Advokater ryster på hovedet over lavere salær

FINANSLOV: Regeringen vil reducere salæret til forsvarsadvokater og skære på advokathjælpen til ubemidlede. Et mærkeligt signal, lyder det fra Danske Advokaters administrerende direktør, Paul Mollerup.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Kim Rosenkilde

Forsvarsadvokater får for mange penge for deres arbejde. Det mener regeringen, der med sit forslag til næste års finanslov lægger op til at sænke bevillingen til forsvarsadvokater.

Konkret reduceres rammen for strafferetspleje med 11,2 millioner kroner årligt, hvilket skal udmøntes i form af en nedregulering af salæret til forsvarsadvokater i straffesager.

Den beslutning mødes i den grad med løftede øjenbryn hos Danske Advokater.

”Det er et underligt signal at sende, at man vil svække retssikkerheden på den måde,” siger Danske Advokaters administrerende direktør, Paul Mollerup.

Nu ser det ud til, at man vil gøre salær til et anliggende for Justitsministeriet. Det er i den forkerte retning.

Paul Mollerup
Administrerende direktør i Danske Advokater

Han peger på, at der samtidig er lagt op til en reduktion af bevillingen til advokathjælp for ubemidlede med over knap fire millioner kroner.

”Det er de svageste i samfundet, der har gavn af det,” siger Paul Mollerup.

Efterslæb fra 90’erne
Ifølge regeringen skal de lavere salærtakster ses i lyset af, at taksterne i en årrække er steget mere end den generelle pris- og lønudvikling.

Med nedsættelsen af taksterne vil de ifølge regeringen være på det niveau, som de ville have været, hvis de havde fulgt den generelle pris- og lønudvikling.

Paul Mollerup giver imidlertid ikke meget for den slags beregninger.

Dokumentation

Finanslovforslag om advokatsalær

Fra regeringens pjece om finanslovforslaget:

"Taksterne for salærer til forsvarere i straffesager mv. er i en årrække blevet opjusteret mere end den generelle pris- og lønudvikling. Derfor vil regeringen gennemføre en tilpasning, så taksterne reduceres til det, de ville have været, hvis de havde fulgt pris- og lønudviklingen."

Fra Justitsministeriets paragraf (§11) på finanslovforslag:

"Kontoen (for strafferetsplejen mv. red.) er reduceret med 11,2 mio. kr. årligt fra 2017 og frem som følge af en forventet justering af taksterne til advokatsalærer. Endvidere er kontoen 11.42.02. Fri proces og udgifter til advokathjælp reduceret med 3,8 mio. kr. årligt, således at den samlede justering indebærer en bevillingsreduktion på 15 mio. kr. årligt fra 2017."

Kilde: Regeringens forslag til finanslov 2017


0:000:00