SF vil forbyde at brænde nyt tøj af

Med en ny lov vil SF stoppe afbrænding af det tøj, der ikke kan sælges i butikkerne. "Det giver jo ingen mening, at man ender med at brænde tøj, nogen kan bruge," lyder det fra SF’s politiske ordfører, der også vil reducere tøjbranchens CO2-udslip.

Sortering af tøj, der doneres gennem Røde Kors.
Sortering af tøj, der doneres gennem Røde Kors.Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Line Høvik Søby

Tøj, der ikke bliver solgt, går ofte bogstaveligt talt op i flammer.  

Det vil Socialistisk Folkeparti stoppe med et nyt forslag, der skal forbyde afbrænding af nyt tøj og tekstiler i Danmark.  

"Alt for meget tøj stadig ender i forbrændingsovn i stedet for, at det bliver genbrugt eller genanvendt,” siger Signe Munk, politisk ordfører og klimaordfører i SF.  

"Hver gang der afbrændes et stykke tekstil, udledes der CO2, men der er jo også en ressource, der går til spilde.” 

Alene blandt butikkerne i Danmark bliver der hvert år brændt 667 ton nyt tøj, viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk. 

Beslutningsforslaget, der blev stillet 14. marts, var tirsdag til førstebehandling i Folketingssalen.  

SF foreslår, at forbuddet samt en række udvidede krav til producenter, skal gælde allerede fra 2024. 

Umuligt at undgå tekstilaffald 

Signe Munch indrømmer, at ikke alt tøj kan genanvendes, eksempelvis hvis et materiale allerede er blevet genanvendt mange gange. Derfor lægger forslaget også op til, at noget tøj kan kategoriseres som affald og altså brændes af. 

Det vigtigste er ifølge Signe Munk, at grænsen for, hvornår tøj bliver til affald skubbes markant i forhold til i dag: 

"Vi kan se, at der ryger nye usolgte tekstiler i forbrændingsovnene. Og det giver jo ingen mening, at man ender med at brænde tøj, nogen kan bruge og har brug for." 

SF’s beslutningsforslag omhandler nyt tøj. Men ser man på det tøj, vi også ender med at bruge, viser en undersøgelse fra 2020, at langt det meste af danskernes tøj - både nyt og gammelt – ikke genbruges. 

EU-regler på trapperne 

Det er ikke kun SF, som vil nedbringe forbruget og afbrændingen af nyt tøj. Således er der allerede regler for tekstilbranchen på vej fra EU-hovedkontorerne i Bruxelles. 

Europa-Kommissionen foreslog i marts sidste år at fraråde afbrænding af nyt tøj, men altså ikke at indføre et decideret forbud.  

Trods det mulige overlap med et kommende EU-krav vil Signe Munk ikke vente på at få vredet armen om af EU.  

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal vente på EU for at gøre noget – både ved klima- og miljøpolitik og på tøjområdet. Danmark skal være et grønt foregangsland, og skal derfor komme i gang.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Munk

MF (SF)
Sygeplejerske (Via UC, 2023), ba.scient.pol. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00