokale detail- og handelsliv.

  • Der skabes usikkerhed om de grundlæggende livslinjer, fx opkald til 112, hvilket medfører, at særligt den ældre del af befolkningen fravælger at bo i yderområderne.

  • Kommunerne kan ikke fuldt ud implementere de mest moderne service- og velfærdsteknologier, hvilket bl.a. medfører at vi ikke kan udvikle de kommunale tilbud til borgerne.

  • Kommunerne kan ikke kræve, at folk anvender services som Borger.dk eller andre offentlige selvbetjeningstilbud, hvilket betyder, at vi ikke er lige så effektive som andre kommuner.

Med den markedsbaserede tilgang til udrulning af mobil og bredbånd vil vi se, at landets yderområder vil halte yderligere efter byerne. Vi arbejder hver dag hårdt for, at landets yderområder kan fremstå attraktive for erhvervsliv, bosættere, fritidsborgere og turister.

Hvis vi ikke snart får gode mobilforbindelser og stabilt højhastighedsinternet alle steder, så vælger borgere og erhvervslivet byerne, og landområderne vil sygne hen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Adelskov

Byrådsmedlem (S), Odsherred Kommune, formand, Arbejdsmarkedets Feriefond, bestyrelsesmedlem, Odsherred Forsyning, næstformand, Pensam, Regeringens Ghettorepræsentant

0:000:00