Debat

Vandsektorloven bør agere energifabrik

DEBAT: Der er politiske barrierer, der forhindrer mange i at gennemføre en bæredygtig tankegang. Det skriver projektchef i Billund Vand, Bjarne Bro, der opfordrer til, at vandsektorloven gør det muligt at agere energifabrik i lokalområderne.

Frederik Marker Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Bro,
Projektchef Billund Vand A/S

Sustainability er for tiden et modeord. Når man skal være politisk korrekt på den smarte måde, skal man helst putte Sustainability eller bæredygtighed ind i ordflommen. Trods sarkasmen håber jeg på, at det med tiden bliver en tænkning, der besjæler alle mennesker.

Tænkning i bæredygtige løsninger bør være fremtidens modsvar på knaphed på ressourcer, energi og løsningen på klimaforandringer.

Bæredygtige løsninger på indretning af samfundet er at skabe balance mellem forbrug og leverance af varer og serviceydelser under klima- og miljøneutral produktion og klima. Industrien er allerede godt i gang i Danmark med at indrette sin produktion klimavenligt gennem energieffektivisering og styring af affaldsstrømme, så de kan videreforarbejdes i genanvendelsesindustrien. 

Vandsektorloven er på vej med nye rammer, og min opfordring er, at den skal indeholde muligheder for at agere som energifabrik i et lokalområde.

Bjarne Bro
Projektchef Billund Vand

Bæredygtighed er som næstekærlighed
Jeg arbejder med håndtering af spildevand og organisk affald til daglig hos Billund Vand A/S. Der laver vi rent vand, grøn energi og organisk gødning ud af lokalt indsamlet organisk affald fra borgere, industrien og spildevand. Vi afsætter energi til de lokale distributionsnet, rent vand til Vadehavet og organisk gødning til de lokale landmænd.

Vi har således trukket i den bæredygtige retning i knap 20 år og er klar til at sætte yderligere tryk på bæredygtighed ved etablering af Billund BioRefinery på Grindsted renseanlæg.

Borgerne i Billund Kommune er gode til at sortere. Industrien leverer godt og rent affald og spildevand i samarbejde med kommunens miljøtilsyn. Vi kan derfor producere en masse god, grøn energi, der sparer bidrag til CO2-mængden i atmosfæren samt et rent og næringsrigt restprodukt, der anvendes som gødning. Denne gødning belaster ikke landmændenes marker med tungmetaller og organisk miljøfremmede stoffer. Landmændene vil gerne have gødningen til markerne, da det giver et godt fosfor-supplement, som bliver en mangelvare i fremtiden.

Et renseanlæg med rådnetank (biogasreaktor), som findes på mange danske renseanlæg, er meget velegnet til at behandle forskellige våde affaldskategorier sammen med spildevand.  Det kan også behandle kildesorteret madaffald fra husholdninger og restauranter og ændrer herved status fra at være forbruger af energi til producent af energi – en energifabrik, der leverer grøn energi.  

Der er stadig sten på vejen
Der findes barrierer for at gennemføre denne visionære tankegang, som vi bearbejder for at bidrage til et bæredygtigt samfund i form af utidssvarende lovgivning, og der er træghed i det politiske system og i fødevareproduktionen. 

Alt sammen drevet af vanetænkning - det er nemmest at gøre, som vi plejer, og der kan være frygt for det ukendte.

  • Vandsektorloven og administrationen af denne fastholder spildevandsforsyningen i meget snævre rammer til kun at rense spildevand.
  • På det lokalpolitiske niveau er der nervøsitet for, om borgerne kan og vil sortere deres madaffald.
  • Visse fødevareindustrier tager forbehold for landmænd, der anvender organisk gødning med henvisning til et forsigtighedsprincip.  

Vandsektorloven er på vej med nye rammer, og min opfordring er, at den skal indeholde muligheder for at agere som energifabrik i et lokalområde.

På det lokalpolitiske niveau vil jeg opfordre til at lade sig inspirere af eksemplet hos Billund Vand og gå i gang - det er ikke svært. Der skal blot information til.

Fødevareindustrien bør ændre attitude og anvende bæredygtighed i alle led af markedsføringen - også omfattende produktionen af råvarerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00