Ny rapport viser, at omstridt pesticid går i grundvandet – men Miljøstyrelsen afviser at gribe ind

Selvom en ny rapport peger på mange fund af omdiskuteret svampemiddel i grundvandet, så er der ikke grund til nye restriktioner, lyder det fra Miljøstyrelsen. DN er helt uenig og kræver straksforbud.

Der er ikke grundlag for at regulere azol-midlerne hårdere, lyder det fra Miljøstyrelsen.
Der er ikke grundlag for at regulere azol-midlerne hårdere, lyder det fra Miljøstyrelsen.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Trods udbredt fund af svampemidlet 1,2,4 triazol i grundvandet, er der ikke grund til at gribe ind over for landbrugets anvendelse.

Det er meldingen fra Miljøstyrelsen.

”De nye data giver ikke anledning til at regulerer stofferne anderledes, end vi gør i dag,” siger Maria Sommer Holtze, der er kontorchef i Miljøstyrelsen.

Meldingen kommer i kølvandet på, at GEUS har offentliggjort en ny rapport om en række godkendte pesticiders evne til at udvaske til grundvandet. Den handler om de såkaldte VAP-marker, hvor en række pesticider bliver testet som en del af den danske godkendelsesordning.

Det er stærkt alarmerende, at det her giftstof bliver fundet i grundvandet i så stort omfang.

Maria Reumert Gjerding
Præsident, DN

Den nye rapport gennemgår resultaterne i VAP-markerne fra 2018 til 2020. Her er undersøgt i alt 48 pesticider og nedbrydningsprodukter. Resultaterne viser, at seks stoffer bliver fundet i grundvandet under markerne. To af stofferne – propyzamid og 1,2,4 triazol – bliver fundet i et omfang, der overskrider grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter.

Stoffet ophobes
1,2,4 triazol er et yderst omdiskuteret nedbrydningsprodukt fra forskellige azol-svampemidler, da det er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Ifølge GEUS bliver stoffet fundet under alle markerne, hvor der er blevet testet.

Men fundene kan imidlertid ikke kædes direkte sammen med den anvendelse af azolmidlerne, der er sket i perioden, påpeger Claus Kjøller, der er statsgeolog i GEUS.

”Vi kan se, at 1,2,4 triazol især udvaskes, når der kommer store regnskyl og ikke i forbindelse med konkrete sprøjtninger. Det tyder på, at der sker en ophobning af azol-moderstofferne i de øvre jordlag, som er opstået gennem mange års udbringning – også fra den tid hvor man har brugt mere, end man må i dag,” siger Claus Kjøller og fortsætter:

”Vi kan derfor ikke se, hvor stor en del af fundene af 1,2,4 triazol i grundvandet, der skyldes den nuværende brug af stofferne.”

Kan ikke regulere hårdere
Det er den melding fra GEUS, som gør, at Miljøstyrelsen ikke vil regulere brugen af svampemidlet hårdere.

”GEUS kan se i data, at der ikke er en entydig kobling mellem de forskellige anvendelser af azol-svampemidlerne, og den udvaskning der sker. Så vi har simpelthen ikke data til at regulere det hårdere,” siger Maria Sommer Holtze fra Miljøstyrelsen

Men faktum er jo, at stoffet bliver udvasket til grundvandet på den ene eller anden måde. Tager I ikke lidt let på det?

”Vi følger selvfølgelig sagen tæt, og vi undersøger også fortsat, hvad udvaskningen af 1,2,4 triazol skyldes,” siger Maria Sommer Holtze og fortsætter:

”Og vi har tidligere strammet reglerne for azol-svampemidlerne, når vi har haft data til det. Alt det data vi har, handler vi på.”

DN kræver forbud
Men sådan ser man ikke på det hos Danmarks Naturfredningsforening. Herfra peger man på, at 1,2,4 triazol bliver fundet i 397 ud af 672 prøver - hvoraf 18 oversteg grænseværdien. Ifølge præsident Maria Reumert Gjerding er det så grelt, at det bør forbydes hurtigst muligt.

”Det er stærkt alarmerende, at det her giftstof bliver fundet i grundvandet i så stort omfang. Vi anbefaler, at regeringen og Folketinget laver et straksforbud imod de her gifte allerede fra næste år. Alt andet vil være at gamble med vores grundvand og drikkevand,” siger hun i en pressemeddelelse.

Læs den nye VAP-rapport her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00