Professor: Hvor langt kan man komme med konkurrenceudsætning?

Af Martin Paldam
Professor, Aarhus Universitet

Det er velkendt, at et velfungerende marked er den mest effektive organisationsform for en hvilken som helst produktion. Problemerne skjuler sig i ordet ’velfungerende’, for der er en del områder, hvor det er svært at få et velfungerende marked. Det klassiske eksempel er her netværks-industrierne, der omfatter de fleste af forsyningsvirksomhederne. Vi har vidt udbredte net for ferskvand, spildevand, varmt vand, telefon, el, m.v. Det er dyrt at forsyne en ejendom med flere sæt konkurrereende netværk, så her kræver konkurrence et trick.

To tricks til at konkurrere
Det er gået meget godt med at konkurrenceudsætte telefoni, og det har givet meget lavere priser især for internationale opkald, men det har været, fordi mobiltelefoner har frigjort os fra det gamle fastnet, og nu er det et meget effektivt konkurrencemarked på området. Her har tricket været en ny netfri teknik.

Et andet trick er at koble flere konkurrerende værker på det samme net, ligesom vi har gjort det med elforsyningen, hvor vi kan købe fra mange kilder. Der er gjort et betydeligt PR-arbejde, men der er vist en udbredt skuffelse pga. de små gevinster man får ud af at skifte. Så der har ikke været ret mange skift.

Regeringen satser på kontrol
I stedet satser regeringen på et system med en kraftigere administrativ kontrol. Kort sagt, vi skal have en administration, der finder frem til, hvad de ’rigtige’ priser er, og så nedsætter de tilladte priser til dette niveau. Det er det gamle system for monopolregulering. 

Men det er svært at forhindre producenterne i at få lov til at dække de bestående produktionsomkostninger. Og har de det, hvordan forhindrer man så, at de rigtige priser bliver høje?

Jo, her vil man forsøge sig med benchmarking. Hvis det er et område, der har lavere omkostninger end andre, kan man lægge dette områdes omkostninger til grund. Hermed kommer man uundgåeligt ud i store forhandlinger med dem, der skal have deres priser sat ned. De vil alle sammen sige, at det er urimeligt, fordi de har nogle helt særlige omstændigheder, der gør, at de er nødt til at tage højere priser.

Færre kommunale omkostninger
De sidste fire-fem regeringer har forsøgt sig med benchmarking af de kommunale driftsomkostninger på en lang række områder. Det er desværre ikke klart, hvor meget det har nyttet, ikke mindst fordi kommunerne konkurrerer på, hvor højt udgiftsniveauet er, ikke på hvor lavt det er. 

Det skyldes, at de kommunale udgifter tages af det samlede budget. Og når man ikke ser, hvad det koster, bliver udgiftsniveauet en indikator for den leverede kvalitet, selvom meget tyder på at sammenhængen mellem udgiftsniveau og leveret kvalitet er svag. Og der er jo også mange politikere og journalister, der går med på dette fine nummer, og som peger fingre af de kommuner, der producerer ’for’ billigt.

Tillad regulær konkurrence
Så hvis det skal lykkes at få reduceret omkostningerne på forsyningsområdet, er man nødt til at være radikal og tillade regulær konkurrence. En mulighed, der har været prøvet alt for lidt, er konkurrence på grænsen. 

Lad os tænke på to vandværker, der leverer til områder, der grænser op til hinanden. Hvis værk A leverer billigere vand end værk B, af den ene eller anden årsag, kunne man jo tænke sig, at A kunne få lov til at tilbyde forbrugerne i et område, der hidtil har hørt under B, billigere vand. 

Hermed kan A ’erobre’ et stykke af B’s net. Det ville være lidt, som da Arriva overtog DSB’s service for et område. I dag er det klart, at det har været et godt bytte for Arrivas kunder, og det har sandelig stillet DSB’s præcision i et interessant lys.